Tak for det. Julen står for døren, svøbt i verdens smukkeste fortælling om englen, der siger til hyrderne på marken: Frygt ikke. Det er fortællingen om stalden og krybben, og det er budskabet om fred til mennesker med guds velbehag. [Taleren talte færøsk] ... Det lyder smukkere på ens modersmål, men budskabet om fred er det samme for alle mennesker.
Jul og krig passer ikke sammen. Derfor er en af de værste historier fra Vietnamkrigen den om julebombningerne i 1972, og derfor er fortællingen fra første verdenskrig, hvor våbnene en julenat blev tavse, og hvor der i stedet for skud lød salmesang fra skyttegravene, noget af det mest gribende, man kan høre om.
Op til julen 2023 har vi to krige, som står i skærende kontrast til julens håbefulde budskab om fred. Støtten til Ukraine er i fare for at tørre ud. Krigen er grusom i sig selv, men hvis den tørrer ud, skaber det frygt i Ukraine, frygt i nabolandene og frygt i hele Europa. Krigen i Gaza er grusom i sig selv, men er blevet så voldsom, at den kan sprede sig til Libanon og til Iran. Der er mange, der som hyrderne på marken hin julenat er ramt af frygt, og som tørster efter håb.
Nu er statsministeren ikke nogen engel, der kan komme ned fra det høje med et budskab. Hun er heller ikke præst, men hvis hun var præst, ville hun så kunne begrunde juleevangeliets håbefulde budskab i dag, og hvordan ville hun kunne begrunde det? Hvor er håbet i forhold til de to voldsomme krige? Med hvilken ret kunne man i dag sige: Frygt ikke?