Nej, det mener jeg bestemt ikke vi har. Som finansminister er jeg meget optaget af, hvad inflationen gør ved vores samfund og også for den enkelte borger. Inflationen kommer med en høj pris, især for dem, der har mindst på bankkontoen. Og derfor er det en kæmpe opgave at bringe inflationen ned, og det er vi faktisk et langt stykke hen ad vejen lykkedes med i Danmark på baggrund af den politik, vi har ført.
Kerneinflationen er dog stadig væk højere, end vi kunne ønske os, så det underlæggende pres er fortsat til stede. Både de økonomiske vismænd og Nationalbanken anbefaler regeringen, at vi ikke må skrue op for hanerne, så det kan skubbe til inflationen. Og med det finanslovsforslag, vi har fremlagt, puster vi netop ikke til inflationen. Vi har en finanseffekt på 0, det vil sige, at hvis vi lempede mere, ville vi begynde at skubbe på inflationen.
I det svar, som fru Lisbeth Bech-Nielsen henviser til, er det lagt til grund, at lempelsen bliver givet i en situation uden kapacitetspres. Det er altså et svar, der bygger på en model, hvor man tager det udgangspunkt, at der ikke er kapacitetspres. Men som det også fremgår af svaret, befinder vi os i en anden situation, nemlig at vi har en højkonjunktur med rekordhøj beskæftigelse, højt kapacitetspres og et betydeligt inflationspres. Derfor vil inflationsvirkningerne i den aktuelle økonomiske situation være større og mere usikre, end hvad beregningerne i svaret tilsiger. Og svaret kan således ikke bruges som argument for, at en finanspolitisk lempelse i den nuværende økonomiske situation ikke vil puste til inflationen eller skubbe til kapacitetspresset.
Så jeg mener, at det er den ansvarlige politik, den her regering fører, og det har vi tænkt os at fortsætte med.