Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling
den 7. december 2017
Forslag
til
Lov om udlodning af overskud og udbytte fra
lotteri
Kapitel 1
Definitioner
§ 1.
I denne lov forstås ved:
1)
Udlodningsbeløbet: Det samlede beløb, der udloddes i
medfør af loven. Beløbet fastsættes
årligt.
2) Overskud: Det
resultat, Danske Spil A/S opnår efter skat ved udbud af
lotteri i medfør af § 6 i lov om spil, fratrukket
reserver, der skal bindes på egenkapitalen, og overskud fra
spil udbudt i Grønland.
3) Udbytte:
Udbyttet fra Det Danske Klasselotteri A/S, der udbyder
klasselotteri i medfør af § 8 i lov om spil.
4)
Udlodningsloftet: Et beregningsteknisk begreb, der anvendes til at
fastsætte udligningsbeløbet.
5)
Udligningsbeløbet: Det beløb, som staten
tilfører det samlede udlodningsbeløb, hvis overskud
og udbytte er mindre end udlodningsloftet, eller det beløb,
som tilfalder staten, hvis overskud og udbytte samlet overstiger
udlodningsloftet.
6)
Forbrugerprisindekset: Forbrugerprisindekset, som det fremgår
af den til enhver tid nyeste udgave af Økonomisk
Redegørelse.
Kapitel 2
Finansieringsmodel og fordeling
§ 2.
Udlodningsbeløbet fastsættes årligt som overskud
fra Danske Spil A/S og udbytte fra Det Danske Klasselotteri A/S
på baggrund af regnskabsperioden, der afsluttes i det
forudgående kalenderår, samt et udligningsbeløb,
jf. stk. 4, og eventuelle ekstraordinære statslige
kompensationsbeløb efter stk. 5.
Stk. 2.
Udlodningsloftet udgør det første udlodningsår
2.151 mio. kr., som reguleres med forbrugerprisindekset fra 2017
til det første udlodningsår, jf. stk. 3. Det andet
udlodningsår fastsættes udlodningsloftet, således
at udligningsbeløbet, jf. stk. 4, 1. pkt., i første
udlodningsår ville have udgjort 60 pct. af forskellen mellem
udlodningsloftet og overskud og udbytte. Resultatet anvendes til at
fastsætte udligningsbeløbet de efterfølgende
år.
Stk. 3.
Udlodningsloftet reguleres årligt med forbrugerprisindekset.
Indekset anvendes med én decimal. Det regulerede
beløb afrundes opad til nærmeste kronebeløb,
der kan deles med 1.000.000.
Stk. 4. I det
første udlodningsår fastsættes
udligningsbeløbet til 28 mio. kr. tillagt et beløb,
der svarer til halvdelen af forskellen mellem udlodningsloftet
efter stk. 2, 1. pkt., og overskud og udbytte. De
efterfølgende år fastsættes
udligningsbeløbet som 60 pct. af forskellen mellem
udlodningsloftet, jf. stk. 2, 2. pkt., og overskud og udbytte, hvis
overskud og udbytte sammenlagt er mindre end udlodningsloftet.
Overstiger overskud og udbytte sammenlagt udlodningsloftet, jf.
stk. 2, 2. pkt., fordeles 40 pct. af forskellen mellem
udlodningsloftet og overskud og udbytte til udlodningsmodtagerne,
og de resterende 60 pct. af forskellen ned til udlodningsloftet
tilfalder staten.
Stk. 5. I
tillæg til udligningsbeløbet betaler staten
ekstraordinære beløb som kompensation for midlertidige
reservebindinger fragået overskuddet fra Danske Spil som
følge af årsregnskabsregler pr. 1. januar 2016. Som
kompensation for tidligere udbetalte ekstraordinære statslige
kompensati?onsbeløb kan staten modregne beløb, der
svarer til de midler, der løbende frigøres til
udlodning af de midlertidige reservebindinger fragået
overskuddet fra Danske Spil som følge af
årsregnskabsregler.
§ 3.
Udlodningsbeløbet, jf. § 2, stk. 1, fordeles mellem
gruppe 1, jf. kapitel 3, gruppe 2, jf. kapitel 4, og gruppe 3, jf.
kapitel 5.
Stk. 2.
