Tak for det. Jeg tror i virkeligheden, det umiddelbare svar er, at det kommer an på, hvad den stigning egentlig er et udtryk for. For jeg synes, det er vigtigt, at universiteterne formidler deres viden til omverdenen, så de penge, som vi bruger på forskning f.eks. og innovation kan gøre gavn bredt i samfundet. Det fremgår i øvrigt også af universitetsloven, at universiteterne skal udveksle viden og kompetencer med det omgivende samfund, og at universiteternes forsknings- og uddannelsesresultater skal bidrage til at fremme vækst, velfærd og udvikling i samfundet. Derfor kan det jo godt give god mening, at der er medarbejdere på universiteterne, som arbejder med kommunikation og formidling.
Om 228 årsværk ansat til at lave kommunikation er det rigtige eller rette antal, vil jeg lade være op til ledelsen på Københavns Universitet at vurdere, for KU er som de øvrige universiteter selvejende institutioner, og det er derfor ledelsen på Københavns Universitet, som har ansvaret for universitetets opgaver og for at prioritere universitetets ressourcer. Og det har jeg sådan set tillid til at de gør.
Så har jeg også noteret mig, at Københavns Universitet har igangsat et effektiviseringsarbejde, hvor de bl.a. har undersøgt, hvor mange medarbejdere der arbejder med kommunikation. Som minister for området finder jeg det fornuftigt, at man på Københavns Universitet har fokus på at have en effektiv ressourceudnyttelse og løbende vurdere, om deres opgave og medarbejdersammensætning er den rette.