Tak for det.
Altså, når hr.
Søren Pape Poulsen siger, at det er godt, man har udviklet sig siden da, betyder det så, at det er godt, man ikke længere er i regering, eller hvad?
Jeg må sige, at jeg ikke satser på at udvikle mig overhovedet, for selv om det er ubelejligt og måske lidt sværere at stå med ansvaret og man ikke kan indtage de fristende og lidt nemme synspunkter, tror jeg alligevel, man står sig bedst ved at tage ansvaret på sig.
Og vi har jo altså i fællesskab lavet et system, hvor vi ligesom lader nye vurderinger smitte langsomt af på skattebilletten.
Sidste år var det et konservativt krav i finanslovsforhandlingerne, at boligejerne blev fritaget for det, vi ellers i fællesskab historisk havde aftalt.
Det fandt vi en løsning på.
Om vi kan gøre det igen i 2016 i forhold til 2017, må stå sin prøve til efteråret, når vi ved, hvordan økonomien for 2017 ser ud.
Med hensyn til et helt nyt boligbeskatningssystem lyder det meget, meget besnærende at lave det hele om og så indføre en ejendomsavancebeskatning.
Der er det problem, at i forhold til det provenu, vi tager hjem i dag – og det er jo penge, vi har brugt – vil vi komme til at skylde.
Så helt enkelt er det ikke.
Men lad mig sige det på den måde, også for at runde positivt af, at en af grundene til, at vi har skubbet det her til efteråret, er, at det giver en mulighed for, at vi kan få en samlet, velforberedt drøftelse om også dansk skattepolitik.
Altså, vi skal diskutere topskat og bundskat, og så må vi også til den tid diskutere, hvordan et nyt ejendomsvurderingssystem skal finde sin indpasning i en fremadrettet beskatning, idet det dog er vigtigt at få sagt, at vi jo har et skattestop frem til 2020.