Tak for det. Jeg var oppe og besøge beboerne i Ølst i søndags, altså de beboere i den nærliggende landsby, der jo risikerer at få deres hjem begravet i 5 m forurenet jord og mudder. De er selvfølgelig dybt chokerede. Det ved ministeren.
Det her handler selvfølgelig om dem, men det handler jo i høj grad også om, hvem det er, der skal betale regningen efter det her. Jeg kunne forstå på kommunen, at man mener, at man kan stoppe det her jordskred, så landsbyen bliver reddet, men det kommer til at koste mange penge, rigtig mange penge. Der ligger jo åbenlyst et ansvar hos den pågældende virksomhed. Det er også derfor, der er givet et påbud. Jeg kan også læse i dag, at der vil blive rettet en kriminalefterforskning fra Randers Kommune.
Problemet er jo så, at den virksomhed, man gerne vil have til at tage sit ansvar, har erklæret sig selv konkurs. Ikke nok med det, så kan vi se, at andre selskaber, der er koncernforbundet med den ejer, kræver penge ud af konkursboet, altså penge, der i så fald kan gå fra den fælles oprydning. Og som om det ikke var nok, kunne vi også læse i går, at den her selskabsejers andre virksomheder nu tjener penge på at deltage i oprydningen efter den miljøkatastrofe, de selv har været med til at udløse. Altså, man kunne næsten ikke have skrevet det vildere selv ud fra fri fantasi.
Det er jo noget, der støder rigtig mange mennesker, selvfølgelig, for når der er nogen, der har en gevinst og tager en risiko og tjener penge, så er det svært at forstå, at de skal kunne tørre ansvaret af på os alle sammen. Så mit spørgsmål er: Hvad er det konkret, regeringen vil gøre? Hvad er det for nogle veje, man vil afsøge? Og hvad er det for nogle mulige lovændringer, man vil gennemføre for at undgå, at det her kan ske i fremtiden?