Spm. nr. US 35

Først og fremmest vil jeg sige, at dansk politik jo bevæger sig hele tiden, og det var rigtig fornøjeligt at høre hr. Henrik Sass Larsen i weekenden fortælle om, at den idé, som Dansk Folkeparti og Liberal Alliance lancerede for 1½ år siden – faktisk samme dag – nu også er blevet Socialdemokraternes politik, nemlig at vi i højere grad skulle hjælpe flygtningene i nærområderne, i flygtningelejre der. Der har dansk politik flyttet sig rigtig meget, så nu er Socialdemokraterne med på den også.

Det er vigtigt, fordi det er et led i at få begrænset de stigende udgifter, vi har til de flygtninge, som kommer her, og som meget bedre kunne hjælpes et andet sted. Det var også den pointe, hr. Kristian Thulesen Dahl havde, i forhold til at vi skal have styr på den samlede regning. Jeg vil i øvrigt gerne kvittere for, at der blev henvist til DREAM-beregninger i den sammenhæng, for den slags er jo noget, Liberal Alliance stoler på – det og så beregninger fra Finansministeriet.

Men når man nu ser pengene fosse ud af statskassen, skal man jo ikke bare – billedligt talt, hvis det var et badekar – nøjes med at kigge på, at vandet fosser ud, og sørge for at få det lappet. Dét skal man gøre, men samtidig skal man sørge for, at der kommer nyt vand i badekarret. Og det er jo der, hvor Liberal Alliances skattepolitik selvfølgelig kommer ind i billedet, for én ting er en diskussion af, hvem der får hvor meget ud af skattelettelser. Men det, der er væsentligt i diskussionen om skat, er, at det øger vores velstand i Danmark. Det gør os rigere, det sørger for, at flere kommer i arbejde, og det kan vi gøre for ganske lidt.

Den diskussion missede vi også lidt i sidste uge, da statsministeren valgte at udsætte skatteforhandlingerne til efteråret. Apropos billedet: Man nøjes med at kigge på, at det fosser ud, koncentrerer sig om at samle sig om det i stedet for at begynde at få penge ind i statskassen igen.

Hvis det her (holder et A4-ark op) er de samlede skatteindtægter til velfærdssamfundet, til alt det, som vi er blevet enige om at vi gerne vil betale for, 1.080 mia. kr. om året, så er den omkostning, der er ved at sænke skatten på den sidst tjente krone med de fem procentpoint, som vi er blevet enige om der står i regeringsgrundlaget, dette stykke (river et hjørne på ca. 1 cm 2 af A4-arket) . Jeg vil tro, at folk, der sidder og ser det på tv, knap nok kan se, hvor lidt det koster. Hvis vi yderligere vil fjerne resten af topskatten og dermed øge beskæftigelsen med op imod 16.000 om året, er det det her, vi taler om, sådan et lille stykke (river et hjørne på ca. 4 cm 2 af A4-arket) .

Kan statsministeren ikke godt bekræfte, at det ikke kan være en stor udfordring for en borgerlig-liberal regering at skaffe de penge ud af det samlede budget og dermed sikre, at ingen betaler over 42 pct. i skat af den sidst tjente krone i det her land?

Tak. Statsministeren.

Det var meget illustrativt og flot af en liberal politiker. Hvis det havde været en fra venstrefløjen, havde man nok peget på de fire huller, der er i bunden af papiret, og sagt: Skulle vi ikke dække de der skattehuller i bunden? Nej, pjat.

Jamen jeg er helt opmærksom på, at hvis man laver en øvelse, der isoleret handler om topskat, så er der på grund af dynamiske effekter og sådan noget ikke behov for finansiering krone til krone. Men det rokker nu ikke ved, at sagen har en kompleksitet, der rækker videre end det. For når der nu bliver spurgt til, om det ikke ville være nemt for en borgerlig-liberal regering at finde pengene, så kan man sige: Ja, det er jo så den ene dimension, man så skal vi også finde stemmerne. Altså, vi lever dog trods alt i et folkestyret demokrati.

Jeg vedstår fuldt ud, at det her land har brug for, at vi gør noget på skattesiden, som sikrer, at det bedre kan betale sig at arbejde. Folk med ganske almindelige indkomster, der står op hver morgen og går på arbejde og knokler, og som ser, at gevinsten ved at gøre det frem for at lade være ikke er kæmpestor, vil jeg gerne give en skattelettelse. Det er jo ikke en topskattelettelse, det er en skattelettelse et andet sted på skalaen.

