L 161 Forslag til lov om ændring af færdselsloven.

(Forsøgsordning med kørekort til 17-årige betinget af ledsaget kørsel indtil det fyldte 18. år samt nedsættelse af aldersgrænsen for kørekort til lille knallert m.v.).

Af: Transport- og bygningsminister Hans Christian Schmidt (V)
Udvalg: Transport- og Bygningsudvalget
Samling: 2015-16
Status: Delt

Betænkning

Afgivet: 19-05-2016

Betænkning afgivet af Transport- og Bygningsudvalget den 19. maj 2016

20151_l161_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Transport- og Bygningsudvalget den 19. maj 2016

1. Ændringsforslag

Transport- og bygningsministeren har stillet 3 ændringsforslag til lovforslaget, herunder om deling af lovforslaget.

2. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 30. marts 2016 og var til 1. behandling den 14. april 2016. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Transport- og Bygningsudvalget.

Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 2 møder.

Høring

Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og transport- og bygningsministeren sendte den 25. februar 2016 dette udkast til udvalget, jf. TRU alm. del - bilag 185. Den 8. april 2016 sendte transport- og bygningsministeren de indkomne høringssvar og et notat herom til udvalget.

3. Indstillinger

Et flertal i udvalget (udvalget med undtagelse af KF) indstiller ændringsforslag nr. 1 om deling af lovforslaget til vedtagelse.

Et mindretal i udvalget (DF, V og LA) indstiller de under A og B nævnte lovforslag til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.

Et andet mindretal i udvalget (S, ALT, RV og SF) indstiller det under A nævnte lovforslag til vedtagelse med det stillede ændringsforslag. Mindretallet indstiller det under B nævnte lovforslag til forkastelse ved 3. behandling.

Et tredje mindretal i udvalget (EL) indstiller de under A og B nævnte lovforslag til forkastelse ved 3. behandling.

Et fjerde mindretal i udvalget (KF) vil redegøre for deres stillingtagen til lovforslaget og de stillede ændringsforslag ved 2. behandling.

Inuit Ataqatigiit, Siumut, Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen. Der gøres opmærksom på, at et flertal eller et mindretal i udvalget ikke altid vil afspejle et flertal/mindretal ved afstemning i Folketingssalen.

4. Ændringsforslag med bemærkninger

Ændringsforslag

a

Ændringsforslag om deling af lovforslaget

Af transport- og bygningsministeren, tiltrådt af et flertal (udvalget med undtagelse af KF):

1) Lovforslaget deles i to lovforslag med følgende titler og indhold:

A. »Forslag til lov om ændring af færdselsloven (Forsøgsordning med kørekort til 17-årige betinget af ledsaget kørsel frem til det fyldte 18. år m.v.)« omfattende § 1, nr. 1 og 2, og § 2, stk. 1.

B. »Forslag til lov om ændring af færdselsloven (Nedsættelse af aldersgrænsen for kørekort til lille knallert)« omfattende § 1, nr. 3-6, og § 2, stk. 2.

[Forslag om deling af lovforslaget i to lovforslag]

b

Ændringsforslag til det under A nævnte forslag

Til § 2

2) I stk. 1 udgår », jf. dog stk. 2«.

[Konsekvensændring som følge af ændringsforslag nr. 1]

c

Ændringsforslag til det under B nævnte forslag

Til § 2

Af transport- og bygningsministeren, tiltrådt af et mindretal (DF, V og LA):

3) I stk. 2 ændres »1. januar 2017« til: »1. oktober 2016«.

[Forslag om fremrykning af ikrafttrædelsesdatoen fra den 1. januar 2017 til den 1. oktober 2016]

Bemærkninger

Til nr. 1

Med ændringsforslaget ønsker transport- og bygningsministeren at opdele lovforslaget i to separate lovforslag, således at det ene lovforslag omhandler en forsøgsordning med kørekort til 17-årige og en præcisering af færdselslovens § 61, stk. 2, 1. pkt., vedrørende udenlandske statsborgeres mulighed for at få ombyttet deres udenlandske kørekort til et dansk kørekort og det andet lovforslag omhandler en nedsættelse af aldersgrænsen for kørekort til lille knallert.

Til nr. 2

Ændringsforslaget er en konsekvensændring som følge af ændringsforslag nr. 1.

Til nr. 3

Med ændringsforslaget foreslås en fremrykning af ikrafttrædelsesdatoen fra den 1. januar 2017 til den 1. oktober 2016.

Kim Christiansen (DF) nfmd. Morten Marinus (DF) Peter Kofod Poulsen (DF) Mette Hjermind Dencker (DF) Jan Erik Messmann (DF) Henrik Brodersen (DF) Kristian Pihl Lorentzen (V) Hans Andersen (V) Torsten Schack Pedersen (V) Jane Heitmann (V) Louise Schack Elholm (V) Jan E. Jørgensen (V) Leif Mikkelsen (LA) Villum Christensen (LA) Rasmus Jarlov (KF) Christian Rabjerg Madsen (S) Erik Christensen (S) Lea Wermelin (S) Lennart Damsbo-Andersen (S) fmd. Magnus Heunicke (S) Rasmus Prehn (S) Mette Reissmann (S) Henning Hyllested (EL) Eva Flyvholm (EL) Christian Poll (ALT) Roger Matthisen (ALT) Johannes Lebech (RV) Karsten Hønge (SF) Jonas Dahl (SF)

Inuit Ataqatigiit, Siumut, Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Socialdemokratiet (S)46
Dansk Folkeparti (DF)37
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)34
Enhedslisten (EL)14
Liberal Alliance (LA)13
Alternativet (ALT)10
Radikale Venstre (RV)8
Socialistisk Folkeparti (SF)7
Det Konservative Folkeparti (KF)6
Inuit Ataqatigiit (IA)1
Siumut (SIU)1
Tjóðveldi (T)1
Javnaðarflokkurin (JF)1

Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende L 161

Bilagsnr.
Titel
1
Høringssvar og høringsnotat fra transport- og bygningsministeren
2
Udkast til tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
3
Tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
4
Udkast til betænkning
5
Ændringsforslag om deling samt høringssvar og høringsnotat over ændringsforslaget, fra transport- og bygningsministeren
6
2. udkast til betænkning