L 80 Forslag til lov om jobordning for veteraner.

Af: Forsvarsminister Peter Christensen
Udvalg: Forsvarsudvalget
Samling: 2016-17
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 11-11-2016

Skriftlig fremsættelse (11. november 2016)

20161_l80_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (11. november 2016)

Forsvarsministeren (Peter Christensen):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om jobordning for veteraner

(Lovforslag nr. L 80)

Siden 1948 har mere end 50.000 danskere været udsendt til verdens brændpunkter. Vilkårene under en udsendelse i en international mission afviger fra andre erhverv. Der er en indbygget og kalkuleret risiko i det arbejde, der udføres - en risiko, der i sagens natur aldrig vil kunne fjernes.

En udsendelse kan have store omkostninger, fysiske og psykiske, for den enkelte. Det danske samfund skal derfor sikre en veteranindsats, der yder den bedst mulige støtte, også efter udsendelse.

Den danske veteranindsats bygger på mange års arbejde og erfaringer. For regeringen er det vigtigt, at den positive udvikling forsætter med fokus på konkrete initiativer og handling og på effekten for veteraner og deres pårørende.

På flagdagen den 5. september 2016 lancerede regeringen et servicetjek af veteranindsatsen for at sikre de bedst mulige vilkår for veteraner og deres pårørende.

Regeringen satte med servicetjekket fornyet fokus på veteranindsatsen. Veteraner har været udsendt på vegne af Danmark, og regeringen finder, at der påhviler alle et ansvar for at sikre veteranerne en ordentlig og respektfuld modtagelse efter deres indsats.

Regeringen finder på den baggrund, bl.a. at det er centralt, at de veteraner, der befinder sig i periferien af arbejdsmarkedet, støttes i at få et aktivt arbejdsliv. Fleksibilitet og forståelse fra arbejdsgivere bidrager sammen med en aktiv beskæftigelsesindsats fra både det særlige Veterancenter og fra kommunernes jobcentre til, at veteraner så vidt muligt igen kan få et aktivt arbejdsliv.

Med dette lovforslag styrkes veteranindsatsen yderligere, ved at offentlige arbejdsgivere foreslås at få mulighed for at give veteraner fortrinsret til stillinger, ligesom virksomheder og myndigheder, der har haft en veteran ansat i seks måneder, kan blive tildelt en jobpræmie, som f.eks. kan bruges til mentorvirke og kompetenceudvikling. Disse tiltag skal åbne nye muligheder for veteraner, der har vanskeligt ved at bevare en fast tilknytning til arbejdsmarkedet.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.