L 85 Forslag til lov om ændring af lov om Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag og lov om erhvervsuddannelser.

(Justering af arbejdsgiverbidrag og midlertidige bonusordninger for 2017 m.v.).

Af: Minister for børn, undervisning og ligestilling Ellen Trane Nørby (V)
Udvalg: Undervisningsudvalget
Samling: 2016-17
Status: Stadfæstet

Betænkning

Afgivet: 13-12-2016

Betænkning afgivet af Undervisningsudvalget den 13. december 2016

20161_l85_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Undervisningsudvalget den 13. december 2016

1. Ændringsforslag

Undervisningsministeren har stillet 8 ændringsforslag til lovforslaget.

2. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 17. november 2016 og var til 1. behandling den 1. december 2016. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Børne- og Undervisningsudvalget. Udvalgets navn er den 12. december 2016 ændret til Undervisningsudvalget.

Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 2 møder.

Høring

Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og ministeren for børn, undervisning og ligestilling sendte den 10. november 2016 dette udkast til udvalget, jf. BUU alm. del - bilag 30. Den 24. november 2016 sendte ministeren for børn, undervisning og ligestilling de indkomne høringssvar og et notat herom til udvalget. Den 9. december 2016 sendte undervisningsministeren et yderligere høringssvar og et supplerende høringsnotat til udvalget.

Spørgsmål

Udvalget har stillet 4 spørgsmål til undervisningsministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret.

3. Indstillinger og politiske bemærkninger

Udvalget indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.

Enhedslistens medlemmer af udvalget er af den opfattelse, at trepartsaftalen, der delvis udmøntes i dette lovforslag, kun i meget begrænset omfang vil bidrage til at løse praktikpladsproblemet på erhvervsuddannelserne. Aftalen indeholder ikke elementer, der på nogen måde sandsynliggør, at det vil være muligt at opfylde den overordnede målsætning om at øge antallet af praktikpladser med 8.000-10.000. Hertil kommer, at en realisering af målet om, at 30 pct. af en ungdomsårgang skal tage en erhvervsuddannelse i 2025, ville forudsætte en langt større forøgelse, hvis behovet for praktikpladser skulle tilgodeses.

EL er enig i, at antallet af praktikpladser kan hæves gennem incitamenter, der økonomisk belønner arbejdsgivere, der opretter flere praktikpladser, og omvendt pålægger arbejdsgivere et merbidrag, hvis de ikke bidrager til at løfte et fælles uddannelsesansvar. EL kan derfor støtte lovforslaget, men vil samtidig tilkendegive, at de i trepartsaftalen aftalte beløb er alt for små. Det er endvidere EL's opfattelse, at den foreslåede model med fordelsuddannelser ikke er hensigtsmæssig og næppe vil bidrage til at øge det samlede antal praktikpladser på erhvervsuddannelserne.

Inuit Ataqatigiit, Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

4. Ændringsforslag med bemærkninger

Ændringsforslag

Til § 1

Af undervisningsministeren, tiltrådt af udvalget:

1) Den under nr. 2 foreslåede overskrift til kapitel 5 c affattes således:

»Statslig bonus for 2017 for praktikpladser inden for fordelsuddannelserne og for merbeskæftigelse i praktikpladser«.

[Præcisering]

2) I den under nr. 2 foreslåede § 15 e indsættes i stk. 1 efter »bonus«: »for 2017«.

[Præcisering]

3) I den under nr. 2 foreslåede § 15 e indsættes i stk. 4 efter 1. pkt.:

»Det er alene uddannelserne på listen over forventede fordelsuddannelser for 2017, som undervisningsministeren godkender og offentliggør, jf. stk. 6, der indgår i opgørelsen.«

[Præcisering]

4) I den under nr. 2 foreslåede § 15 e indsættes i stk. 6 efter »offentliggør«: »i 2017«.

[Præcisering]

5) I den under nr. 2 foreslåede § 15 e indsættes i stk. 7 efter »efterregulering,«: »afskæring,«.