Modtagerne i gruppe 1 modtager midler før modtagerne i
gruppe 2. Modtagerne i gruppe 2 modtager midler før
modtagerne i gruppe 3. Modtagerne i gruppe 3 modtager den
resterende del af det samlede udlodningsbeløb.
Stk. 3. En
eventuel reduktion i midlerne til henholdsvis gruppe 2 og gruppe 1
medfører, at midlerne til modtagerne i den
pågældende gruppe reduceres forholdsmæssigt.
Dette gælder dog ikke hestevæddeløbssporten, jf.
§ 17.
Kapitel 3
Modtagere i gruppe 1
§ 4.
Kulturministeriet fordeler udlodningsmidler til modtagere omfattet
af gruppe 1 på følgende måde:
1) 298,0 mio.
kr. til Danmarks Idrætsforbund, der anvender midlerne.
2) 276,7 mio.
kr. til DGI, der anvender midlerne.
3) 41,1 mio. kr.
til Dansk Firmaidrætsforbund, der anvender midlerne.
4) 10,2 mio. kr.
som driftstilskud til handicapidrætskonsulentordningen ved
Parasport Danmark.
5) 1,9 mio. kr.
som driftstilskud til Dansk Skoleidræt.
6) 1,1 mio. kr.
som driftstilskud til Sydslesvigs danske Ungdomsforeninger.
7) 145,8 mio.
kr. til Dansk Ungdoms Fællesråd, der fordeler midlerne,
jf. § 5.
8) 55,4 mio. kr.
til Oplysningsforbundenes Fællesråd, der fordeler
midlerne efter regler godkendt af kulturministeren.
9) 52,9 mio. kr.
til driftsstøtte til landsdækkende almennyttige
formål, der fordeles af kulturministeren.
Stk. 2.
Kulturministeren fastsætter nærmere regler for
fordeling af puljen, jf. stk. 1, nr. 9, herunder regler om
kriterier for tildeling af støtte, administration af puljen,
regnskabsaflæggelse og klageadgang.
§ 5.
Dansk Ungdoms Fællesråd fastsætter regler for
fordeling af midlerne, jf. § 4, stk. 1, nr. 7. Reglerne
godkendes af Tipsungdomsnævnet, jf. stk. 5.
Stk. 2. Dansk
Ungdoms Fællesråd kan anvende en del af midlerne til
tilskudsadministration og varetagelse af opgaver af fælles
interesse for medlemsorganisationerne.
Stk. 3. Klage
over Dansk Ungdoms Fællesråds sagsbehandling og
afgørelser om tildeling af støtte kan indbringes for
Tipsungdomsnævnet. Tipsungdomsnævnets afgørelser
kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
Stk. 4.
Forvaltningsloven og lov om offentlighed i forvaltningen
gælder for Dansk Ungdoms Fællesråds sager om
fordeling af de i § 4, stk. 1, nr. 7, nævnte midler.
Stk. 5.
Tipsungdomsnævnet består af 1 juridisk uddannet medlem,
1 medlem, der er godkendt revisor, og 1 ungdomssagkyndigt medlem,
som alle udpeges af kulturministeren. Kulturministeren udpeger 1
formand blandt de 3 medlemmer.
Stk. 6.
Medlemmerne beskikkes for en 4-årig periode. Genbeskikkelse
kan finde sted én gang.
Stk. 7.
Kulturministeren afholder af midlerne, jf. § 4, stk. 1, nr. 7,
vederlag til Tipsungdomsnævnets medlemmer og udgifter til
Tipsungdomsnævnets administration.
Stk. 8.
Kulturministeren fastsætter nærmere regler om
Tipsungdomsnævnets virke, herunder om
Tipsungdomsnævnets tilsyn med Dansk Ungdoms
Fællesråds fordeling og anvendelse af midlerne.
§ 6.
Miljø- og Fødevareministeriet modtager 18,6 mio. kr.
af udlodningsmidlerne til en pulje, der fordeles som
driftsstøtte til natur- og friluftsorganisationer. Midlerne
fordeles af Friluftsrådet.
Stk. 2.
Friluftsrådet kan efter ansøgning modtage
driftsstøtte fra puljen.
Stk. 3.
Forvaltningsloven, lov om offentlighed i forvaltningen og de til
enhver tid gældende statslige regler og retningslinjer for
tilskudsadministration gælder ved administration og fordeling
af den pulje, der er nævnt i stk. 1.
