Mange tak. Også tak til statsministeren for bemærkningerne om lønløftet i Grønland. Det er en sag, som IA kæmper rigtig meget for, for et velfungerende retssystem er afgørende for ethvert samfund. Det gælder også i Grønland, hvor den danske stat har ansvaret for justitsområdet. Desværre oplever vi i Grønland, at justitsområdet fra dansk side ikke bliver prioriteret nok, og det medfører stort efterslæb, og det er noget, som både optager naalakkersuisut og befolkningen hjemme i Grønland. Derfor har IA i Folketinget og naalakkersuisut et stort fokus på netop at styrke justitsområdet og gøre det tidssvarende og gøre det effektivt. Der er taget initiativer i Folketinget, men det er langtfra nok. Derfor kommer det også til at virke en smule provokerende, når det er, at regeringen konstaterer, at der er en tæt dialog med naalakkersuisut. Ja tak, men hvad nytter det, hvis ikke der handles ud fra den dialog, der er?
Naalakkersuisut sender hvert år en liste over nødvendige tiltag på justitsområdet, som der er hårdt brug for i det grønlandske samfund. Listen er lang, og den bliver kun længere hvert år, der går, for gentagne gange skal Grønland have de samme tiltag på listen, fordi de ikke er blevet prioriteret af regeringen året forinden. På mange måder kan man sige, at vi starter hvert år i minus frem for i nul, og der er ingen tvivl om, at den manglende prioritering, manglende handling blot gør efterslæbet endnu større. Målet må være, at der gælder ens standarder i rigsfællesskabet, ligesom statsministeren også var inde på, og det står også i regeringsgrundlaget. Og blandt de grønlandske anliggender i Folketinget bør justitsområdet have et særligt fokus, og regeringen skal holdes op på den del af deres ansvar, der er for at sikre et tidssvarende justitsområde, som opfylder samfundets behov. Som øverste minister i regeringen og ansvarlig for rigsfællesskabet vil statsministeren sikre, at justitsområdet i Grønland får en højere prioritering.