Spm. nr. S 177

13) Til beskæftigelsesministeren af:

Victoria Velasquez (EL):

Vil ministeren redegøre for, hvorvidt og hvordan ministeren vil løse de akutte børnefattigdomsproblemer, som 22 børnefaglige organisationer netop i et fælles brev har gjort opmærksom på, set i lyset af at kontanthjælpsaftalen kun løfter 4.000 ud af 50-60.000 børn ud af fattigdom og først om 22 år?

Værsgo.

Tak. Spørgsmålet lyder: Vil ministeren redegøre for, hvorvidt og hvordan ministeren vil løse de akutte børnefattigdomsproblemer, som 22 børnefaglige organisationer netop i et fælles brev har gjort opmærksom på, set i lyset af at kontanthjælpsaftalen kun løfter 4.000 ud af 50-60.000 børn ud af fattigdom og først om 22 år?

Ministeren.

Tak. Jeg mener, at vi har et helt særligt ansvar i forhold til at sikre børns tarv, og det gælder også de børn, som vokser op med en forælder på kontanthjælp. Det er ikke noget, det enkelte barn selv har valgt eller har kontrol over, og jeg mener helt grundlæggende, at det bedste, man kan gøre, er at hjælpe til, at de børns forældre bliver bragt ud af arbejdsløshed og ind i et arbejde, også for børnenes skyld. Derfor er jeg også meget glad for, at antallet af børn med en forælder i kontanthjælpssystemet er faldet drastisk de sidste 5 år.

Jeg er også glad for kontanthjælpsaftalen, vel vidende at den ikke løser alle problemer i den her sammenhæng, men med aftalen sikrer vi, at der er flere, der får foden indenfor på arbejdsmarkedet, og det er både godt for forældrene og børnene og samfundet i det hele taget, bl.a. med det nye indkomstfradrag. Men jeg mener også, at vi har fundet den rette balance mellem de hensyn, der skal tages, og jeg synes, at især det at få lavet en aftale, som på flere punkter har blikket rettet mod børnene, bl.a. med både et børnetillæg, et fritidstillæg og et medicintilskud, jo også er noget af det, som jeg kan se at de her 22 organisationer har efterspurgt og har peget på.

Så mener jeg også, at vi i det hele taget skal sørge for at bidrage til at bryde den negative sociale arv, og det mener jeg også at aftalen bidrager til. Så tak.

Spørgeren.

Tak for svaret. Med den aftale, der er blevet lavet, er det om 22 år omkring 4.000 børn, der løftes ud af fattigdom. Det er ikke godt nok, og det er et svigt. Jeg vil så også sige, at det med den aftale, som vi var med til at lave, var over dobbelt så mange børn, omkring 9.000 børn, der blev løftet ud af fattigdom, men når vi taler om 50.000 børn, der lever i fattigdom, så er det jo også langtfra godt nok.

Derfor vil jeg gerne spørge lidt mere ind til det, som ministeren kommer ind på, omkring den her rette balance. For det, som vi faktisk kan se, når vi fattiggør folk på den måde, når vi laver så lav en ydelse, som mindstesatsen er, er, at vi skubber børnenes forældre ud i sygdom, nogle af dem ud i kriminalitet og flere af dem længere væk fra arbejdsmarkedet, end de var til at starte med. Nogle af de børns forældre – faktisk rigtig mange af dem – har det rigtig svært, og det er især psykisk, at de har det virkelig, virkelig svært.

I sidste uge talte vi om, hvordan der ikke er nogen evidens, der viser, at det hjælper unge, som har det rigtig svært, og som psykisk har det virkelig dårligt, tættere på det at komme i arbejde, ved at tage 4.000 kr. fra dem om måneden. Men det samme gælder jo også de her forældre. Som ministeren også er inde på, er der heldigvis rigtig mange, som får en god oplevelse med at få fodfæste på arbejdsmarkedet i de her dage. Men det er ikke alle der gør det, og hos rigtig mange af dem, som ikke har fået det endnu, og som er på kontanthjælp, er det, fordi de kæmper med noget andet end ledighed, og det er bl.a., at de enten ikke har uddannelseskompetencerne, eller at de har en psykisk sårbarhed.