§ 7.
Børne- og Socialministeriet fordeler udlodningsmidlerne til
modtagere omfattet af gruppe 1 på følgende
måde:
1) 87,1 mio. kr.
til driftsstøtte til landsdækkende
handica?porganisationer og -foreninger.
2) 56,1 mio. kr.
til driftsstøtte til landsdækkende frivillige sociale
organisationer.
Stk. 2.
Børne- og socialministeren kan henlægge
administrationen af de ansøgningspuljer, der er nævnt
i stk. 1, til Socialstyrelsen, herunder de beføjelser, som
er tillagt børne- og socialministeren i medfør af
stk. 4, 5, 7 og 8.
Stk. 3. Er
administrationen henlagt til Socialstyrelsen, kan afgørelser
truffet af Socialstyrelsen om fordeling af midler, jf. stk. 2, ikke
indbringes for anden administrativ myndighed.
Stk. 4.
Børne- og socialministeren fastsætter
tildelingskriterier, fordelingsnøgler og beregningsmodeller
vedrørende driftstilskud til landsdækkende
handicaporganisationer og -??foreninger. Fastsættelsen efter
1. pkt. sker efter indstilling fra et fordelingsudvalg, jf. stk.
5.
Stk. 5.
Børne- og socialministeren opretter et fordelingsudvalg.
Fordelingsudvalget består af 1 medlem, der udpeges af Danske
Handicaporganisationer, 1 medlem, der udpeges af Sjældne
Diagnoser, og 1 medlem, der udpeges af Socialstyrelsen.
Stk. 6.
Medlemmerne af fordelingsudvalget udpeges for 4 år ad
gangen.
Stk. 7.
Børne- og socialministeren fastsætter nærmere
regler for fordelingsudvalget, der er nævnt i stk. 5.
Stk. 8.
Børne- og socialministeren fastsætter regler for
fordeling af de udlodningsmidler, der er nævnt i stk. 1,
herunder tildelingskriterier og disses varighed,
beregningsmodeller, administration af ansøgningspuljen og
regnskabsaflæggelse m.v.
§ 8.
Sundheds- og Ældreministeriet fordeler udlodningsmidlerne til
modtagere omfattet af gruppe 1 på følgende
måde:
1) 41,3 mio. kr.
til driftsstøtte til landsdækkende
sygdomsbekæmpende organisationer.
2) 2,9 mio. kr.
til driftsstøtte til mindre landsdækkende
sygdomsbekæmpende organisationer.
3) 28,2 mio. kr.
til driftsstøtte til ældreorganisationer.
Stk. 2. De
puljer, der er nævnt i stk. 1, nr. 1 og 2, fordeles af
sundhedsministeren, efter at Folketingets Finansudvalg har godkendt
arten og størrelsen af de puljer, som ønskes
etableret i det pågældende finansår, og regler
for puljernes anvendelse.
Stk. 3. Den
pulje, der er nævnt i stk. 1, nr. 3, fordeles af
ældreministeren efter fordelingsaftaler og beregningsmodeller
med godkendelse af Folketingets Finansudvalg.
Kapitel 4
Modtagere i gruppe 2
§ 9.
Kulturministeriet fordeler 91,2 mio. kr. til Team Danmark, der
fordeler midlerne i henhold til lov om eliteidræt.
§
10. Kulturministeriet fordeler 24,7 mio. kr. til Anti Doping
Danmark, der anvender midlerne i henhold til lov om fremme af
integritet i idrætten.
§
11. Kulturministeriet fordeler 83,8 mio. kr. til Lokale- og
Anlægsfonden, der fordeler midlerne.
Stk. 2. Lokale-
og Anlægsfondens bestyrelse består af 7 medlemmer, der
beskikkes af kulturministeren. Bestyrelsens medlemmer skal
tilsammen repræsentere kompetencer inden for ledelse,
eliteidræt, breddeidræt, byggeri eller arkitektur,
ungdomsliv, friluftsliv, politik, jura, økonomi og
tilgængelighed for personer med handicap. Medlemmer til
bestyrelsen udpeges på følgende måde: 4
medlemmer, herunder formanden, udpeges af kulturministeren, 1
medlem med viden om idræt udpeges af Danmarks
Idrætsforbund, 1 medlem med viden om idræt udpeges af
DGI, og 1 medlem med viden om idræt udpeges af Dansk
Firmaidrætsforbund.
