Tak for det. Jeg er meget enig med statsministeren i de indledende bemærkninger om det amerikanske valg, nemlig at det har en stor betydning for os, men også, at vi nok også snart glæder os til at tale om noget lidt andet, når vi hører noget fra det store land mod vest. Så er vi jo nogle, der håber og inderligt glæder os til, at republikanerne finder en lidt anderledes – nogle vil sige bedre, det vil jeg – kandidat næste gang. Savnet af Reagan har vel aldrig været større end netop i disse dage, den gode mand, der ved sin utrættelige kamp lod frihedsklokkerne ringe over de kommunistiske diktaturer i øst. Men det var jo dengang, da verden var mere enkel. Ham savner vi.

Skal vi så ikke komme tilbage til det, det nok drejer sig om. Statsministeren er sikkert bekendt med Det Konservative Folkepartis holdninger, når det gælder boligbeskatning. Vi har i hvert fald gjort meget for ikke at skjule dem, og jeg vil høre, om statsministeren måske allerede i dag på regeringens vegne kan sige, om det, når vi nu står midt i forhandlinger om et nyt vurderingssystem, om et nyt boligbeskatningssystem, som jo mildest talt er komplekst, så ikke er tid til at give borgerne den tryghed, at boligskatterne i hvert fald ikke stiger til næste år.

Statsministeren.

Tak for det, og tak for denne engagerede mindetale for en tidligere amerikansk præsident, som jeg også selv satte stor pris på. Det er rigtigt, at det ikke er lykkedes hr. Søren Pape Poulsen at skjule Det Konservative Folkepartis holdning til boligbeskatningssystemet, og det er der jo sådan set heller ingen grund til at beklage. Det havde været værre, hvis det havde forholdt sig omvendt. Så det har jeg selvfølgelig også noteret mig.

Jeg har også noteret mig det ønske, der er i de igangværende forhandlinger om at låse grundskylden i 2017, og også noteret mig, at det er et ønske, som bakkes op andre steder fra i de partier, vi forhandler med, og jeg skal jo ikke foregribe resultatet af forhandlingerne eller gøre dem hverken lettere eller sværere ved at give forhåndsindrømmelser. Så jeg tror bare, at jeg skal indskrænke mig til at sige, at det forekommer at være et naturligt udtænkt ønske til forhandlingerne.

Værsgo, hr. Søren Pape Poulsen.

Tak. Jeg havde overvejet, om jeg skulle finde på to opfølgende spørgsmål, men jeg tænkte, at det næsten blev for svært i dagens anledning, så jeg vil hellere kaste mig over noget andet

Der kommer jo en dag efter denne, og der kommer en dag efter finanslovsforhandlingerne. Der er regeringen jo i sin 2025-plan, som vi på lange stræk synes er rigtig god, kommet med en del forslag omkring udlændingepolitikken, og det er noget, vi i hvert fald ser frem til forhåbentlig at få endnu mere på bordet, når vi på et tidspunkt får afsluttet finanslovsforhandlingerne. Vi har et par ting, som vi synes kunne være interessante.

Vi har i øjeblikket en række borgere på tålt ophold i Danmark – folk, vi ikke kan komme af med, folk, som vi burde kunne komme af med. Jeg vil høre, om statsministeren vil være med til, at vi får sat skub på og får sat mere fart på de diplomatiske garantier, der skal gennemføres, for at vi kan sende de borgere på tålt ophold tilbage, hvor de kommer fra. Det er ikke rimeligt, at de skal sidde her i landet.

Værsgo til statsministeren.

Det er jo helt rigtigt, at vi i det her flerårsperspektiv for Danmark, vi har lagt frem, også har præsenteret, jeg tror, det er under otte overskrifter, en række udlændingepolitiske forandringer og stramninger. Vi er også fuldstændig os selv bekendt, at det ikke nødvendigvis er udtømmende, og at der kan være andre ønsker. Det glæder vi os til at komme i en realitetsdrøftelse om, når finansloven er på plads.

Ikke mindst hele det der perspektiv, som er meget, meget svært at forstå for os alle sammen, at vi har borgere i vores samfund, som vi klart har tilkendegivet ikke ønsker at have, og som myndighederne har sagt ikke må være her, og som så er her alligevel af den ene, den anden eller den tredje grund, er jo smertefuldt. Det vil vi gerne til grænserne af alle vores forpligtelser afdække hvad vi kan gøre mere ved, og det er nok noget forskelligt i forskellige situationer.

En del af det handler helt klart jo om at få lande, som, jeg havde nær sagt, eksporterer den type mennesker til Danmark og Europa, til at påtage sig et større ansvar. Der kan vi gøre noget selv. Vi kan gøre noget i en europæisk sammenhæng, og jeg er meget, meget glad for, at der i Europa nu er begyndt at komme en ny forståelse for, at hele det her migrationspres jo ikke bare skal løses ved, at vi fordeler mennesker iblandt os, men bl.a. ved at forpligte afrikanske lande. Så det er en del af svaret. Noget andet af det har vi jo forsøgt at give her i Folketingssalen med et konkret lovforslag omkring vores udvisningsregler, sådan at man skal udvise, medmindre at det med sikkerhed er i strid med vores konventioner – en formulering, som vi også lagde op til, da vi var i regering sidst, men som man desværre bakkede på under den tidligere regering.

Så vi er åbne over for alt, der ligesom kan fremme den her sag.

Tak. Værsgo, hr. Søren Pape Poulsen.

Tak. Med det svar er det lige, før jeg føler mig dækket ind i forhold til det næste, fordi der jo er flere tilgange til det her.

Man kunne også diskutere en asylreform. Lige nu er det jo x antal mennesker, der kan visitere sig selv til Danmark, hvis de har penge nok. Men hvem er det, der bliver ladt tilbage? Det er måske nogle af dem, vi også gerne vil tage os af. Kunne vi på et tidspunkt komme dertil, hvor man siger til mennesker, at kommer man her og søger asyl, hjælpes man tilbage til en flygtningelejr i nærområdet, og så forpligter vi os som samfund til at modtage et antal om året, som det danske samfund kan løfte, kan bære, kan integrere, og hvor man også tager hensyn til dem, som ikke selv har tusindvis af dollars at betale til menneskesmuglere? Men det vil jeg se frem til nogle flere diskussioner af, når vi engang kommer over på anden side af en finanslov.

Tak for det. Statsministeren.

Der er jo ingen tvivl om, at det er enormt dilemmafyldt, at vi har haft de her strømninger op gennem Europa af – nu skal udtrykket jo ikke misforstås – selvvisiterede flygtninge og migranter, samtidig med at vi har folk siddende i lejre, som måske i virkeligheden har et større eller mindst lige så stort beskyttelseskrav, og det skal der gøres noget ved. Det kræver beslutninger, der rækker ud over landets grænser, og hvor vi jo så er udfordret af, at vi har et forbehold i relation til EU, så vi slet ikke deltager i den del af politikformuleringen fuldt ud.

Men jeg noterer mig jo, også med de sidste tyske meldinger her over de seneste dage, at der er et andet perspektiv på det, end der var for et år siden. Det ville være perspektivrigt, hvis man ligesom kunne afskære de spontane veje, få styr på Europas ydre grænser og så på anden vis leve op til sine humanitære forpligtelser. Det vil jeg da gerne tilkendegive.

Tak for det.

Så er spørgetimen slut