Tak for det.
Jeg vil gerne indledningsvis kvittere for statsministerens kommentarer til det amerikanske valg, som jeg fuldt ud kan tilslutte mig.
Statsministeren har unægtelig ret i, at det er det, der fylder dagsordenen i dag.
Jeg synes jo, at noget af det, man sidder tilbage med, efter at have været iagttager af den amerikanske valgkamp, er en stor sorg over den splittelse og hårdhed, som amerikanerne har ført valgkamp med.
Det er en splittelse, som jo vil gøre det svært at samarbejde fremadrettet, hvad vi allerede har set nogle tendenser til.
Når jeg vælger at tage det ind i spørgetimen i dag, er det, fordi vi har bygget Danmark på det modsatte.
Vi har bygget vores land på evnen til at kunne samarbejde også med folk, vi er uenige med, hen over den politiske midte.
Oppositionen og skiftende regeringer har taget ansvar for Danmark, også når det har krævet sværdslag, og når det har krævet både pragmatisme og stor velvillighed til at finde hinanden.
Derfor synes jeg selvfølgelig, at den aktuelle politiske situation er interessant set i et historisk lys.
Jeg er jo af den overbevisning, at vi igen står over for udfordringer, som kræver et bredt politisk samarbejde og en evne til at finde hinanden.
Der har været meget diskussion om regeringens nu forliste 2025-plan og regeringsgrundlaget.
Jeg kunne godt tænke mig at komme lidt tættere på en af de meget aktuelle diskussioner, nemlig hele diskussionen af boligbeskatningen.
Jeg må forstå på regeringen, at man ikke forventer at kunne lave en aftale om både vurderingssystemet og den efterfølgende beskatningsmodel.
Det ærgrer jeg mig selvfølgelig over, for jeg er sådan set enig i det, regeringen sagde for uger tilbage, nemlig at de to ting skal ses under et.
For ikke at skabe en masse utryghed for den enkelte boligejer, familie og for dansk økonomi under et, vil jeg egentlig gerne høre statsministeren i dag, om ikke vi kan lave en aftale om, at de partier, der tager ansvar for at lave et nyt ejendomsvurderingssystem, hvad jeg håber vi kan få på plads hurtigt, også efterfølgende finder hinanden i en fremadrettet boligbeskatningsmodel, der både sikrer, at vi kan kompensere for de problemer, der måtte opstå med et nyt vurderingssystem, men som også skaber den langsigtede tryghed og sikkerhed, vi har behov for på så vigtigt et område som boligejernes økonomi og den medfølgende beskatning.