[Udvidelse af bemyndigelse til undervisningsministeren]

6) I den under nr. 2 foreslåede § 15 f indsættes i stk. 1 efter »bonus«: »for 2017«.

[Præcisering]

7) I den under nr. 2 foreslåede § 15 f indsættes i stk. 5 efter »efterregulering,«: »afskæring,«.

[Udvidelse af bemyndigelse til undervisningsministeren]

Til § 2

8) I det under nr. 2 foreslåede § 66 a, stk. 5, indsættes efter »listen over«: »godkendte«.

[Præcisering]

Bemærkninger

Til nr. 1

Der foreslås en præcisering af kapiteloverskriften.

Til nr. 2

Der foreslås en præcisering af det foreslåede § 15 e, stk. 1, således at det fremgår direkte af stykket, at der alene er tale om bonus for 2017.

Til nr. 3

Der foreslås en præcisering af det foreslåede § 15 e, stk. 4, så det ved Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrags opgørelse i 2018 af, hvilke fordelsuddannelser der kan udløse bonus for 2017, alene er uddannelserne på den liste over forventede fordelsuddannelser for 2017, som undervisningsministeren godkender og offentliggør efter det foreslåede § 15 e, stk. 6, der vil kunne udløse bonus, såfremt de opfylder betingelserne i de foreslåede § 15 e, stk. 4, nr. 1 og 2. Derved tydeliggøres det også, at de uddannelser, som ikke kommer på listen over godkendte forventede fordelsuddannelser for 2017, som offentliggøres på Undervisningsministeriets hjemmeside i 2017, jf. lovforslagets bemærkninger til § 1, nr. 2, om det foreslåede § 15 e, stk. 6, således ikke vil kunne udløse bonus efter bestemmelsen, selv om de på opgørelsestidspunktet måtte opfylde betingelserne i de foreslåede § 15 e, stk. 4, nr. 1 og 2.

Det bemærkes i den forbindelse, at den omtalte liste i det foreslåede § 15 e, stk. 6, over godkendte forventede fordel?suddannelser for 2017 alene vil være indikativ for virksomhedernes eventuelle beslutning om at oprette praktikpladser inden for disse uddannelser. Listen fastlægger således alene, hvilke uddannelser der potentielt vil kunne udløse bonus, men giver således ikke sikkerhed herfor, da dette først opgøres i 2018, jf. det foreslåede § 15 e, stk. 4. Der henvises i den henseende til de kriterier, der vil skulle være opfyldt, for at bonus udløses, jf. lovforslagets bemærkninger til § 1, nr. 2. Det følger af trepartsaftalen, at meningen med bonusordningen er, at arbejdsgiverne skal løfte i samlet flok og tilbyde de uddannelsesaftaler, som eleverne har brug for. Det fremgår således af trepartsaftalen, at (medlems)virksomhederne i relation til fordelsuddannelserne skal oprette praktikpladser til elever, der lever op til EMMA-kriterierne (dvs. at være Egnet, geografisk Mobil, fagligt Mobil og Aktivt søgende). Gør arbejdsgiverne ikke det i tilstrækkeligt omfang, udløser den enkelte forventede fordelsuddannelse ikke bonus.

Til nr. 4

Der foreslås en præcisering af det foreslåede § 15 e, stk. 6, således at det fremgår direkte af bestemmelsen, at undervisningsministeren offentliggør den nævnte liste over godkendte forventede fordelsuddannelser for 2017 på Undervisningsministeriets hjemmeside i 2017.

Til nr. 5

Der foreslås en udvidelse af bemyndigelsen til undervisningsministeren i det foreslåede § 15 e, stk. 7, hvorefter undervisningsministeren vil kunne fastsætte nærmere regler om bonussens beregning, dens udbetaling, efterregulering, modregning og tilbagebetaling samt om administration af ordningen i øvrigt. Med den foreslåede udvidelse af den foreslåede bemyndigelse vil undervisningsministeren tillige kunne fastsætte nærmere regler om afskæring af bonus. Nye oplysninger vil således alene kunne føre til nedsættelse eller bortfald af bonus til den enkelte arbejdsgiver og vil således ikke kunne udløse en regulering af bonus over for andre arbejdsgivere.

