L 136 Forslag til lov om ændring af lov om Offentlig Digital Post.

(Bemyndigelse til at fastsætte regler om størrelse på filer m.v.).

Af: Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V)
Udvalg: Social- og Indenrigsudvalget
Samling: 2015-16
Status: Stadfæstet

Lovforslag som fremsat

Fremsat: 25-02-2016

Fremsat den 25. februar 2016 af finansministeren (Claus Hjort Frederiksen)

20151_l136_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 25. februar 2016 af finansministeren (Claus Hjort Frederiksen)

Forslag

til

Lov om ændring af lov om Offentlig Digital Post

(Bemyndigelse til at fastsætte regler om størrelse på filer m.v.)

§ 1

I lov nr. 528 af 11. juni 2012 om Offentlig Digital Post foretages følgende ændringer:

1. Lovens titel affattes således:

»Lov om Digital Post fra offentlige afsendere«.

2. Over alt i loven ændres »Offentlig Digital Post« til: »Digital Post«.

3. I § 7, stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »§ 9«: »og regler fastsat i medfør af § 11, stk. 1«.

4. I § 8 indsættes efter »§ 9«: »og regler fastsat i medfør af § 11, stk. 1«.

5. § 11, stk. 1, affattes således:

»Finansministeren kan fastsætte nærmere regler om anvendelsen af Digital Post, herunder om anvendelse af særlige formater og programmer samt om størrelsen og antallet af filer, der kan sendes pr. meddelelse til og fra en offentlig afsender.«

6. To steder i § 12, stk. 5, ændres »§ 3, stk. 1« til: »§ 3, stk. 2«.

§ 2

Loven træder i kraft den 1. juli 2016.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Indledning

Formålet med lovforslaget er at sikre hjemmel til, at adgangen til at anvende Digital Post-løsningen kan begrænses for så vidt angår størrelsen på filer og antallet af filer, der kan sendes pr. meddelelse.

Lovforslaget fremsættes på baggrund af Folketingets ombudsmands udtalelse af 2. maj 2015 om modtagelseskapaciteten i Digital Post. Udtalelsen er tilgængelig på Retsinformation og har sagsnummer FOU 2015-21. Udtalelsen er også tilgængelig på Folketingets Ombudsmands hjemmeside under sagsnummer 2015-21. Ombudsmanden konkluderer, at der ikke i den gældende lov er nogen begrænsning af borgeres og virksomheders ret til at anvende Digital Post i deres kommunikation med offentlige afsendere for så vidt angår størrelsen på filer og antallet af filer, der kan sendes pr. meddelelse. Det er således ombudsmandens opfattelse, at kapaciteten i postløsningen kan antages at udgøre en væsentlig hindring for eller besværliggørelse af retten efter lovens § 8.

I dag er der i Digital Post-løsningen en teknisk begrænsning på 40 MB pr. meddelelse og 10 filer pr. meddelelse for virksomheder og på 60 MB pr. meddelelse og 10 filer for borgere, når de er afsendere. Når en myndighed modtager post fra Digital Post-løsningen sker det teknisk ved, at posten hentes ind i myndighedens bagvedliggende it-system. En myndigheds it-system kan imidlertid have en begrænsning på antallet af filer og den samlede størrelse på filer pr. meddelelse. I dag kan de færreste myndigheders systemer håndtere mere end 10 MB.

Lovforslaget fremsættes med det formål at sikre overensstemmelse mellem lovgrundlaget og de faktiske muligheder for at anvende Digital Post. Dette gøres ved at ændre bemyndigelsen i § 11, stk. 1 og indsætte henvisninger hertil i §§ 7 og 8.

2. Lovforslagets indhold

2.1. Ændring af lovens titel

Lovens titel er »Lov om Offentlig Digital Post«. Denne titel kan imidlertid opfattes således, at Digital Post-løsningen er en offentligt tilgængelig løsning for alle afsendere. Løsningen er til rådighed for offentlige afsendere, jf. § 7. Det foreslås derfor, at det fremgår af lovens titel, at Digital Post-løsningen er til rådighed for offentlige afsendere.

2.2. Ændring af bemyndigelse til at fastsætte nærmere regler om anvendelse af Digital Post m.v.

2.2.1. Gældende ret

Offentlige afsenderes ret til at anvende Digital Post i kommunikationen med borgere og virksomheder er reguleret i § 7. Der fremgår alene en begrænsning af retten til at anvende Digital Post gennem henvisningen til § 9. Retten til at anvende Digital Post begrænses således af anden lovgivning, hvorved det bestemmes, at meddelelser skal sendes i fysisk form eller digitalt på anden måde end via Digital Post. Der gælder således ikke nogen begrænsning i størrelsen på filer eller antallet af filer, der kan sendes pr. meddelelse.

Borgeres og virksomheders ret til at anvende Digital Post i deres kommunikation med offentlige afsendere er reguleret i § 8. Der fremgår alene en begrænsning af retten til at anvende Digital Post gennem henvisningen til § 9. Retten til at anvende Digital Post begrænses således af anden lovgivning, hvorved det bestemmes, at meddelelser skal sendes i fysisk form eller digitalt på anden måde end via Digital Post. Der gælder således ikke nogen begrænsning i størrelsen på filer eller antallet af filer, der kan sendes pr. meddelelse.