Så jeg vil gerne bede ministeren om at uddybe, hvad det er, hun mener med at den rette balance er fundet. For vi kan vel være enige om, at man med 50.000 børn i fattigdom så ikke har ramt den rette balance.

Ministeren.

Tak. For det første vil jeg godt anerkende spørgerens engagement i vores børn, og hvad det gør ved en at vokse op i et udenforskab. Der tror jeg vi deler et brændende ønske om, at der er færre børn i den gruppe. Du har ikke hørt mig tale om, at der sker et eller andet om 22 år. Jeg har stået frem med en aftale og sagt, at jeg synes, at der grundlæggende er fokus på børnene. Der er også færre børn i lavindkomstgruppen i det her. Det er der ikke først om 22 år, men det er der fra den dag, det træder i kraft.

Men derudover er der også slået ring i forhold til deres fællesskaber i fritiden, deres medicintilskud osv., og det mener jeg er den rette balance.

Spørgeren.

Rigtig mange af de 50.000 børn, der lige nu er i fattigdom, har forældre, der er på en social ydelse af en eller anden art. Og når man her fra Christiansborgs side legitimerer, at en ydelse kan være enormt lav – hos nogle af dem er det jo 6.553 kr., mindstesatsen er på, og så kan der være nogle tilskud – så kommer man selv i de familier, hvor forældrene har børn, der får fritidstillæg og andet, ikke op på den sats, som Ydelseskommissionen anbefalede at man skulle have, hvis man skulle have et sundt liv og have mulighed for at kunne deltage i fællesskaber.

Så jeg vil bare lige spørge, om jeg skal forstå det sådan, at den rette balance så er med en anerkendelse af, at der er de her 50.000 børn i fattigdom. Eller mener ministeren slet ikke, at vi kan gøre mere for at få løftet nogle af de børn ud af fattigdom? Helst skulle der jo være 0 børn, der vokser op i fattigdom.

Ministeren.

Det er jeg fuldstændig enig i, og derfor tror jeg heller ikke, at vi skal bilde os ind, at hverken den tidligere regerings aftale om kontanthjælp eller den her regerings aftale om kontanthjælp er svaret på børns udenforskab i Danmark. Men jeg mener, at det, vi har lavet bredt i Folketinget, som for første gang i mange år har forligsbelagt og skabt ro om det her område, har nogle balancer, hvor vi i meget høj grad værner om børnene, både hvis de har brug for medicin og hvis de ønsker et fællesskab i fritiden og de f.eks. har brug for at gå til fodbold, men også i det hele taget. Og det synes jeg er den rette balance.

Spørgeren.

Jeg bliver nødt til at anfægte, at det har skabt ro. At der bliver et forlig, som mange partier står bag, skaber ikke ro, og det er altså, for at være helt ærlig, en Christiansborglogik. For det skaber uro hos de børn, som oplever at leve i fattigdom, og det skaber uro hos de forældre, som springer måltider over. Den afsavnsundersøgelse, som vi har set, har jo vist, at der, selv med det midlertidige børnetilskud, som vores flertal lavede sidst, er alvorlige tal, og at der er alvorlige problemer. Selv med den hjælp, som dér var der, var problemet langtfra løst.

Så hvad vil ministeren gøre i dag og i morgen, så vi får de sidste børn med, og vi når hensigten om, at 0 børn vokser op i fattigdom?

Ministeren.

Allerhelst ønsker jeg, at alle dem, der er i den her gruppe, og som kan arbejde, kommer i arbejde, og jeg synes, det er glædeligt, at vi er tæt på at have halveret antallet af børn, der har forældre i kontanthjælpssystemet, altså på 5 år. Det er jo en gigantisk succeshistorie. Altså, mængden af gode baner for det videre liv det kommer til at skabe, at man kommer ud af passiv forsørgelse, er den stærkeste vej væk fra det her. Men jeg er også med på, at vi ikke kan gøre det for alle, og derfor er jeg også glad for, at vi ved siden af har lavet den her aftale.

Tak til fru Victoria Velasquez.

Beskæftigelsesministeren bliver på posten, og ind kommer – for at stille det næste spørgsmål – fru Helene Liliendahl Brydensholt fra Alternativet.