Tak for spørgsmålet. Jeg vil gerne for en god ordens skyld bare lige starte med at fortælle lidt om, hvad § 19 a, stk. 2, egentlig går ud på. Det kan også være, at der er nogle tilhørere, der tænker: Hvad er det egentlig, det handler om? Og som ordføreren starter med at sige, handler paragraffen om værdien af grunde under ejerlejligheder i flere etager. For hver enkelt lejlighed i en opgang skal der ansættes en grundværdi.
Bestemmelsen medfører meget forenklet sagt, at grundværdien fastsættes for hver lejlighed ved at kigge på, hvad værdien af grunden ville have været, hvis der for hver enkelt lejlighed havde ligget et parcelhus. At man bruger et parcelhus som udgangspunkt, skyldes bl.a., at der bliver solgt meget få grunde, der anvendes til ejerlejligheder. Det har derfor vist sig ikke at være muligt at tage direkte udgangspunkt i handelspriserne for ejerlejligheder, når man laver grundværdier.
Bestemmelsen muliggør hertil, at vi kan tage højde for forskellen i beliggenhed på to lejligheder, også selv om de ligger i samme opgang. F.eks. vil en lejlighed på tiende sal med kig ud over Amager Strand få en højere ejendomsværdi og dermed grundværdi end stuelejligheden i samme bygning. Det svarer til, at et parcelhus med havudsigt vil have en højere grundværdi end et parcelhus, der ligger ud til en trafikeret vej.
Bestemmelsen sikrer også, at beliggenhed vurderes og beskattes ensartet, uafhængigt af om man bor i et parcelhus eller i en ejerlejlighed, hvis de to boliger har samme ejendomsværdi og samme bygningskarakteristika, herunder størrelse.
Man kan som ejerlejlighedsejer grundlæggende klage over sin vurdering på samme måde som en ejer af et parcelhus. Man vil f.eks. kunne klage over, at datagrundlaget, f.eks. BBR-data, er forkert, at de såkaldte referenceejendomme, som Vurderingsstyrelsen har anvendt, ikke er sammenlignelige med ens egen bolig, eller at lejligheden har en særlig beliggenhed, som der ikke er taget højde for i vurderingen.
Jeg mener grundlæggende, at modellen er rimelig, fordi grundværdien bliver ensartet for en ejerlejlighed og et enfamilieshus, som er lige store, og hvor ejendomsværdien er den samme. Træfsikkerheden for ejendomsværdierne for ejerlejligheder er ca. 89 pct. i de foreløbige 2022-vurderinger, mens den var 64 pct. i det gamle vurderingssystem. Det viser også noget om, at man med den nuværende model rammer mere præcist.