Jeg bliver overhovedet ikke vred eller noget.
Altså, jeg bliver højst engageret, for det er så spændende at debattere med fru Pia Olsen Dyhr, som måske også selv kunne svare på de her spørgsmål.
For hvis SF er på den vogn, at der aldrig nogen sinde må være en venteliste eller noget, der skal prioriteres, eller noget, der ikke kan lade sig gøre i nuet, hvor mange flere penge er det så, SF vil investere i den almene sektor?
Eller er det sådan, at de der 12 mia.
kr., som vi vil pulje til de hårdest ramte boligområder, skal beskæres med 9 mia.
kr.
til 3 mia.
kr.?
Er det det, SF foreslår, altså at der kun skal investeres 3 mia.
kr.
i ghettoområderne?
Altså, det er meget godt at stå og kræve et svar af mig.
Vi tager ansvaret for at komme med et prioriteret, balanceret bud, hvor vi siger:
Der er nogle områder, hvor situationen er så alvorlig, at vi er nødt til at gøre en ekstraordinær indsats, for ellers kommer vi til at stå med et problem, som i dag er stort, som bliver større, og som, hvis vi ikke får det tacklet, kommer til at minde om boligområder, vi ser andre steder ude i Europa, hvor almindelige mennesker ikke kan komme ind.
Det kræver en ekstraordinær indsats.
Det kræver også vilje til at prioritere.
Ja, det er rigtigt, at vi så lægger op til at bruge noget mere – ikke meget mere, men noget mere – end man har gjort.
Og det efterlader selvfølgelig lidt mindre, end der ellers ville være, til resten af sektoren.
Det siger sig selv.