Til nr. 6

Der foreslås en præcisering af det foreslåede § 15 f, stk. 1, således at det fremgår direkte af stykket, at der alene er tale om bonus for 2017.

Til nr. 7

Der foreslås en udvidelse af bemyndigelsen til undervisningsministeren i det foreslåede § 15 f, stk. 5, hvorefter undervisningsministeren vil kunne fastsætte nærmere regler om gennemsnittets beregning, bonussens beregning, bonussens udbetaling, efterregulering, modregning og tilbagebetaling samt om administration af ordningen i øvrigt. Med den foreslåede udvidelse af den foreslåede bemyndigelse vil undervisningsministeren tillige kunne fastsætte nærmere regler om afskæring af bonus. Nye oplysninger vil således alene kunne føre til nedsættelse eller bortfald af bonus til den enkelte arbejdsgiver og vil således ikke kunne udløse en regulering af bonus over for andre arbejdsgivere.

Til nr. 8

Der foreslås en præcisering af det foreslåede § 66 a, stk. 5, således at det præciseres i bestemmelsen, at det er listen over forventede godkendte fordelsuddannelser i det foreslåede § 15 e, stk. 6, i lov om Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag, der henvises til.

Jens Henrik Thulesen Dahl (DF) nfmd. Susanne Eilersen (DF) Marlene Harpsøe (DF) Dorthe Ullemose (DF) Pia Adelsteen (DF) Lise Bech (DF) Anni Matthiesen (V) Kristian Pihl Lorentzen (V) Jan E. Jørgensen (V) Britt Bager (V) Erling Bonnesen (V) Jane Heitmann (V) Henrik Dahl (LA) Danny K. Malkowski (LA) Mette Abildgaard (KF) Annette Lind (S) Daniel Toft Jakobsen (S) Jan Johansen (S) Julie Skovsby (S) Mattias Tesfaye (S) Pernille Rosenkrantz-Theil (S) fmd. Pernille Schnoor (ALT) Eva Flyvholm (EL) Jakob Sølvhøj (EL) Carolina Magdalene Maier (ALT) Torsten Gejl (ALT) Lotte Rod (RV) Marianne Jelved (RV) Jacob Mark (SF)

Inuit Ataqatigiit, Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Socialdemokratiet (S)46
Dansk Folkeparti (DF)37
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)34
Enhedslisten (EL)14
Liberal Alliance (LA)13
Alternativet (ALT)10
Radikale Venstre (RV)8
Socialistisk Folkeparti (SF)7
Det Konservative Folkeparti (KF)6
Inuit Ataqatigiit (IA)1
Tjóðveldi (T)1
Javnaðarflokkurin (JF)1
Uden for folketingsgrupperne (UFG)1

Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende L 85

Bilagsnr.
Titel
1
Høringssvar og høringsnotat, fra ministeren for børn, undervisning og ligestilling
2
Udkast til tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
3
Tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
4
1. udkast til betænkning
5
Supplerende høringsnotat og høringssvar, fra undervisningsministeren


6
Ændringsforslag, fra undervisningsministeren
7
2. udkast til betænkning


Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende L 85

Spm.nr.
Titel
1
Spm. om Finanssektorens Arbejdsgiverforenings høringssvar til lovforslaget, til undervisningsministeren, og ministerens svar herpå
2
Spm. om, hvordan ministeren ser på Dansk Arbejdsgiverforenings bekymring om en øget fleksibilitet, i forhold til hvornår personer i fordelsuddannelser senest skal starte i skolepraktik, såfremt de ikke har en praktikpladsaftale, til undervisningsministeren, og ministerens svar herpå
3
Spm. om, hvordan ministeren vil sikre, at virksomhederne hurtigt får svar på, om de lever op til kravene for en fordelsuddannelse, til undervisningsministeren, og ministerens svar herpå
4
Spm., om lovforslaget vil skabe en »stop and go« effekt, sådan som Håndværksrådet beskriver i sit høringsvar, til undervisningsministeren, og ministerens svar herpå