B 70 Forslag til folketingsbeslutning om ændring af lov om kommunale og regionale valg.

Udvalg: Social-, Indenrigs- og Børneudvalget
Samling: 2016-17
Status: Forkastet

Betænkning

Afgivet: 04-05-2017

Betænkning afgivet af Social-, Indenrigs- og Børneudvalget den 4. maj 2017

20161_b70_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Social-, Indenrigs- og Børneudvalget den 4. maj 2017

1. Ændringsforslag

Dansk Folkepartis, Enhedslistens og Socialistisk Folkepartis medlemmer har stillet 1 ændringsforslag til beslutningsforslaget.

2. Udvalgsarbejdet

Beslutningsforslaget blev fremsat den 10. februar 2017 og var til 1. behandling den 30. marts 2017. Beslutningsforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Social-, Indenrigs- og Børneudvalget.

Møder

Udvalget har behandlet beslutningsforslaget i 3 møder.

Spørgsmål

Udvalget har stillet 3 spørgsmål til økonomi- og indenrigsministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret.

3. Indstillinger og politiske bemærkninger

Et flertal i udvalget (S, V, LA og KF) indstiller beslutningsforslaget til forkastelse.

Et mindretal i udvalget (DF, EL, ALT, RV og SF) indstiller beslutningsforslaget til vedtagelse med det stillede ændringsforslag.

Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget mener, at der med ændringsforslaget er taget højde for, at et parti efter et kommunal- eller regionsrådsvalg ikke kan komme i den situation, at partiet har opnået et absolut flertal af stemmerne, men alligevel ikke opnår de fornødne mandater, der sikrer et flertal.

Med ændringsforslaget mener DF at man har imødekommet eventuelle forbehold ved at anvende største brøks metode og ser derfor ikke noget til hinder for at indføre største brøks metode - en fordelingsmetode, der vil være langt mere retfærdig i fordelingen af mandater til kommunale og regionale valg. Ved at indføre største brøks metode vælger man en metode, der ikke tilgodeser store partier, men giver små partier og lokallister en bedre mulighed for at blive repræsenteret i kommunale byråd og regionsråd, og dermed vælger man efter DF's mening en metode, der bidrager til at styrke demokratiet.

Enhedslistens medlemmer af udvalget mener, at der med det stillede ændringsforslag er taget højde for den særlige situation, hvor et parti får flertal blandt vælgerne, men det i kraft af største brøks metode ikke giver sig udslag i form af et flertal af mandaterne. Dermed er der taget højde for den væsentligste indvending imod anvendelsen af største brøks metode. I øvrigt henvises der til Enhedslistens ordførertale under førstebehandlingen af beslutningsforslaget.

Inuit Ataqatigiit, Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

4. Ændringsforslag med bemærkninger

Ændringsforslag

Til teksten

Af et mindretal (DF, EL og SF):

1) Efter »ved kommunal- og regionsrådsvalg.« indsættes: »Det skal dog sikres, at såfremt en kandidatliste har opnået et antal stemmer, der udgør mere end 50 pct. af de afgivne stemmer i kommunen henholdsvis regionen, skal kandidatlisten ved mandatfordelingen tildeles et flertal af mandaterne i kommunalbestyrelsen henholdsvis regionsrådet.«

[Tilføjelse for at sikre, at en kandidatliste, der har opnået mere end 50 pct. af stemmerne, i alle tilfælde tildeles et flertal af mandaterne. ]

Bemærkninger

Til nr. 1

Ved anvendelse af største brøks metode ved mandatfordelingen kan det i nogle tilfælde forekomme, at en kandidatliste, der har opnået mere end 50 pct. af stemmerne, ikke tildeles et flertal af mandaterne. For at sikre, at dette ikke kan forekomme, skal reglerne indrettes, så der tages højde herfor, således at en kandidatliste, der har opnået mere end 50 pct. af stemmerne i kommunen henholdsvis regionen, altid tildeles et flertal af mandaterne i kommunalbestyrelsen henholdsvis regionsrådet.

Karin Nødgaard (DF) nfmd. Susanne Eilersen (DF) Karina Adsbøl (DF) Jens Henrik Thulesen Dahl (DF) Pernille Bendixen (DF) Morten Marinus (DF) Jakob Engel-Schmidt (V) Carl Holst (V) Jane Heitmann (V) Klaus Markussen (V) Thomas Danielsen (V) Anni Matthiesen (V) Henrik Dahl (LA) Laura Lindahl (LA) Orla Østerby (KF) Karen J. Klint (S) Erik Christensen (S) Orla Hav (S) Pernille Rosenkrantz-Theil (S) Troels Ravn (S) fmd. Ane Halsboe-Jørgensen (S) Yildiz Akdogan (S) Finn Sørensen (EL) Jakob Sølvhøj (EL) Torsten Gejl (ALT) Marianne Jelved (RV) Lotte Rod (RV) Trine Torp (SF) Jacob Mark (SF)

Inuit Ataqatigiit, Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Socialdemokratiet (S)46
Dansk Folkeparti (DF)37
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)34
Enhedslisten (EL)14
Liberal Alliance (LA)13
Alternativet (ALT)10
Radikale Venstre (RV)? 8
Socialistisk Folkeparti (SF)7
Det Konservative Folkeparti (KF)6
Inuit Ataqatigiit (IA)1
Tjóðveldi (T)1
Javnaðarflokkurin (JF)1
Uden for folketingsgrupperne (UFG)1

Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende B 70

Bilagsnr.
Titel
1
Udkast til tidsplan for udvalgets behandling af beslutningsforslaget
2
Tidsplan for udvalgets behandling af beslutningsforslaget
3
1. udkast til betænkning


Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende B 70

Spm.nr.
Titel
1
Spm. om at uddybe de forbehold mod at indføre største brøks metode ved kommunale og regionale valg, som ministeren nævnte under førstebehandlingen, til økonomi- og indenrigsministeren, og ministerens svar herpå
2
Spm. om, hvordan beslutningsforslaget kan ændres, så det sikres, at hvis et parti får over 50 pct. af stemmerne, er partiet sikret et flertal af mandaterne i regionsrådet eller kommunalbestyrelsen, til økonomi- og indenrigsministeren, og ministerens svar herpå
3
Spm., om ministeren vil støtte et ændringsforslag, der sikrer, at et parti, som opnår 50 pct. af stemmerne, også bliver repræsenteret med et flertal af mandaterne i regionsrådet eller i kommunalbestyrelsen, til økonomi- og indenrigsministeren, og ministerens svar herpå