Jeg vedstår også, at særlig i forhold til de folk, der får pæne lønninger, uden at man kan kalde dem ekstravagante – og vores virksomheder ligger i direkte konkurrence med andre lande; hvor er det, kemiingeniøren lader sig ansætte, er det i en medicinalvirksomhed i Danmark, i en virksomhed i Holland eller i Belgien? – ville det være rart, hvis vi kunne gøre noget ved skatten på den sidst tjente krone. Men allerede der har jeg jo så sagt, at vi næppe, altså politisk, kan gøre det ene uden at gøre det andet. Og derfor er det en større øvelse.

Når jeg har ændret køreplanen, er det ikke, fordi jeg har slækket på mit ambitionsniveau – tværtimod. Så er det, fordi jeg har den meget klare analyse, at hvis det her projekt skal lykkes, så det ikke bare bliver mundsvejr, men noget, der samler et flertal, så er vi nødt til at have et længere tilløb. Og en af nøglerne er, at vi her i foråret sammen med arbejdsmarkedets parter og kommunerne ansvarsfuldt må vise vejen til, at vi i fællesskab kan tro på, at den her integrationsopgave – evnen til, at de nye iblandt os bliver mere selvhjulpne i fremtiden, end de har været i fortiden – kan lykkes. Det er en vigtig sten, der skal rulles af vejen.

Tak. Hr. Anders Samuelsen.

Tak for svaret. Jeg går også ud fra som en selvfølge, at statsministeren kan bekræfte, at den lille øvelse heroppe i hjørnet (henviser til A4-arket fra tidligere) med at fjerne topskatten suverænt er den mest effektive øvelse, vi kan lave inden for skattepolitikken i forhold til at øge beskæftigelsen og øge velstanden. Alle beregninger, både fra DREAM og fra Finansministeriet, peger på, at det suverænt er det mest effektive redskab, vi har, til at øge beskæftigelsen.

Det ligger også i, at man går fra en situation, hvor en topskatteyder i stedet for at skulle tjene 700 kr. for at give en håndværker 100 kr. i hånden kan nøjes med at tjene 360 kr. for at give håndværkeren 100 kr. i hånden. Alene den mængde mindre sort arbejde, den velstandsstigning og de øgede skatteindtægter, der kommer ud af det, er jo et gode for os alle sammen.

Men jeg er enig i, at det er vigtigt at være ambitiøs, også i bunden af skattesystemet, så derfor vil jeg gerne illustrere, både over for statsministeren, men også over for resten af Folketinget og den undrende befolkning, der måtte sidde derude, hvad det koster at sørge for, at ingen dansker i arbejde betaler skat af de første 7.000 kr. man tjener hver måned, altså nul skat af de første 7.000 kr. Der var jo engang et parti, der gik ind for nulskat på arbejde i det hele taget, men vi siger bare de første 7.000 kr. Det koster det her lille stykke af de samlede skatteindtægter (river et stykke på ca. 7 m 2 af A4-arket) .

Er statsministeren ikke også enig med mig i, at det heller ikke er nogen uoverkommelig opgave at finde det beløb – 42 mia. kr.?

Tak. Jeg vil sige, at papirafrivning også indgår i taletiden.

Værsgo til statsministeren.

Det her med at stå og rive papir i stykker vækker mindelser. Jeg ved ikke, hvad jeg kommer til at tænke på.

Men den politiske udfordring er jo, at når Anders Samuelsen vil rive papiret i stykker, er der nogle, der synes, at det slet ikke er stort nok. Altså, vi har lige haft nogle spørgere her, som har været koncentreret om én ting, nemlig hvordan vi kan få det offentlige til at bruge noget mere, hvordan vi kan udvide kommunernes servicerammer. Derfor må jeg bare sige, at jeg mener, jeg har sådan et rimelig fornuftigt billede af, hvordan de forskellige skruer i maskinrummet kan justeres, og hvad det koster at skrue dem i bund eller halvvejs eller at løsne dem lidt.

Det rokker ikke ved, at opgaven er politisk kompliceret. Jeg er slet ikke i tvivl om, at hvis vi skal lykkes med en reformdagsorden, som sikrer mere vækst og velstand i Danmark på sigt, opfylde en målsætning om, at det bedre kan betale sig at arbejde, gøre Danmark mere konkurrencedygtigt og sikre, at vores virksomheder kan rekruttere den dygtige internationale arbejdskraft, så har vi brug for et lidt længere tilløb, hvor vi ser nogle ting i en sammenhæng. Og ét element er det her med integrationsopgaven og asylpolitikken.

