Ja, som Clement Kjersgaard plejer at sige i Debatten på DR 2: Det var et udmærket svar, men det var ikke et svar på det spørgsmål, der blev stillet. For spørgsmålet, der blev stillet, var jo, om den her regering praktiserer det forsigtighedsprincip, som Socialdemokratiet syntes var meget vigtigt forud for valget i 2019, og der bliver sagt, hvad regeringen gør, men ikke hvordan det, som regeringen gør, forholder sig til forsigtighedsprincippet fra 2019. For i det forsigtighedsprincip er der jo noget mere end det, som finansministeren læste op. Der er det, at man slet ikke må budgettere med dynamiske effekter af skattepolitikken, før end pengene er kommet i kassen. Altså, det er ikke nok at holde sig inden for gængse regnemetoder, og man må, selv om gængse regnemetoder siger, at der kommer penge i kassen, ikke bruge af de penge, før de faktisk er kommet.
Når jeg spørger om det her, handler det især om, at regeringen forventer at få 600 mio. kr. fra en toptopskat. Men det synes, som om regeringen har tænkt sig at bruge af de 600 mio. kr., selv om alle mennesker i hele verden er enige om, at der ikke kommer fulde 600 mio. kr. fra topskatten ned i statskassen. Regeringen siger, at jo, jo, men det er sådan, vi plejer at regne. Men alle mennesker siger, at den måde, I plejer at regne på, her ikke er tilstrækkelig. Der kommer ikke 600 mio. kr., fordi halvdelen af dem, der skal betale toptopskat, kan undgå at betale toptopskat ved blot at få pengene udbetalt som udbytte i stedet for som indkomst. Og regeringen går så ud fra, fordi regeringen ikke har regnemetoder på det her, at de nok alle sammen kommer, selv om regeringen jo også ved, at de ikke alle sammen kommer.
Holder det sig inden for det forsigtighedsprincip, som Socialdemokratiet gik til valg på i 2019?