I foråret 1918 var det ikke kun de folkevalgte politikere, der indtog det tredje og nuværende Christiansborg. Pressen fulgte nemlig med, og blandt den var også bladtegnerne. I 100 år har blad- og satiretegnere således fulgt det politiske liv i stort og småt, og med pen, blæk, farvekridt og akvarel har de med humor og skarphed delagtiggjort befolkningen i politiske sager, debatter og intriger.

I dag kan det virke som en selvfølge, at vi i Danmark har muligheden for og friheden til at portrættere politikerne gennem en ironisk, drillende eller komisk vinkel. Det er ganske enkelt blevet en naturlig del af vores forståelse af det politiske spil, at der på sidelinjen tegnes satiretegninger, som fremhæver politiske sager, magtbalancer og personligheder. Men det var først med indførelsen af grundloven i 1849, at danskerne fik retten til at ytre sig frit på skrift og i tale. Hurtigt begyndte aviser og dagblade at tilføje satiretegninger til det faste indhold på de tryksværtefyldte sider, da det var en god måde at kommunikere svært politisk stof ud til læserne. Samtidig blev satiretegningerne en måde at videreformidle en politisk dagsorden, da de fleste dagblade dengang var partipolitiske og derfor talte til et bestemt politisk læserpublikum. 

Satiretegningerne blev brugt til at fremhæve og hylde egne partipolitiske holdninger, samtidig med at de blev brugt til at underminere eller latterliggøre modstanderens politiske standpunkter. 

Demokrati og ytringsfrihed

Satiren kan være både barsk og til tider også magtfuld, men det er kendetegnende for et sundt og stærkt demokrati, at der er plads til at ytre sig frit, og at politikerne værner om bladtegnerens ret til udstille og drille.

Nogle gange har satiretegninger sat gang i ophedede politiske debatter og etiske diskussioner. Andre gange har bestemte satiretegninger medført debat om, hvorvidt bladtegnerne er gået for langt i portrætteringen af politikere eller politiske, religiøse eller kulturelle temaer, og om man overhovedet kan gå for langt, eller om det er en inkorporeret del af vores danske ytringsfrihed, at man bruger pennen til at udtrykke, udfordre og udstille. 

Tegningerne: historiske, ikoniske, forskellige

Nogle satiretegninger er blevet noget nær ikoniske som f.eks. karikaturen af statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) med sin alt for lille cykelhjelm placeret akavet på toppen af hovedet eller statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) i hulemandskostume. 

Ved at se på satiretegninger kan man få et indblik i danmarkshistorien, politiske tendenser gennem tiden og vigtige historiske nedslag, som f.eks. udnævnelsen af Danmarks første kvindelige minister, Nina Bang, i 1924, Kanslergadeforliget i 1933 og folkeafstemningen om medlemskab af EF i 1972.

Satiretegningerne har en særlig funktion i det danske samfund, fordi man kan læse mange ting ind i en satiretegning, og på den måde bliver det en dialog mellem læser og tegner, som indirekte kan diskutere indholdet. De bedste satiriske tegninger kan med humør og vid spidde en situation med en præcision, som ord ikke kan.

I Folketinget kan man foran Snapstinget se en række satiretegninger udstillet, til stor morskab for både de folkevalgte politikere, som har deres daglige gang på Christiansborg og for de gæster, der kommer på besøg.