B 96 Forslag til folketingsbeslutning om lavere momssats for frugt og grønt.

Udvalg: Skatteudvalget
Samling: 2016-17
Status: Bortfaldet

Beslutningsforslag som fremsat

Fremsat: 23-03-2017

Fremsat den 23. marts 2017 af René Gade (ALT), Rasmus Nordqvist (ALT), Christian Poll (ALT) og Pernille Schnoor (ALT)

20161_b96_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 23. marts 2017 af René Gade (ALT), Rasmus Nordqvist (ALT), Christian Poll (ALT) og Pernille Schnoor (ALT)

Forslag til folketingsbeslutning

om lavere momssats for frugt og grønt

Folketinget pålægger regeringen at fremsætte lovforslag om halvering af momssatsen på frugt og grønt fra 25 til 12,5 pct. pr. 1. januar 2018.

Bemærkninger til forslaget

Frugt og grønt er både sundere for den enkelte og bedre for klimaet end animalske fødevarer. Derfor ønsker Alternativet at gøre det billigere at købe frugt og grønt.

Alternativet ønsker at nedsætte momsen på frugt og grønt til den lavest mulige sats, der er i overensstemmelse med EU's regler. Ifølge Forebyggelseskommissionens rapport fra 2009 kan momssatsen minimalt reduceres til 12,5 pct.

Et højt indtag af frugt og grønt kan bidrage til en sundere livsstil, da en stor del af kroppens behov for næringsstoffer dækkes gennem indtaget af frugt og grønt. Specifikt anbefaler Fødevarestyrelsen, at voksne dagligt spiser 600 g frugt og grønt. Ifølge Sundhedsstyrelsen havde 46,2 pct. af mænd og 18,6 pct. af kvinder et for lavt indtag af frugt, mens 38,4 pct. af mænd og 18 pct. af kvinder havde et for lavt indtag af grøntsager i 2011-2013.

Forskning peger på, at indtaget af frugt og grønt medfører en risikoreduktion i totaldødeligheden og samtidig kan være med til at forebygge visse kræftformer og mindske forekomsten af hjerte-kar-sygdomme, mens indtaget af slik og sukkervarer kan øge risikoen for udvikling af kræft. For lidt frugt og grønt indebærer ifølge Forebyggelseskommissionen et tab af middellevetid på knap 5 måneder for mænd og 4 måneder for kvinder. Tallene er baseret på data fra 1997-2001, og eftersom danskernes indtag af frugt og grønt er steget siden, forventer Forebyggelseskommissionen således, at effekten på levetid er overvurderet.

Forebyggelseskommissionen forventer, at en momsnedsættelse i gennemsnit vil få hver dansker til at spise 5,5 kg ekstra frugt og grønt om året. Det vil betyde, at det samlede danske forbrug af frugt og grønt vil stige med 31.500 t om året, og at vi om 10 år har vundet over 5.000 leveår.

Som det er i dag, er der samtidig en tendens til, at andelen af befolkningen med et sundt kostmønster øges med stigende uddannelsesniveau. En momssænkelse på frugt og grønt kan således hjælpe til at gøre det billigere for hele befolkningen uanset socioøkonomisk position at få adgang til de positive helbredseffekter, der følger af et øget indtag af frugt og grønt.

Ud over de positive afsmitninger et ændret forbrug vil have på helbredet, vil et ændret forbrugsmønster samtidig kunne medvirke til at reducere klimabelastningen fra en gennemsnitsdanskers kost. Forebyggelseskommissionen påpeger, at forbruget af kød må forventes at falde som konsekvens af en lavere pris på frugt og grønt. Da klimaaftrykket fra frugt og grønt er væsentlig lavere end klimaaftrykket fra animalske produkter, forventes momsnedsættelsen også at have en positiv afsmitning på miljø og klima.

Ifølge EU-lovgivningen skal en differentieret momssats være relateret til varen og ikke produktionsformen. Beslutningsforslaget omfatter således frisk frugt og grønt samt tørrede, frosne og let forarbejdede varer inden for samme kategori.

Med udgangspunkt i Forebyggelseskommissionens beregninger forventes momsnedsættelsen at give et årligt mindreprovenu på 1,8 mia. kr. om året. Dertil kommer øgede omkostninger på 17 mio. kr. årligt vedrørende administration i SKAT. Tiltaget er finansieret i Alternativets finanslovsforslag, »TAL - til et bedre samfund«.

Skriftlig fremsættelse

René Gade (ALT):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om lavere momssats for frugt og grønt.

(Beslutningsforslag nr. B 96)

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.