L 134 Forslag til lov om ændring af lov om biblioteksafgift.

(Indførelse af biblioteksafgift for e-bøger og netlydbøger og ændring af biblioteksafgiftens undergrænse m.v.).

Af: Kulturminister Mette Bock (LA)
Udvalg: Kulturudvalget
Samling: 2016-17
Status: Stadfæstet

Lovforslag som vedtaget

Vedtaget: 09-05-2017

Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 9. maj 2017

20161_l134_som_vedtaget.pdf
Html-version

Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 9. maj 2017

Forslag

til

Lov om ændring af lov om biblioteksafgift

(Indførelse af biblioteksafgift for e-bøger og netlydbøger og ændring af biblioteksafgiftens undergrænse m.v.)

§ 1

I lov om biblioteksafgift, jf. lovbekendtgørelse nr. 1175 af 17. december 2002, foretages følgende ændringer:

1. I § 1 ændres »bøger« til: »trykte bøger, e-bøger, fysiske lydbøger og netlydbøger«.

2. I § 1 indsættes som stk. 2-6:

»Stk. 2. I 2018 øremærkes 4 pct. af bevillingen til biblioteksafgift til e-bøger og netlydbøger.

Stk. 3. I 2019 og 2020 øremærkes 6 pct. af bevillingen til biblioteksafgift til e-bøger og netlydbøger.

Stk. 4. I 2021 øremærkes 8 pct. af bevillingen til biblioteksafgift til e-bøger og netlydbøger.

Stk. 5. Fra 2022 opgøres størrelsen på det beløb, som øremærkes til e-bøger og netlydbøger, på baggrund af forholdet mellem udlånet af trykte bøger og fysiske lydbøger og udlånet af e-bøger og netlydbøger.

Stk. 6. Kulturministeren kan fastsætte regler om opgørelsen af størrelsen på det beløb, som øremærkes til e-bøger og netlydbøger fra 2022, jf. stk. 5. Ministeren kan i den forbindelse beslutte, at visse udlån ikke medtages i opgørelsen.«

3. I § 2, stk. 1, nr. 1, 2 og 5, ændres »bøger« til: »trykte bøger, e-bøger, fysiske lydbøger og netlydbøger«.

4. I § 2, stk. 1, nr. 3, ændres »bøger« til: »trykte bøger, e-bøger, fysiske lydbøger og netlydbøger«.

5. I § 2, stk. 1, nr. 4 og 5, ændres »Biblioteksstyrelsen« til: »Slots- og Kulturstyrelsen«.

6. § 2, stk. 3, affattes således:

»Stk. 3. Berettigede efter stk. 1, nr. 2, modtager kun en tredjedel afgift. Berettigede efter stk. 1, nr. 5, modtager kun to tredjedele afgift.«

7. I § 4, stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »§§ 2 og 3«: »for trykte bøger«.

8. § 4, stk. 1, 2. pkt., affattes således:

»1. pkt. finder tilsvarende anvendelse for fysiske lydbøger, dog således at fordelingen sker på grundlag af indlæste minutter i stedet for sidetal.«

9. § 4, stk. 2-5, ophæves.

Stk. 6 og 7 bliver herefter stk. 2 og 3.

10. I § 4, stk. 6, der bliver stk. 2, ændres »folkeskolens biblioteker« til: »folkeskolens pædagogiske læringscentre«, og »og 2« udgår.

11. I § 4, stk. 7, der bliver stk. 3, ændres »bøger og visse bidrag til sådanne bøger« til: »trykte bøger og fysiske lydbøger og visse bidrag til disse«.

12. Efter § 4 indsættes:

»§ 4 a. Afgiften til de berettigede efter §§ 2 og 3 for e-bøger fordeles på grundlag af sidetal pr. titel og omfanget af tilrådighedsstillelse, udbredelse og anvendelse af den pågældende titel på bibliotekerne. 1. pkt. finder tilsvarende anvendelse for netlydbøger, dog således at fordelingen sker på grundlag af indlæste minutter i stedet for sidetal.

Stk. 2. Kulturministeren fastsætter nærmere regler om ydelse af afgift efter stk. 1. Der kan herunder fastsættes regler om, at særlige kategorier af de e-bøger og netlydbøger og visse bidrag til sådanne bøger, der er nævnt i § 2, ikke skal medføre afgift.

§ 4 b. Biblioteksafgift under 1.250 kr. udbetales ikke.

Stk. 2. Beløb, der ikke kommer til udbetaling, jf. stk. 1, fordeles til andre berettigede, der inden genberegning højst er berettiget til 5.000 kr. Den samlede udbetaling efter genberegningen til disse berettigede må dog ikke overstige 5.000 kr.

Stk. 3. Udbetaling af biblioteksafgift efter §§ 2 og 3 til en berettiget person foretages på følgende måde:

1) Beløb indtil 464.975 kr. udbetales uden reduktion.

2) Af beløb over 464.975 kr. og indtil 619.968 kr. udbetales halvdelen.

3) Af beløb over 619.968 kr. udbetales en tredjedel.

Stk. 4. Beløbsgrænserne i stk. 1-3 reguleres årligt med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent.«

13. I § 5, stk. 1, ændres »folkeskolens biblioteker og Danmarks Blindebibliotek,« til: »folkebibliotekernes digitale udlånstjenester, folkeskolens pædagogiske læringscentre og Nota«.

14. I § 5, stk. 2, indsættes efter »indberetning«: »for trykte bøger, e-bøger, fysiske lydbøger og netlydbøger«.

15. I § 6, stk. 1, ændres »Biblioteksstyrelsen« til: »Slots- og Kulturstyrelsen«.

16. I § 6, stk. 2, ændres »den 15. oktober i det pågældende år« til: »8 uger efter afgiftens fordeling«.

17. I § 7, 1. pkt., ændres »Biblioteksstyrelsen« til: »Slots- og Kulturstyrelsen«.

18. I § 8, stk. 1, ændres »lydbånd« til: »fysiske lydbøger, netlydbøger«.

19. I § 8 indsættes som stk. 3:

»Stk. 3 Kulturministeren kan fastsætte regler om, at en del af rådighedsbeløbet, jf. stk. 1, skal øremærkes til indlæsere af netlydbøger, og fastsætte nærmere regler for fordelingen af beløbet.«

20. I § 9, stk. 1, ændres »diasserier, grafik, fotografier og plakater« til: »grafik og fotografier«.

§ 2

Loven træder i kraft den 1. januar 2018.

§ 3

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.