Grundloven er Danmarks forfatning. Det vil sige, at den fastlægger de overordnede rammer for, hvordan vores demokratiske samfund er bygget op. I grundloven er der f.eks. paragraffer om, hvordan Folketinget bliver valgt, hvordan regeringen dannes, og hvad staten kan bestemme for den enkelte borger. Det er også grundloven, der sikrer, at vi i Danmark bl.a. har ytringsfrihed, religionsfrihed og foreningsfrihed.

Grundloven er den vigtigste lov i Danmark, og ingen lov må være i strid med den. Hvis Folketinget vedtager en lov, som strider mod grundloven, erklærer domstolene loven ugyldig. Før regeringen fremsætter et nyt lovforslag, laver den derfor et grundlovstjek.

Borgerne bestemmer, hvem der bliver valgt til Folketinget

I Danmark har vi repræsentativt demokrati. Det vil sige, at det er repræsentanter valgt af borgerne, der træffer de politiske beslutninger. De 179 folketingsmedlemmer stemmer altså love igennem på vælgernes vegne. 

Grundlovens kapitel 4 sikrer, at det er borgerne, der bestemmer, hvem der bliver valgt til Folketinget. Der er det bl.a. fastslået,

• at der er valg til Folketinget mindst hvert 4. år,
• at Folketinget bliver valgt ved direkte og hemmelige valg,
• at det er statsministeren, der må udskrive folketingsvalg, og
• hvem der må stemme, og hvem der kan opstille til folketingsvalg.

• Læs om folketingsvalg i grundlovens kapitel 4
• Læs mere om folketingsvalg

Før et nyvalgt folketingsmedlem kan tage del i Folketingets forhandlinger og afstemninger, skal vedkommende skrive under på at ville overholde grundloven. Det er bestemt i grundlovens § 32.

I grundloven er det også bestemt, at medlemmerne af Folketinget ikke er bundet af andet end deres egen overbevisning. Det står i § 56.

Magten er delt i 3

Magtdelingen i Danmark står i grundlovens § 3: »Den lovgivende magt er hos kongen og Folketinget i forening. Den udøvende magt er hos kongen. Den dømmende magt er hos domstolene.« 

Dette grundlæggende princip om magtens tredeling blev nedskrevet i 1849 og er stadig et kerneprincip, det danske folkestyre hviler på.

I dag bliver § 3 forstået lidt anderledes end i 1849. Når der i grundloven står kongen, så betyder det i dag regeringen. Den lovgivende magt ligger dermed hos både regering og Folketing, idet begge kan fremsætte og behandle lovforslag. Det er kun Folketinget, der kan vedtage lovforslag, mens den endelige lov altid skal underskrives af en minister.

Den udøvende magt er dem, der udfører de love, Folketinget vedtager. Det omfatter alle ministerierne, men også andre myndigheder, der er med til at gennemføre reglerne, f.eks. styrelser, regioner, kommuner, politiet osv.

Den dømmende magt er en betegnelse for de danske domstole, Højesteret, landsretterne og byretterne. Efter at en dom er afgjort, kan Folketinget og regeringen ikke rette afgørelsen. Det kan kun domstolene selv. 

Ved at dele magten mellem regering, Folketing og domstole forhindres magtmisbrug, idet det f.eks. ikke er den samme statslige myndighed, der både laver lovene og dømmer efter dem. Tanken er, at de 3 magter holder hinanden i skak.

Regenten har kun formel magt

Regeringsformen i Danmark er indskrænket-monarkisk. Det er beskrevet i grundlovens § 2. Det betyder, at regenten har regeringsmagten, men at magten er indskrænket af reglerne i grundloven. Regenten skal, inden denne indtræder i embedet, først skrive under på at ville overholde grundloven. 

Begrænsningen af regentens magt er i dag meget vidtgående. Landet bliver styret af en regering, Folketinget har accepteret. Dog skal regenten eller regentens stedfortræder (rigsforstanderen) underskrive alle vedtagne love sammen med den relevante minister, før de træder i kraft.

Underskrivelsen foregår som regel i Statsrådet, men det kan også ske et andet sted. Det vil altid stå på loven, hvem der har skrevet under, og hvor det er foregået. Det kan man se på retsinformation.dk, hvor alle danske love er samlet.

Regeringen er afhængig af Folketingets opbakning

Ifølge grundlovens § 15 må regeringen ikke have et flertal imod sig. Her står der, at regeringen skal gå af eller udskrive valg, hvis Folketinget udtrykker mistillid til statsministeren. Så hvis 90 folketingsmedlemmer eller mere er imod regeringen, kan den blive væltet og må gå af. Det kaldes negativ parlamentarisme.

Der behøver altså ikke være et flertal i Folketinget for regeringen. Danmark kan godt have en mindretalsregering, dvs. en regering, hvor partiet/partierne i regeringen ikke selv har flertallet på 90 mandater. Langt de fleste regeringer i Danmark har faktisk været mindretalsregeringer. Men hvis regeringen får et flertal imod sig, skal den gå af. 

På den måde er regeringen og statsministeren altid afhængig af Folketingets opbakning. Regeringen er nødt til at føre en politik, der i hovedtræk bliver støttet af et flertal i Folketinget.

Princippet gælder også for de enkelte fagministre. En minister skal gå af, hvis Folketinget udtrykker mistillid til vedkommende.

Borgerne har grundlovssikrede rettigheder

Landets borgere har en række frihedsrettigheder, som er sikret i grundloven. 

Den ene slags frihedsrettigheder er ytringsfriheden, retten til at forsamles og demonstrere for sine synspunkter og retten til at oprette og/eller være medlem af foreninger. Ifølge grundloven har man også ret til at være medlem af et politisk parti og være politisk aktiv. Disse rettigheder skal sikre, at demokratiet kan fungere.

Den anden slags frihedsrettigheder er reglerne om den personlige frihed og om ejendomsretten og boligens ukrænkelighed. Disse regler skal først og fremmest beskytte borgerne mod overgreb fra statsmagten. Grundloven sætter på den måde grænser for, hvordan staten kan blande sig i vores privatliv.

Grundloven giver også alle børn ret til undervisning – enten i folkeskole eller i privatskole eller i hjemmet.

Grundloven er svær at ændre

Da grundlovens regler er fundamentet for vores demokrati, er den sværere at ændre end andre love. Det er bestemt i grundlovens § 88.

Først skal Folketinget vedtage et lovforslag om grundlovsændringen. Efter næste folketingsvalg skal Folketinget igen vedtage grundlovsændringen. Forslaget skal formuleres præcis som første gang. Endelig skal grundlovsændringen sendes til folkeafstemning. 

Ved folkeafstemningen er det ikke nok, at der er et flertal for grundlovsændringen. Flertallet skal udgøre mindst 40 pct. af alle de borgere, som er berettiget til at stemme. Det betyder, at alle stemmeberettigede tæller med, også selv om de ikke har stemt eller har stemt blankt. 

Hvis et flertal og mindst 40 pct. af de stemmeberettigede har stemt for grundlovsændringen, træder den i kraft, når regenten har skrevet lovforslaget under.

Grundloven blev sidst ændret i 1953. Her blev folkeafstemningen om det vedtagne lovforslag afholdt den 28. maj 1953. Resultatet blev grundloven i sin nuværende form af 5. juni 1953. Senere er der af og til blevet fremsat lovforslag om grundlovsændringer i Folketinget. Ingen af dem er dog blevet vedtaget.