L 200 Forslag til lov om frikommunenetværk.

Af: Økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA)
Udvalg: Social-, Indenrigs- og Børneudvalget
Samling: 2016-17
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 26-04-2017

Skriftlig fremsættelse (26. april 2017)

20161_l200_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (26. april 2017)

Økonomi- og indenrigsministeren (Simon Emil Ammitzbøll):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om frikommunenetværk

(Lovforslag nr. L 200)

Lovforslaget udmønter Frikommuneforsøg 2016-2020 og har således til formål at give udvalgte kommuner, organiseret i frikommunenetværk, frihed til at afprøve nye og mere effektive måder at løse deres opgaver på. Hensigten hermed er at skabe ny viden og praktiske erfaringer, der kan bane vejen for en bedre opgaveløsning til gavn for borgerne gennem effektiviseringer, regelforenklinger og bedre styring i alle kommuner.

Lovforslaget etablerer de overordnede lovgivningsmæssige rammer for Frikommuneforsøg 2016-2020, herunder lovfæstes frikommunenetværkene og de 44 deltagende kommuner, og forsøgsperiodens varighed fastlægges.

Lovforslaget etablerer endvidere hjemler til at fritage frikommunenetværkene for udvalgte gældende regler samt nye hjemler til konkrete forsøg. Med lovforslaget foreslås det således, at der for de relevante frikommunenetværk etableres hjemmel til:

- at tilbyde mikrolån til etablering af egen virksomhed til udvalgte ledige med evner og motivation for iværksætteri.

- at afprøve nye måder for udredning af barnets, den unges og familiens forhold, for fastsættelse af målsætninger og mål for indsatsen og for opfølgningen i de enkelte sager.

- at kunne træffe beslutning om, at reglerne vedrørende en særskilt plan for støtte til forældre under et barns anbringelse kan fraviges, og at indholdet af planen i stedet indgår i en sammenhængende plan for forældrene.

- under bestemte forudsætninger at kunne træffe afgørelse om optagelse i et bestemt botilbud for personer med betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne, der ikke modsætter sig en flytning, men som mangler evnen til at give samtykke hertil.

- under bestemte forudsætninger at kunne træffe afgørelse om anvendelse af personlige alarm- eller pejlesystemer og situationsbestemt video-, audio- og bevægelsesovervågning for personer med betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne, der ikke modsætter sig anvendelsen heraf, men som mangler evnen til at give samtykke hertil.

- at kunne tilbyde borgere, der er visiteret til ydelser efter § 85 i lov om social service, at tilkøbe yderligere af de allerede visiterede ydelser eller andre ydelser omfattet af denne bestemmelse end de visiterede.

- under bestemte forudsætninger at kunne træffe afgørelse om, at en lejer af en almen plejebolig ikke har behov for at bo i den pågældende bolig.

- at få videre rammer for anvendelse af udslusningsboliger samt til at indgå aftaler med private udlejere om kommunal anvisning til private udlejningsboliger.

- at kunne træffe beslutning om at afholde de udgifter, som er nødvendige for at indrette en almen familiebolig til et kollektivt familieboligbofællesskab.

- at kunne tilbyde borgere, der er visiteret til ydelser efter § 83 i lov om social service, at tilkøbe yderligere af de allerede visiterede ydelser eller andre ydelser omfattet af denne bestemmelse end de visiterede.

- at kunne træffe beslutning om, at et anmeldt plejehjemstilsyn kan træde i stedet for et uanmeldt tilsyn.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.