Lad mig starte med lige at kommentere på noget af det sidste, der bliver nævnt her: »fiskeriets konkurrenceevne«. Det er præcis derfor, at jeg fra starten af har sagt, at det her er en fuldstændig vanvittig afgift at putte på fiskeriet, for det smadrer fiskeriets konkurrenceevne, for de danske fiskere kan ikke konkurrere; vi er det eneste land, der har pålagt den afgift her på den måde, som man gør over for fiskeriet. I Norge betaler man tilskud til brændstoffet, fordi brændstoffet er dyrt, for at bevare konkurrenceevnen. Vi smadrer dansk fiskeris konkurrenceevne på den måde her og har skabt et bureaukratisk monster uden lige.
Nu viser det sig, at vi overhovedet intet overblik har over, hvordan det så hænger sammen. Vi aner ikke, hvad vi rent faktisk får på en afgift. Så vi må vente at se, hvordan vi gennem bureaukrati får regnet ud, hvad det er, der bliver søgt om og skal betales tilbage, og hvor meget det kommer til at koste.
Jeg er lidt undrende over for, hvordan man overhovedet fra starten af har kunnet begynde at regne det ud og forvente, at en CO2-afgift på fiskeriet, selv når man så har betalt noget tilbage, giver et provenu på et vist antal millioner. Hvordan har man kunnet regne det ud, hvis man ikke aner noget som helst om, hvad man rent faktisk får ind på en afgift? Det her giver ingen mening, altså den måde, det er skruet sammen på. Det er den ene tåbelighed efter den anden, der kommer.
Olieselskaberne sælger ikke længere den mængde brændstof, der skal til. De danske fiskere, der kan, sejler til udlandet. Og i forhold til de udenlandske fiskere kan det godt være, man ved dygtigt arbejde ude i havnene har fået dem overtalt til stadig væk at komme og lande deres fisk, men så snart de har landet nogle fisk, sejler de et andet sted hen og tanker deres brændstof. Og når de ikke tanker i de danske havne, koster det for alle servicevirksomhederne. Det er arbejdspladser, der er på spil.
Mener ministeren ikke, vi skulle have rettet op og have lidt mere styr på, hvordan tingene hænger sammen?