I Danmark har vi en særlig ordning, hvor journalister med gyldigt pressekort har direkte adgang til parlamentet, og hvor der er privilegeret adgang for omkring 160 akkrediterede journalister, nemlig presselogens medlemmer. Sammenlignet med andre parlamenter tilbyder Folketinget pressen ganske frie forhold, og journalister har nemt ved at få en kommentar eller et interview med en af de folkevalgte politikere. Det er en af en af grundene til, at Folketinget er et af verdens mest åbne parlamenter.

Noget af det, der gør, at presseforholdene er ganske særlige i Danmark, er, at forholdet mellem politikerne og journalisterne bygger på gensidig respekt og et gensidigt tillidsforhold. Men det er stadig sådan, at pressen er gæster på Borgen.

Presselogen flytter ind

I foråret 1918 flyttede Rigsdagens politikere fra de midlertidige lokaler i Fredericiagade til det nuværende, tredje Christiansborg, som stod færdigbygget efter branden i 1884. Pressen flyttede med, og den var meget interesseret i at få bedre vilkår på det nye Christiansborg, end den havde haft i Fredericiagade. Det var politikerne i en vis udstrækning med på, og der blev indgået en aftalte om, at der skulle oprettes en selvstyrende forening for journalisterne på Borgen.

Presselogen var dermed født med et dobbelt formål: På den ene side en social og faglig forening for pressen. På den anden side en samarbejdsorganisation, der sammen med Folketingets Præsidium definerer betingelserne for, hvordan ”den fjerde statsmagt” arbejder og virker på Christiansborg.

Forholdet mellem journalisterne og Folketingets Præsidium har gennem tiden ikke været helt gnidningsfrit, og der har ikke altid været enighed om, hvordan relationen mellem politikerne og pressen på Christiansborg fungerer bedst for begge parter.

Fra referenter til journalister

De politiske journalisters rolle har ændret sig en del, siden pressen flyttede med ind på Christiansborg. I starten var journalisternes vigtigste rolle at referere til dagbladene og skrive om, hvad der skete i Folketingssalen og Landstingssalen. De store dagblade var dengang tæt knyttet til de politiske partier, og politikerne kunne frit blande sig i, hvilke emner der blev refereret, og hvilke politiske sager aviserne fik lov til at omtale.

Referentrollen for journalisterne var ikke nem, for både i Folketingssalen og Landstingssalen sad de bag politikerne, og de måtte ikke forlade deres pladser. Eftersom politikerne ikke brugte mikrofoner, som de gør i dag, kunne det nogle gange være svært at høre, hvad der blev sagt. Hvis dagbladenes referenter kom til at tolke på eller misforstå, eller hvis de kommenterede eller kritiserede det, politikerne havde sagt, medførte det utilfredshed blandt politikerne.

Relationen mellem politikere og journalister har ændret sig meget på de 100 år, der er gået. Nu dikterer politikerne ikke længere, hvad journalisterne skal skrive om, og journalisterne spørger ikke længere om lov til at dække specifikke politiske emner.

I løbet af 1960’erne blev journalisterne mere selvstændige og ville selv afgøre den vinkling, der blev lagt på historierne. Journalisterne begyndte at forholde sig kritisk til det politiske stof og havde en mere undersøgende tilgang end tidligere. Hvor pressen før i høj grad var en form for partipresse, har den nu gjort sig fri af partierne og er på den måde blevet mere kritiske. Pressen er ikke længere blot refererende, men er nu i høj grad med til at sætte den politiske dagsorden.

Journalister og politikere har kontorer side om side

På det tredje Christiansborg blev der indrettet særlige referentloger i både Folketingssalen og Landstingssalen. For at gøre arbejdsforholdene bedre end tidligere, blev der også indrettet specifikke arbejdslokaler til de dengang 39 medlemmer af presselogen.

I løbet af de 100 år er der sket en række ændringer i pressens fysiske forhold på Christiansborg. Der er blevet oprettet og flyttet arbejdsværelser, og i løbet af årene har pressen fået mere plads. I de første mange år på det nuværende Christiansborg sad journalisterne samlet, men i 1980 blev de for første gang spredt, da deres arbejdspladser blev fordelt ud i huset. I dag sidder en del af pressen i pressecenteret på tredje sal på Christiansborg, mens andre sidder i lokaler andre steder på Borgen.

Kontakten i det daglige

I de første år på det nuværende Christiansborg var der ikke nogen tæt kontakt mellem politikere og journalister. Der var ikke megen reel dialog, og der var ikke plads til at stille spørgsmål. Det ændrede sig en smule i 1924, da statsminister Thorvald Stauning (S) gav journalisterne lov til at ringe direkte til ham og få svar på spørgsmål. Efter anden verdenskrig blev tonen mellem rigsdagsmedlemmer, ministre og journalister generelt mindre formel.

Regeringen har også sin daglige gang på Christiansborg, og dialogen mellem presselogen og ministrene har også udviklet sig gennem tiden. I 1965 indførte statsminister Jens Otto Krag (S) et ugentligt pressemøde. Det var en uformel orientering til presselogens medlemmer og andre journalister på Borgen. Da Krag indførte det ugentlige møde, var møderne uden for referat, men med statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) fik journalisterne lov til at referere fra møderne. Anders Fogh Rasmussen (V) ændrede pressemødets form yderligere, da han stillede sig op bag en talerstol og på den måde gjorde det ugentlige møde mere formelt. I 2013 blev der indført spørgetime med statsministeren i Folketingssalen, hvilket medførte, at det ugentlige pressemøde blev afskaffet.