B 71 Forslag til folketingsbeslutning om indførelse af krav om helårsbeboelse i nyopførte boliger.

Udvalg: Transport-, Bygnings- og Boligudvalget
Samling: 2016-17
Status: Beretning afgivet

Beslutningsforslag som fremsat

Fremsat: 23-02-2017

Fremsat den 23. februar 2017 af Søren Egge Rasmussen (EL), Kaare Dybvad (S), Merete Dea Larsen (DF), Roger Matthisen (ALT) og Kirsten Normann Andersen (SF)

20161_b71_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 23. februar 2017 af Søren Egge Rasmussen (EL), Kaare Dybvad (S), Merete Dea Larsen (DF), Roger Matthisen (ALT) og Kirsten Normann Andersen (SF)

Forslag til folketingsbeslutning

om indførelse af krav om helårsbeboelse i nyopførte boliger

Folketinget pålægger regeringen i indeværende folketingssamling at tage initiativ til at ændre boligreguleringslovens § 50, stk. 1, og eventuel anden relevant lovgivning, så nyopførte boliger bliver omfattet af kravet om helårsbeboelse i de lokalplaner, hvor kommunen kræver helårsbeboelse.

Bemærkninger til forslaget

Københavns Kommunes Teknik- og Miljøforvaltning har i 2015 og 2017 dokumenteret, at der er et stort antal nybyggede og -indrettede boliger i København, som reelt er ubeboede. Det skyldes et hul i boligreguleringsloven, som forslagsstillerne hermed ønsker at lukke (»Mange tomme ejerboliger i Indre By og langs havnen«, pressemeddelelse fra teknik- og miljøborgmester Morten Kabell på Københavns Kommunes hjemmeside, den 10. januar 2017).

Boligreguleringsloven har ellers til hensigt bl.a. at sikre, at den boligmasse, som findes i en kommune, også udnyttes. Det sker ved at stille krav om bopælspligt. Men dette krav gælder ikke for boliger, hvor der ikke inden for de seneste 5 år har været tilknyttet en folkeregisteradresse. Således vil nybyggede boliger ikke være omfattet af boligreguleringslovens krav om bopælspligt.

Københavns Kommunes undersøgelse konkluderer, at der i alt er ca. 2.700 ubeboede boliger. Det er efter forslagsstillernes mening uacceptabelt i en situation, hvor der er stort pres på boligmarkedet i København og brug for at udnytte alle de boliger, som er i byen.

På den baggrund ønsker forslagsstillerne, at regeringen tager initiativ til at lukke hullet i boligreguleringsloven ved at ændre lovens § 50, stk. 1, og at ændre eventuel anden relevant lovgivning, så også nyopførte boliger omfattes af kravet om bopælspligt.

Skriftlig fremsættelse

Søren Egge Rasmussen (EL):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om indførelse af krav om helårsbeboelse i nyopførte boliger.

(Beslutningsforslag nr. B 71)

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.