Et andet element er jo at kigge på, når vi kaster et lidt længere lys ind i dansk økonomi, hvad det så er for et råderum, der er de næste 7-8 år. Kan der gøres noget for at gøre det større? Og det er jo derfor, jeg ikke har dæmpet nogen ambition i forhold til det, der er beskrevet i regeringsgrundlaget, men tværtimod har sagt, at i lyset af den krise, vi befinder os i, er det mere sandsynligt, at vi kan indfri vores egne ambitioner, hvis vi giver os selv lidt længere tilløb. For mig kan det jo ikke være afgørende, om forhandlingerne starter i april eller i september, for uanset hvad er skattelettelser noget, man giver for et finansår ad gangen.

Tak. Hr. Anders Samuelsen.

Jeg forstod det på den måde, at statsministeren, hvis han kigger på det for sit eget partis vedkommende, sådan set er enig med mig i – og det er jeg glad for – at det her ikke udgør meget af det samlede velfærdssamfunds udgifter. Det er også sådan, at vi har råd til et velfærdssamfund, efter at vi har begrænset budgettet med det lillebitte hjørne mod til gengæld at have givet danskerne den store fornøjelse, at de første 7.000 kr., de tjener hver måned, skal de ikke betale en krone i skat af. Det har jo nemlig også den sideeffekt i forhold til det, som statsministeren startede debatten med i dag, nemlig diskussionen om flygtninge og muligheden for også at få integrationen til at virke bedre og få folk ind på arbejdsmarkedet, at det giver folk en langt større mulighed for at komme ind på arbejdsmarkedet, at man ikke er for dyr i forhold til den skat, man skal betale, for skat er med til at øge omkostningen på arbejdskraft. Derfor er det vigtigt at få skatten ned.

Når vi samtidig ved, at hvis vi laver den her øvelse, bager vi en større kage, og så kan vi samtidig glæde venstrefløjen, for dermed opstår jo faktisk muligheden for, at der er endnu mere at finansiere alle deres velfærdsønsker med.

Så på den måde skulle man jo synes at vi burde kunne finde hinanden, og jeg håber, at det, der i hvert fald kommer ud af den diskussion, der var i sidste uge – og måske også af den debat, vi har her i dag – er, at vi kan samles om ikke kun at diskutere, hvem der får hvor meget, men hvad det er, vi får ud af at have fat i skattepolitikken som en del af værdipolitikken – både bedre integration, flere, der får en mulighed for at komme i arbejde, og et rigere Danmark.

Statsministeren, værsgo.

Jamen det er jo et fromt ønske og en god ambition at have, og begge dele må jo stå sin prøve, når vi kommer derhen.

Det er jo ikke, fordi jeg skal stå og insistere på, at alting er svært og kompliceret, men måske alligevel bare lidt, for vi startede debatten her i dag med nogle spørgsmål fra hr. Kristian Thulesen Dahl om, hvordan vi løser den her asyltilstrømning: Vi lader være med at integrere (statsministeren knipser med fingrene) , og så er det ligesom løst. Og nu står vi så her i en debat om, hvordan vi så løser fremtidens, kan man sige, manglende bæreevne økonomisk: Vi river et hjørne af et stykke A4-papir (statsministeren knipser med fingrene) og sætter skatterne ned.

Jeg tror bare, jeg må sige, at jeg forstår begge analyser, og jeg deler sådan set begge ambitioner, både det med at få vores asyltal under kontrol og det med at sikre noget fremtidig vækst og velstand ved at lette omkostningerne for vores virksomheder ved at sikre, at det for ganske almindelige danskere bedre kan betale sig at arbejde. Og så er opgaven at få det oversat til noget, som ikke bare er et hjørne af et stykke A4-papir, men noget, der virker ude i den virkelige virkelighed.

Så jeg kan fastslå, at regeringens ambitioner er intakte, og jeg glæder mig til, at vi når hen på den anden side af sommerferien, hvor regeringen kan lægge en 2025-plan frem samt regeringens bud på de beslutninger, som kan understøtte den på en måde, hvor vi også kan indfri vores ønske om at sætte skatten ned.

Tak for det. Tak til hr. Anders Samuelsen.

Hr. Uffe Elbæk, Alternativet, værsgo.