Spm. nr. US 51

Da regeringen tiltrådte, var noget af det første, man vedtog, en kulsort landbrugspolitik: landbrugspakken. Resultatet blev, at kvælstofudledningen fra landbruget stort set ikke blev reduceret på 3 år. Regeringen skulle trækkes til truget, da der skulle laves en ny energiaftale, hvor man jo først spillede ud med at droppe de kystnære møller, de nye havvindmølleparker, og droppe målet om 40-procentsreduktion i 2020. Regeringen har også gentagne gange sænket afgiften på benzin- og dieselbiler og gjort et minimum for at fremme el- og hybridbiler.

Helt dugfriske tal viser nu, at Danmarks klimaforurening ligger markant højere end forventet, både i 2017 og i 2018. Det gælder både, når man kigger på de faktiske tal og de korrigerede tal, og det giver mening at kigge på dem hver for sig. For de faktiske tal kan man diskutere: det blæste lidt mindre. Men de korrigerede tal og overskridelsen dér er bekymrende. Der er tale om en overskridelse i størrelsesordenen 10 pct. Den regering, SF sad i, vedtog jo et CO 2 -reduktionsmål på 40 pct. i 2020. Den her regering har formøblet det, og nu ligger vi meget langt fra de 40 pct., og det er især forbruget af olie, der er betydelig større end forventet i 2018. Forbruget af olie handler jo om transportsektoren. Her har regeringens lempelser af registreringsafgiften uden tvivl medført flere diesel- og benzinbiler.

Statsministeren hævder igen og igen, at han er leder af en grøn regering. De nye tal understreger dog endnu en gang, at grønne slips eller grønne jakkesæt for den sags skyld ikke gør det alene. Der skal handling til – noget, regeringen har forsømt. Så kære statsminister: Kan vi ikke godt blive enige her i dag om, at når statsministeren påstår, at den her regering er grøn, så er det det største politiske bluffnummer i den her generation?

Statsministeren.

Arh, jeg tror, fru Pia Olsen Dyhr godt selv kan regne ud, hvad jeg nu svarer. Nej, selvfølgelig er det ikke det, fordi det jo er rigtigt, at det skal ses på handling. Jeg har haft det privilegium at være medlem af en regering i 14 ud af de sidste 18 år, og som altså har haft initiativretten, siddet for bordenden ved forhandlinger. Der har været en kort parentes på små 4 år. Der deltog vi også i energiaftaler, og i det spand af år har Danmark flyttet sig markant.

Vi har nu indgået en både bred og ambitiøs energiaftale med konkret tre nye havvindmølleparker. Vi blev enige om placeringen af den sidste for kort tid siden: Thor, øst for Lemvig. Strøm til 800.000 danske husstande. Vi har sat penge af til mere og har aftalt, at vi skal sætte os sammen, når vi kommer et år eller to længere frem, for der skal mere til. Det er jo derfor, vi screener for 10 GW, altså, 10 GW svarende til 12 havvindmøllefarme rundt i det danske farvand. Det er jo, fordi vi skal bygge nogle flere.

Det er en helt troværdig vej til at nå det, der er vores mål, og vi har selv sat det og andre har tilsluttet sig det, nemlig at vi skal være fri af fossile brændstoffer i 2050, og vi skal nå den milepæl, at i 2030, altså om 11 år, er al elektricitet grøn. Det er det spor, vi forfølger. Og uanset at man ikke kan lide det, står der international respekt omkring det, og det er også baggrunden for, at FN's generalsekretær Guterres har bedt netop den danske regering om at sætte sig i spidsen for et energispor, der skal føre frem til FN's klimatopmøde i september. Det ville man jo ikke gøre, hvis vi var kulsorte.

Pia Olsen Dyhr.

Jeg er rigtig glad for, at statsministeren henviser til nogle af de store investeringer, som SF, Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre besluttede i slutningen af 1990'erne, og som kom til at betyde noget i 00'erne. For fra 2001 til 2007 ved statsministeren jo godt, at der ikke blev vedtaget noget nyt, f.eks. om havvind. Og vi ved, at hver gang der kommer borgerlige regeringer, sætter de sig lidt tilbage i stolen og putter sig. Og nu kan jeg så høre, at statsministeren har nye pejlemærker, nye ambitioner på den anden side af et valg, godt på den anden side af et valg.

En klimalov taler regeringen sådan set også om, men det er en meget tom skal, som statsministeren tydeligvis ikke ønsker at løfte sløret for hvad skal indeholde. Hvis det nu var rigtigt, at regeringen var grøn og klimaambitiøs, så ville de nye tal jo føre til handling lige nu og her. Det haster. Er det noget, regeringen har tænkt sig at gøre før et valg? For statsministeren siger, at han er i arbejdstøjet; der er lang tid til et valg. Målet må jo være, når man får sådan en rapport, at iværksætte nogle nye tiltag, så man kan nå i mål, måske ikke med 40 pct. i 2020, men måske i 2021 eller i 2022.

SF er klar, vi har faktisk nogle forslag til tiltag. Vi kommer gerne.

