Spm. nr. US 31

Tak, formand. Tak til statsministeren, og tillykke til statsministeren med den tilstundende fødselsdag. Jeg synes jo, de her spørgerunder er sådan lidt animerede nogle gange. Altså, det bliver sådan lidt et teaterstykke. Vi har indtil videre fundet ud af, at hr. Alex Vanopslagh gerne vil have lavere skatter, og hr. Martin Lidegaard vil gerne have noget mere på klimaet, og for Enhedslisten skal der nogle flere penge ud i samfundet. Det er jo ikke sådan de store overraskelser.

Men der var faktisk, sidst vi mødtes, synes jeg, en måske endda for statsministerens karakter lidt uventet indrømmelse, da hun sagde og erkendte, at det at nedbringe mængden af djøf'ere, administrative medarbejdere – kolde hænder, hvis vi skal bruge det udtryk – havde været sværere end ventet.

Så tænkte jeg på, om der mon er nogle områder, hvor statsministeren selv ligesom kunne handle i forhold til den her åbenlyse følelse, der er meget udbredt, tror jeg, af, at der er nogle, der er på et A-hold, og nogle, der er på et B-hold. Der er nogle, for hvem skattelettelserne vælter ind, lønningerne stiger osv. Og så er der en hel del, som bare er efterladt på perronen. Er der noget, statsministeren kunne gøre selv?

Der var der en ting her, hvor vi jo havde en kedelig oplevelse i den forgangne uge med en kollega eller næstenkollega, nemlig fru Mia Wagner, som ikke nåede at blive minister. Det tror jeg på mange måder er en skam. Hun virker ud fra det, jeg kender til hende, som et rigtig dygtigt og behageligt menneske. Men vi kan jo konstatere, at hun, selv om hun ikke satte sig i ministerstolen, alligevel får en løn på knap 700.000 kr. Det tror jeg, uanset hvor meget veneration man kan have for Mia Wagner og politikere generelt, bidrager til følelsen af, at der er et A-hold og et B-hold.

Det tror jeg måske vil være lettere for statsministeren at gøre noget ved end det, vi talte om sidst, med KL og Djøf osv. Så derfor vil jeg starte den her samtale med at spørge, om statsministeren måske vil gøre noget ved det, at politikere, der end ikke sætter sig i den stol, de er blevet tilbudt, alligevel kan score knap 700.000 kr.

Statsministeren.

Jeg er igennem årene blevet spurgt til mange sygemeldinger fra politikere med forskellig anciennitet og fra forskellige partier, og jeg afholder mig fra at gå ind i det, også i den konkrete sag. Jeg synes ikke, det er det, der er min opgave, slet ikke når det er konkrete personsager.

Men om den her følelse af et A- og B-hold vil jeg sige: Når vi går ind og laver et lønløft i den offentlige sektor, direkte målrettet dem, der arbejder med mennesker – det er social- og sundhedshjælpere, det er sygeplejersker, det er jordemødre, det er dem, der arbejder i kriminalforsorgen, det er social- og sundhedsassistenter, det er pædagoger – så er det jo et utrolig stærkt ikke bare politisk signal, men politisk våben til at sige, at dem, der arbejder med mennesker, skal have en større anerkendelse. Det her er jo ikke noget, Dansk Folkeparti har lavet. Det er den her regering, der nu laver det lønløft, som både handler om de medarbejdere, der er i den offentlige sektor, dem, vi gerne vil have til at være i den offentlige sektor, men som jo også er noget af det vigtigste, vi kan gøre for at sikre, at der er en ordentlig ældrepleje i Danmark, at der er medarbejdere nok, og at dem, der går på arbejde, får lov til at bruge tiden på det, de skal bruge tiden på.

Så hvis man er optaget af A- og B-hold, er det jo en meget god idé, at man er med til at løse nogle af de grundlæggende problemer, der er. Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg er kistestolt over, at nu går lønløftet til dem, der arbejder med mennesker, dem, der arbejder på de skæve tidspunkter, dem, der tager nogle af de hårde vagter. Jeg er helt utrolig glad for den aftale. Men konkrete personsager er jeg også blevet spurgt til tidligere, også omkring spørgerens egne forhold, og jeg afholder mig fra at gå ind i det. Jeg synes ikke, det er den rigtige måde at diskutere politik på.

