Helt generelt er vores mål jo, at standarden skal være den samme, selvfølgelig med den vigtige tilføjelse, at der er meget, meget stor forskel på Grønland og Danmark. Eksempelvis geografien spiller jo en helt, helt anden rolle. Selv om vi en gang imellem oplever, at der er for store forskelle i Danmark, så er de geografiske omstændigheder i Grønland jo fuldstændig anderledes, og derfor vil man jo ikke kunne lægge til grund, at vi vil kunne tilvejebringe tingene på præcis samme måde i Grønland, som det gælder i Danmark, på grund af vejr og geografi.
En anden udfordring er jo manglen på medarbejdere, som vi oplever i Danmark, og som vi oplever i Grønland, og som kan se ud på en anden måde og have nogle andre konsekvenser.
Så vores udgangspunkt er, at standarden skal være den samme, men med det forbehold, at forholdene er forskellige, og det skal vi selvfølgelig kunne tilrettelægge vores politik efter. Og som jeg sagde det før, er det også på det her område meget, meget vigtigt for os at have en tæt dialog med naalakkersuisut også i forhold til standardspørgsmål.