Stk. 3.
Bestyrelsesmedlemmerne beskikkes for en 4-årig periode.
Genbeskikkelse kan finde sted for én periode. Udtræder
et medlem af bestyrelsen inden udløbet af sin
beskikkelsesperiode, foretages en beskikkelse af et nyt medlem for
den resterende del af perioden.
§
12. Kulturministeriet fordeler 24,2 mio. kr. til Sport Event
Denmark, der fordeler midlerne.
Stk. 2. Sport
Event Denmarks bestyrelse består af 6 medlemmer, der
beskikkes af kulturministeren. Bestyrelsens medlemmer skal
tilsammen repræsentere kompetencer inden for ledelse,
afholdelse af internationale begivenheder, økonomi, turisme,
eliteidræt, breddeidræt, jura og markedsføring.
Medlemmer til bestyrelsen udpeges på følgende
måde: 4 medlemmer, herunder formanden, udpeges af
kulturministeren, 1 medlem med viden om eliteidræt udpeges af
Danmarks Idrætsforbund, og 1 medlem med viden om
breddeidræt udpeges af Danmarks Idrætsforbund, DGI og
Dansk Firmaidrætsforbund i fællesskab.
Stk. 3. Kan
organisationerne ikke opnå enighed om at indstille et
fælles medlem, indstiller hver organisation en kandidat til
bestyrelsesposten. Kulturministeren afgør på baggrund
af indstillingerne, hvilken kandidat der udpeges til
bestyrelsen.
Stk. 4. De
bestyrelsesmedlemmer, som Danmarks Idrætsforbund, DGI og
Dansk Firmaidrætsforbund udpeger til bestyrelsen i Sport
Event Denmark, må ikke være medlem af bestyrelserne
eller ansat i Danmarks Idrætsforbund, DGI, Dansk
Firmaidrætsforbund eller Team Danmark.
Stk. 5.
Bestyrelsesmedlemmerne beskikkes for en 4-årig periode.
Genbeskikkelse kan finde sted for én periode. Udtræder
et medlem af bestyrelsen inden udløbet af sin
beskikkelsesperiode, foretages en beskikkelse af et nyt medlem for
den resterende del af perioden.
§
13. Kulturministeriet fordeler kr. 9,8 mio. kr. til
Idrættens Analyseinstitut som driftstilskud.
Stk. 2.
Bestyrelsen består af 6 medlemmer. Kulturministeren udpeger
bestyrelsen, der tilsammen skal repræsentere kompetencer
inden for ledelse, dansk og international idrætspolitik,
medievirksomhed, idrætsforskning,
folkeoplysningsområdet og økonomi.
Stk. 3.
Bestyrelsesmedlemmerne beskikkes for en 4-årig periode.
Genbeskikkelse kan finde sted for én periode. Udtræder
et medlem af bestyrelsen inden udløbet af sin
beskikkelsesperiode, foretages en beskikkelse af et nyt medlem for
den resterende del af perioden.
§
14. Kulturministeriet fordeler 1,6 mio. kr. til
Handicapidrættens Videnscenter som driftstilskud.
§
15. Kulturministeriet fordeler 2,5 mio. kr. til visse
idrætsformål. Midlerne fordeles af kulturministeren med
godkendelse af Folketingets Finansudvalg.
§
16. Kulturministeriet fordeler 263,9 mio. kr. til kulturelle
formål. Midlerne fordeles af kulturministeren med godkendelse
af Folketingets Finansudvalg.
§
17. Kulturministeriet fordeler 75,3 mio. kr. til
hestevæddeløbssporten.
Stk. 2. Midlerne
til hestevæddeløbssporten påvirkes ikke af
størrelsen på udlodningsbeløbet.
Stk. 3.
Kulturministeren fordeler beløbet, jf. stk. 1, i 5 år
efter lovens ikrafttræden. Herefter reduceres beløbet
med 20 pct. årligt begyndende fra det sjette år efter
lovens ikrafttræden.
Stk. 4. Senest 5
år efter lovens ikrafttræden fastsætter
kulturministeren den fremtidige støtte til
breddeidrætten inden for dansk
hestevæddeløbssport.
Stk. 5.