Statsministeren.

Altså, der findes jo ikke copyright i politik, så for det tilfælde, at fru Pia Olsen Dyhr synes, vi går rundt og mener noget, som hun har ment hele tiden, så skal hun holde op med at være så vred over det, men bare glæde sig over det. Det er jo ligesom sådan noget krampagtigt med: Jeg fik den først, det er min pakke, og I andre må ikke lege med den! Altså, vær dog lidt glad. Det er da fantastisk, at vi lever i et land, hvor der er ret bred konsensus om at lave den her omstilling, og vi er i fuld gang.

Altså, vi er i fuld gang med at lave en markant omstilling. Vi har sat det mål, at i 2030 – og det er ikke om lang tid, det er om 11 år – skal man ikke lovligt kunne indregistrere en ny benzin- eller dieselbil. Det er en kæmpe ambition. Nu har vi sat nogle kloge hoveder med Anders Eldrup i spidsen til at give nogle bud på, hvordan vi når derhen uden at tømme statskassen. Det er en kæmpe ambition. Når jeg kommer til møder i EU, møder jeg kolleger, som er bekymret over det, som Parlamentet har besluttet om reduktion af CO 2 -udledning fra biler generelt. Altså, vi har sat en målsætning, som overgår det. Vi er i arbejdstøjet.

Hvad angår det der med at måle CO 2 -reduktion, er man nok nødt til at gøre det over et spand af flere år, for hvis der er 3 måneder, hvor vinden ikke blæser og der ikke produceres energi fra vindmøllerne, så er vi jo nødt til at få strømmen et andet sted fra. Og når vi i andre år har så meget godt vejr, altså set med vindmølleproducentøjne, at vi producerer mere, end vi kan bruge, så er vi nødt til at sende noget af det ud af landet. Og hvis man kigger sådan på et spand af år, så leverer Danmark. Det er der anerkendelse af alle andre steder, hvor jeg kommer hen, i hele verden – alle andre steder i hele verden end måske lige her i spørgetimen til statsministeren.

Pia Olsen Dyhr.

Jeg deler gerne ud. SF har ikke behov for at være det eneste grønne parti i Danmark. Jeg deler gerne ud. Men man skal ikke lave falsk markedsføring, og det er i virkeligheden det, jeg råber op om. Det er jo ren bluff.

Men nu til noget helt andet. For i det sidste spørgsmål vil jeg egentlig gerne bare sige sådan i al stilfærdighed, at jeg sad og så noget af Venstres pressemøde her tidligere i dag. Og da sagde SF's unge næstformand, Signe Munk, noget meget klogt, som jeg efterfølgende fik lyst til at sige til statsministeren. Hun sagde: Nu kommer vi på prøve, alle os politikere. Vi går ind i en valgkamp, hvor danskerne forventer at se politiske forskelle, men også ordentlighed. Kunne det ikke være værd at prøve, også fra Venstres side?

Statsministeren.

Jo, et hundrede procent, og vi bestræber os på det hver dag: politiske forskelle og ordentlighed. Det betyder også, at det er helt fair at efterlyse fakta f.eks. Når der f.eks. er et parti, der siger, at man gerne vil give ret til alle, der føler sig nedslidte, til at holde op 3 år før pensionsalderen, så er det selvfølgelig en forskel i forhold til dem, der siger: Vi vil ikke give sådan en rettighed; det skal være individuelt baseret, det må hvile på en eller anden form for visitation. Det er en forskel, man kan se.

Men hvis man så også skal have ordentlighed med, er man da nødt til at komme et spadestik dybere. Det er man da. For når man siger, at man vil bruge 3 mia. kr., der rækker til omkring 3.000 folk, der kan flytte sig fra fuldtidsbeskæftigelse til tidligere pension, og man ikke vil sige noget som helst om, hvem det er – om det er tømreren, om det er smeden, om det er HK'eren, om det er sygeplejersken, om det er pædagogen – så er det da heller ikke ordentligt. Og derfor kan det ikke nytte noget, at man bliver så følsom, at man ikke tør lade sig udfordre på fakta. For så har vi jo bare fri leg, hvor vi alle sammen kan rejse rundt med hvert vores eventyr og hver vores drøm om, hvordan verden skulle se ud.

Altså, det er fint at drømme, men det må ikke være dagdrømmeri. Vi er da nødt til også at fortælle danskerne, hvordan vi når derhen. Fru Pia Olsen Dyhr har lige stået og udfordret mig på, om jeg leverer på den her grønne drømme, jeg har. Hvad er der så unfair ved at udfordre andre på, om de kan levere på drømme om, at det vil være fint at holde op 3 år før pensionsalderen? Jamen hvad er forskellen? Der er da ingen forskel.

Så jeg glæder mig til en ordentlig og faktabaseret valgkamp. Det skal nok blive godt, men der er stykke tid til endnu.

Tak til statsministeren, og tak til spørgerne.

Man kan rolig sige, at taletiderne er blevet brugt og udfyldt i dag, og hermed er spørgetimen slut.