L 77 Forslag til lov om ændring af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. og lov om fleksydelse.

(Nye regler om fradrag for frivilligt, ulønnet arbejde for dagpengemodtagere m.v.).

Af: Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V)
Udvalg: Beskæftigelsesudvalget
Samling: 2017-18
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 08-11-2017

Skriftlig fremsættelse (8. november 2017)

20171_l77_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (8. november 2017)

Beskæftigelsesministeren (Troels Lund Poulsen):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. og lov om fleksydelse (Nye regler om fradrag for frivilligt, ulønnet arbejde for dagpengemodtagere m.v.)

(Lovforslag nr. L 77)

Regeringen (Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti) samt Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre har den 26. august 2017 indgået Aftale om nye regler om fradrag i forbindelse med frivilligt arbejde, der skal sikre, at regler om fradrag på dagpenge- og efterlønsområdet ikke skal være til hinder for, at ledige og personer, der har trukket sig tilbage fra arbejdsmarkedet, har mulighed for at bidrage positivt til samfundet.

Partierne er enige om, at reglerne skal afspejle en balance i forhold til arbejdsmarkedspolitiske hensyn og samtidigt give brede muligheder for, at det frivillige Danmark bidrager til fælleskabet.

Med lovforslaget udvides bemyndigelsen til ministeren, således, at ministeren også kan fastsætte nærmere regler om, hvilken betydning frivilligt, ulønnet arbejde har for størrelsen af dagpenge, efterløn og fleksydelse, mens aftalen i øvrigt fastsættes i nærmere relevante bekendtgørelser og vejledninger.

Lovforslagets bemærkninger redegør for, hvorledes den udvidede bemyndigelse til ministeren skal anvendes til at fastsætte de administrative regler i overensstemmelse med aftalen.

Det vil således blive fastsat, at timebegrænsning for hvor mange timer, frivilligt, ulønnet arbejde, man - som udgangspunkt - må udføre uden fradrag bliver sat op. Det vil således blive fastsat, at en modtager af dagpenge eller kompensation i seniorjob må udføre frivilligt, ulønnet arbejde i op til 44 timer for en måned, mens en efterlønsmodtager må udføre op til 65 timer for en måned. For modtagere af fleksydelse og ledighedsydelse vil det blive fastsat, at der fremover ikke skal være en timebegrænsning for frivilligt, ulønnet arbejde i en frivillig organisation mv.

Derudover vil det blive fastsat, at definitionen om en frivillig organisation, forening eller lignende ændres, således at den flugter med definitionen på Børne- og Socialministeriets område.

Herudover foreslås det, at den gældende § 100 e i lov om arbejdsløshedsforsikring, der vedrører den midlertidige forsøgsordning, hvorefter et medlem - i perioden fra 5. juni 2017 til den 31. december 2017 - kan udføre frivilligt, ulønnet arbejde i op til 15 timer om ugen uden fradrag i dagpengene og efterløn, ophæves.

Det vurderes, at forslaget med betydelig usikkerhed vil medføre merudgifter for det offentlige på ca. 10,0 mio. kr. efter skat og tilbageløb i 2018 og frem.

Det foreslås, at loven træder i kraft 1. januar 2018.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og bemærkninger hertil, skal jeg anbefale lovforslaget til Folketingets velvillige behandling.