Kulturministeren kan fastsætte regler om støtten til
hestevæddeløbssporten, herunder bestemmelser om,
hvortil udlodningsmidlerne fordeles og udlodningsmidlernes
anvendelse, og regnskabs- og tilsynsbestemmelser.
Kapitel 5
Modtagere i gruppe 3
§
18. Midler til modtagere omfattet af gruppe 3 fordeles
årligt således:
1) 12,10 pct.
til Kulturministeriet.
2) 45,00 pct.
til Miljø- og Fødevareministeriet.
3) 20,07 pct.
til Undervisningsministeriet.
4) 11,19 pct.
til Børne- og Socialministeriet.
5) 6,78 pct. til
Sundheds- og Ældreministeriet.
6) 4,86 pct. til
Uddannelses- og Forskningsministeriet.
§
19. Kulturministeriets midler, jf. § 18, nr. 1,
fordeles således:
1) 54 pct. til
øvrige idrætsformål.
2) 46 pct. til
almennyttige formål.
Stk. 2. Midlerne
i stk. 1 fordeles af kulturministeren med godkendelse af
Folketingets Finansudvalg.
Stk. 3.
Kulturministeren kan fastsætte nærmere retningslinjer
for fordelingen af midlerne til almennyttige formål, jf. stk.
1, nr. 2.
§
20. Miljø- og Fødevareministeriets midler, jf.
§ 18, nr. 2, anvendes til projekttilskud til
friluftsinitiativer. Midlerne fordeles af Friluftsrådet.
Stk. 2.
Friluftsrådet kan efter ansøgning modtage tilskud, jf.
stk. 1.
Stk. 3.
Forvaltningsloven, lov om offentlighed i forvaltningen og de til
enhver tid gældende statslige regler og retningslinjer for
tilskudsadministration gælder ved administration og fordeling
af puljen, der er nævnt i stk. 1.
§
21. Undervisningsministeriets midler, jf. § 18, nr. 3,
anvendes til undervisningsformål.
Stk. 2. Midlerne
fordeles af undervisningsministeren med godkendelse fra
Folketingets Finansudvalg. Undervisningsministeren kan med
Folketingets Finansudvalgs godkendelse henlægge
beføjelsen til fordeling af Undervisningsministeriets
midler, jf. § 18, nr. 3, helt eller delvis til en anden
offentlig myndighed eller institution inden for
undervisningsområdet.
Stk. 3.
Henlægges beføjelsen til fordeling af
Undervisningsministeriets midler, jf. stk. 2, kan
undervisningsministeren fastsætte regler for fordelingen af
midlerne.
Stk. 4.
Afgørelser truffet af en anden offentlig myndighed eller
institution, hvortil beføjelsen til fordeling af
Undervisningsministeriets midler er henlagt, jf. stk. 2, eller
efter bemyndigelse fra ministeren af en styrelse under
Undervisningsministeriet kan ikke indbringes for anden
administrativ myndighed.
§
22. Børne- og Socialministeriets midler, jf. §
18, nr. 4, anvendes til en ansøgningspulje til særlige
sociale formål.
Stk. 2.
Børne- og socialministeren kan henlægge
administrationen af de midler, der er nævnt i stk. 1, til
Socialstyrelsen, herunder beføjelserne, som er tillagt
børne- og socialministeren i medfør af stk. 3. Er
administrationen henlagt til Socialstyrelsen, kan afgørelser
truffet af Socialstyrelsen om fordeling af midler, jf. 1. pkt.,
ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
Stk. 3.
Børne- og socialministeren fastsætter regler for
fordelingen af midlerne, jf. stk. 1, herunder tildelingskriterier,
administration af ansøgningspuljen og
regnskabsaflæggelse m.v.
§
23. Sundheds- og Ældreministeriets midler, jf. §
18, nr. 5, fordeles til sygdomsbekæmpende organisationer til
konkrete formål.
Stk. 2. Midlerne
fordeles af sundhedsministeren, efter at Folketingets Finansudvalg
har godkendt arten og størrelsen af de puljer, som
ønskes etableret i det pågældende
finansår, og regler for puljernes anvendelse.
§
24. Uddannelses- og Forskningsministeriets midler, jf.
§ 18, nr. 6, anvendes til forskningsformidlende formål i
regi af videnskabsfestivalen forskningens døgn. Midlerne
fordeles af uddannelses- og forskningsministeren.
