Det er jeg meget glad for. Det handler nemlig om det overordnede politiske. Altså, problemet er, at man har fokuseret på det økonomiske og ikke haft blik for, at det altså også drejer sig om noget overordnet strategisk politisk.
For at vende tilbage til den nye strategi, som jeg tydeligvis er meget glad for, står der noget om »den kamp om indflydelse, som udspiller sig globalt«, og det påvises, at Kina og Rusland forsøger at øge deres indflydelse i mange lande, og så står der:
»... med tilbud om investeringer, samarbejde og støtte, ofte rettet direkte mod lokale eliter, hvormed de søger at præge landenes udenrigspolitiske orientering«.
Det er nok lande i Afrika og Østeuropa, man tænker på i den tekst, som regeringen udgav for nogle dage siden, men tror statsministeren, det også kan gøre sig gældende i Nordatlanten, og at Rusland har samme strategi over for lande i Nordatlanten? Det kunne f.eks. være Færøerne.