Kunst på Borgen: Statsministerportrætter
I Vandrehallen på Christiansborg hænger portrætter af nogle af de statsministre, Danmark har haft gennem tiden.
Folketinget har to officielle portrætgallerier. Det ene er billeder af Danmarks statsministre og det andet af tidligere formænd for Folketinget.
Foran Landstingssalen i Vandrehallen på Christiansborg hænger samlingen af statsministerportrætter. Det ældste af portrætterne er af Thorvald Stauning (S), der blev statsminister i 1924. Det nyeste er af Helle Thorning-Schmidt (S), der i 2011 blev Danmarks første kvindelige statsminister. I Vandrehallen er der begrænset plads til portrætterne. Derfor rokerer billederne, hver gang der hænges et nyt statsministerportræt op. Det er derfor altid kun de 16 seneste statsministre, der pryder væggene ved Landstingssalen.
Den officielle samling af portrætter blev oprettet i 1946
I 1946 besluttede Folketingets Præsidium, at der skulle være en officiel samling af statsministerportrætter og formandsportrætter i Folketinget, og at kvaliteten af malerierne skulle forbedres i forhold til de fleste tidligere tiders politiske portrætter. Indtil 1946 var det nemlig mere eller mindre tilfældigt, hvilke politiske portrætter der hang på væggene i Folketinget, fordi de fleste malerier var modtaget som gaver fra enkeltpersoner, partier eller organisationer. I løbet af 1950'erne og 1960'erne forsøgte Folketinget derfor at skaffe de malerier, der manglede, for at samlingerne af statsminister- og formandsportrætter kunne blive komplette.
Nogle af de tidligere statsministre var på det tidspunkt døde, uden der var blevet malet et portræt af dem, og de måtte derfor males posthumt. Det gjaldt Thorvald Stauning (S), Vilhelm Buhl (S), Hans Hedtoft (S), som døde i 1955 under et møde i Nordisk Råd, og H.C. Hansen (S), som døde, mens han stadig var statsminister.
Se portrætterne på en kunstomvisning i Folketinget
Statsministeren vælger selv kunstneren
I dag rådgiver Folketingets Kunstudvalg den statsminister, der skal portrætteres, om, hvilke portrætmalere der er bedst egnet til at løfte opgaven, men i sidste ende er det den person, der skal portrætteres, der selv vælger portrætkunstneren.
Derfor er de 16 portrætter meget forskellige i deres stilarter.
Efter at det meget store portræt af Poul Schlüter (KF) blev afsløret i 1999, valgte Folketingets Kunstudvalg at lave nogle vejledende standardmål for at undgå for store afvigelser i formaterne, da portrætterne jo skal hænge ved siden af hinanden.
Statsministrene males ikke kronologisk
I dag bliver en statsministers portræt først hængt op, når vedkommende ikke længere kan komme på tale til posten som statsminister, f.eks. hvis hun eller han forlader dansk politik eller træder tilbage som formand for sit parti. Derfor er der endnu ikke et portræt af statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), der var statsminister i 2009-2011 og igen i 2015-2019, men stadig sidder i Folketinget.
Sådan var det ikke tidligere. Jens Otto Krag (S) og Anker Jørgensen (S) fik begge tilbud om at blive malet, umiddelbart efter at de var holdt op som statsminister i henholdsvis 1968 og 1973, men de blev begge blev statsminister igen efterfølgende.