Hr. Morten Messerschmidt.

Men det, jeg spørger til, er jo de regler, der gælder for politikere, for offentligt ansatte generelt. Man kan jo nærmest dagligt læse historier. Det behøver ikke at være ministre, der så ikke når at udøve deres gerning og alligevel får et halvt års løn. Det kan også være kommunaldirektører, departementschefer osv. Vi har den tidligere departementschef i Forsvarsministeriet, der nu sidder ovre i Finansministeriet efter at være blevet afskediget på gråt papir og får den samme løn, vistnok det samme ledelsestillæg, og nærmest har et kontor med en telefon, der aldrig ringer.

Hvis man gerne vil have det her land til at hænge sammen, ikke bare geografisk, kulturelt osv., men også i forhold til en følelse af, at vi rent faktisk har nogle nogenlunde enslydende vilkår, så kan man da ikke bare slå for sig og sige, at man ikke vil diskutere folks sygdom. Statsministeren er da nødt til at forholde sig til, at de regler, der gør, at der er nogle, der bare har en tilværelse på den grønne gren, er hendes og mit og Folketingets ansvar. Har hun ikke en holdning til det?

Statsministeren.

For mig handler det om at forbedre almindelige menneskers levevilkår og arbejdsvilkår. Det må man sige at vi er i fuld gang med at gøre. Men nu bliver der spurgt direkte til en navngiven tidligere minister, og der bliver spurgt til en direkte navngiven embedsmand, og det synes jeg simpelt hen ikke er en ordentlig måde at drive politik på. Jeg synes ikke, personsager hører til i Folketingssalen. Jeg er nu igennem mange år blevet spurgt til andres sygdomme og andres situationer og andres sygemeldinger, og jeg har afholdt mig fra at kommentere dem og gå ind i dem, og det vil jeg altså også gøre i de her to konkrete sager.

Hr. Morten Messerschmidt med et afsluttende spørgsmål.

Men jeg spørger ikke om personers sygeforhold. Jeg spørger om de regler, der gør, at man i dag uden at lave en dags arbejde som kommunaldirektør eller som departementschef eller som andet i den offentlige sektor kan få rigtig, rigtig mange penge udbetalt. Det handler jo ikke om, at jeg ikke under en sygeplejerske at få mere i løn. Det tror jeg statsministeren udmærket godt ved at vi i høj grad gør i Dansk Folkeparti. Det handler om, at de her regler jo er kommet til veje ad en eller anden vej. Det kan godt være, det ikke er på statsministerens vagt, men så under den tidligere statsministers vagt. Det er da os politikere, der bestemmer, om de regler skal ændres, og hvis man vil sikre, at der er en forbindelse mellem samfundets mennesker, som altså har meget forskellige forudsætninger, synes jeg, det er meget, meget uklogt, hvis statsministeren sætter kikkerten for det blinde øje, i forhold til at den slags regler virkelig avler mistillid og ja, måske misundelse, men i hvert fald en følelse af, at der er nogle, som har nemt ved at komme til goderne, mens andre er efterladt på perronen.

Så jeg vil anbefale, at statsministeren i stedet for ikke at ville svare så måske bruger sin juleferie på at reflektere lidt over, hvad den slags regler gør ved sammenhængskraften i vores samfund.

Statsministeren.

Men pointen er jo netop, at man kan lade være med at efterlade nogen på perronen, og så kan man bruge sin arbejdstid i Folketinget på at løse rigtige menneskers rigtige problemer. Det gør man altså bedst, når man tager et politisk ansvar, og det er det, vi netop har gjort ved at lave et lønløft.

Og så er det jo ikke rigtigt, at det, jeg bliver bedt om, er generelt at forholde mig til noget. Man tog udgangspunkt i to konkrete mennesker, og det synes jeg man skal afholde sig fra i Folketinget – endda en person, som er sygdomsramt, og hvor der også har været et medlem fra Det Konservative Folkeparti, som har følt sig kaldet til at skrive om den pågældende person på sociale medier. Jeg synes ikke, det er den måde, man skal diskutere andre menneskers sygdom på.

Tak for det, og det afslutter spørgsmålet. Vi siger tak til hr. Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti.

Jeg byder nu velkommen til fru Franciska Rosenkilde fra Alternativet. Værsgo.