Oplev Rigsarkivets tidligere bygninger på Slotsholmen

På omvisningen kan du opleve Rigsarkivets tidligere bygninger på Slotsholmen og høre om, hvordan de oprindeligt blev til som Kong Frederik 3.'s kunstkammer i 1600-tallet.

Større

De fleste, der har bevæget sig rundt på Slotsholmen og omkring Christiansborg, har set Rigsarkivets tidligere bygninger udefra. Men det er nok de færreste, der kender deres historie. Denne omvisning er en unik mulighed for at opleve bygningerne, der delvist står tomme, inden de bliver renoveret.

På omvisningen kan du opleve de 3 bygninger – Kunstkammerbygningen, Gehejmearkivet og Den Zuberske Bygning – indefra og høre om deres fascinerende historie, der spænder over 300 år. På turen kommer du rundt i de 3 meget forskellige bygninger og ser, hvordan især Kunstkammerbygningen har forandret sig fra kong Frederik 3.'s kunstkammer og bibliotek i 1673 til Rigsarkivets overtagelse i 1909.

Omvisningen varer ca. 75 minutter inkl. gåturen fra Folketingets besøgsindgang til Rigsarkivets tidligere bygninger. Ruten er desværre ikke egnet for dårligt gående eller kørestolsbrugere. Kom gerne i god tid, da der af praktiske hensyn ikke er mulighed for at støde til omvisningen senere. Det er gratis at deltage i omvisningen.

Book en omvisning til enkeltpersoner eller små grupper

Kontakt Folketingets Besøgstjeneste

Telefon: +45 3337 3210

Vi svarer på spørgsmål mellem kl. 9.00 og 11.00 tirsdag til fredag. Hvis linjen er optaget, så læg venligst en besked. Så ringer vi tilbage.

Send e-mail