Kapitel 6
Regulering, indbetaling,
viderebetaling m.v.
§
25. Beløbene i §§ 4-17 reguleres
årligt med forbrugerprisindekset fra 2017.
§
26. Det enkelte ressortministerium fastsætter
nærmere regler om regnskabsaflæggelse, revision og
tilsyn med hensyn til midler, som fordeles efter §§
4-24.
Stk. 2. Det
enkelte ressortministerium kan fastsætte nærmere regler
om tilsyn med midler, der fordeles af organisati?oner m.v. efter
denne lov.
§
27. Af de beløb, der afsættes til fordeling
efter § 4, stk. 1, nr. 9, og §§ 7, 8, 15, 16, 19 og
21-24, kan en del anvendes til ministeriernes administration af
midlerne.
Stk. 2. Af de
beløb, der afsættes til fordeling efter §§ 6
og 20, kan en del anvendes til Friluftsrådets administration
af midlerne.
§
28. Danske Spil A/S indbetaler til Moderniseringsstyrelsen
hver den 30. juni og 31. december a conto halvdelen af de overskud,
jf. § 2, stk. 1, der forventes at fremkomme for det
pågældende regnskabsår. Danske Spil A/S
indbetaler det endelige overskud med fradrag af et beløb
svarende til acontoindbetalingerne til Moderniseringsstyrelsen i
marts måned efter regnskabsårets afslutning.
Udgør acontoindbetalingerne for et regnskabsår et
større beløb end det endeligt opgjorte overskud,
tilbagebetaler Moderniseringsstyrelsen differencebeløbet til
Danske Spil A/S.
Stk. 2. Det
Danske Klasselotteri A/S indbetaler udbytte til
Moderniseringsstyrelsen efter regnskabsårets afslutning.
§
29. Moderniseringsstyrelsen forestår viderebetalingen
af de beløb, der efter § 2 skal udloddes til
udlodningsmodtagere, jf. §§ 4-24, og regulerer eventuelt
efter regnskabsårets afslutning beløbene til
modtagerne.
§
30. Ressortministerierne kan henlægge midler, jf.
§§ 4-24, der ikke anvendes i de enkelte år, til
senere fordeling efter ministeriernes bestemmelse.
Kapitel 7
Ikrafttræden og
overgangsbestemmelser
§
31. Loven træder i kraft den 1. januar 2018, jf. dog
stk. 2.
Stk. 2.
Kulturministeren fastsætter tidspunktet for
ikrafttrædelsen af § 17.
Stk. 3. Lov om
udlodning af overskud fra lotteri samt heste- og
hundevæddeløb, jf. lovbekendtgørelse nr. 115 af
31. januar 2015, ophæves ved lovens ikrafttræden.
Stk. 4.
Udlodningen det første udlodningsår fastsættes
på baggrund af regnskabsperioden for Danske Spil A/S og fra
Det Danske Klasselotteri A/S, der afsluttes i det forudgående
kalenderår.
Kapitel 8
Ændringer i anden
lovgivning
§ 32. I
lov om Danske Spil A/S, jf. lov nr. 695 af 25. juni 2010, som
ændret ved § 3 i lov nr. 686 af 8. juni 2017, foretages
følgende ændringer:
1. I
§ 1, stk. 1, ændres
»foranstalte« til: »udbyde«.
2. I
§ 4, stk. 1 og 2, ændres »foranstaltning«
til: »udbud«.
3. I
§ 4, stk. 1, ændres
»lov om udlodning af overskud fra lotteri samt heste- og
hundevæddemål« til: »lov om udlodning af
overskud og udbytte fra lotteri«.
§ 33. I
folkeoplysningsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 854 af 11.
juli 2011, som ændret ved § 2 i lov nr. 444 af 23. maj
2012, § 8 i lov nr. 310 af 29. marts 2014, § 3 i lov nr.
552 af 2. juni 2014, § 1 i lov nr. 1553 af 13. december 2016
og § 43 i lov nr. 384 af 26. april 2017, foretages
følgende ændring:
1. I
§ 12 ændres »lov om
visse spil, lotterier og væddemål« til:
»lov om udlodning af overskud og udbytte fra
lotteri«.
§
34. Loven gælder ikke for Færøerne og
Grønland.