Det fremgår af den gældende bemyndigelse i § 11, stk. 1 til finansministeren, at finansministeren kan fastsætte nærmere regler om anvendelsen m.v. af Digital Post, herunder om anvendelse af særlige formater eller programmer. Ifølge bemærkningerne til bestemmelsen, jf. Folketingstidende 2011-12, A, L 160 som fremsat, side 22, giver bemyndigelsen mulighed for at fastsætte regler af mere teknisk karakter, herunder om anvendelse af særlige digitale formater eller programmer samt om sletning af en digital postkasse ved ophør af en tilslutning.

2.2.2. Ministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Folketingets ombudsmand rettede i maj 2014 henvendelse til Digitaliseringsstyrelsen vedrørende modtagelseskapaciteten i den digitale postkasse på baggrund af oplysninger om begrænsninger i modtagelseskapaciteten på Digitaliseringsstyrelsens hjemmeside.

Herefter fulgte en skriftlig dialog mellem ombudsmanden og Digitaliseringsstyrelsen. Digitaliseringsstyrelsen redegjor­de heri bl.a. for den tekniske del af Digital Post og sammenhængen til myndighedernes bagvedliggende it-systemer, der bl.a. håndterer de filer, som myndighederne modtager fra Digital Post.

Ombudsmanden konkluderede i sin endelige redegørelse, at kapaciteten i postløsningen kan antages at udgøre en væsentlig hindring eller besværliggørelse af retten efter den gældende § 8. Ombudsmanden anser således ikke den ret, der følger af den gældende § 8 for reel.

Folketingets ombudsmand har i sin redegørelse af 2. maj 2015 om modtagelseskapaciteten i den digitale postkasse konstateret, at borgeres og virksomheders ret, som fremgår af § 8, til at anvende Digital Post til kommunikation med myndigheder, efter sin ordlyd gælder uden nogen begrænsninger, hvad angår filstørrelse og antallet af filer, der kan sendes pr. meddelelse. Det fremgår ikke af bemærkningerne til bestemmelsen, jf. Folketingstidende 2011-12, A, L 160 som fremsat, side 20, at der gælder begrænsninger vedrørende filstørrelse og antallet af filer pr. meddelelse.

Ombudsmandens redegørelse vedrører alene § 8 om borgeres og virksomheders ret til at sende post via Digital Post. Men en tilsvarende problemstilling vurderes at gøre sig gældende i forhold til § 7, stk. 1, der fastslår, at offentlige afsendere kan anvende Digital Post til kommunikation med borgere og virksomheder. En myndighed kan tilsvarende møde en teknisk begrænsning i postløsningen, når den sender filer til borgere og virksomheder.

De faktiske muligheder for afsendelse og modtagelse er i dag fastlagt efter, hvad der er driftsteknisk muligt inden for en forsvarlig økonomisk ramme. Det vurderes således ikke at være hensigtsmæssigt at stille krav om, at Digital Post-løsningen skal kunne håndtere et i princippet ubegrænset antal filer eller filstørrelse pr. meddelelse. Hertil kommer, at myndighederne har forskellige behov, hvorfor det vurderes uhensigtsmæssigt at stille krav om, at myndighederne skal kunne håndtere ubegrænsede filstørrelser eller et ubegrænset antal filer. Det bør således overlades til den enkelte myndighed at vurdere, hvad den skal kunne håndtere i sine bagvedliggende it-systemer, herunder om myndigheden har behov for at håndtere mere end 10 MB, der i dag udgør en minimumsgrænse, som er mulig at øge. Den faktiske kapacitet i Digital Post-løsningen udgør den øverste grænse for filstørrelse og antal filer, som borgere og virksomheder kan sende pr. meddelelse.

Den faktiske grænse i Digital Post-løsningen, som afsendende myndigheder i dag mødes med, er 99,5 MB. Det betyder, at myndighederne kan sende meddelelser til borgere og virksomheder på op til 99,5 MB. Det forudsætter dog, at myndighedens eget it-system har den fornødne kapacitet.

Den foreslåede lovændring foreslås gennemført som en ændring af den gældende bemyndigelse i § 11, stk. 1. Det må forudses, at der som følge af dels den teknologiske udvikling og dels forskellige behov hos myndighederne, kan være behov for en fleksibel mulighed for at fastsætte nærmere regler om størrelse og antallet af filer, der kan sendes pr. meddelelse, herunder regler om minimumsstørrelse og antal filer, som myndighederne skal kunne håndtere i deres bagvedliggende it-systemer. Dette gælder, såvel når borgere og virksomheder sender meddelelser via Digital Post til myndighederne, som når myndighederne sender meddelelser fra egne systemer via Digital Post til borgere og virksomheder. Myndighedernes behov afspejler således de behov, som borgere og virksomheder har for henholdsvis at kunne sende og modtage post via Digital Post. Det foreslås, at der i §§ 7 og 8 indsættes henvisning til § 11, stk. 1. Det betyder, at de regler, der fastsættes i medfør af § 11, stk. 1 også begrænser retten efter §§ 7 og 8.

Med forslaget ændres den gældende bemyndigelse til at fastsætte nærmere regler om anvendelsen af Digital Post, således at det præciseres at bemyndigelsen også kan anvendes til at fastsætte regler om filstørrelser og antal filer, der kan sendes pr. meddelelse. Formålet hermed er at bringe lovgrundlaget for Digital Post i overensstemmelse med de faktiske muligheder for at sende meddelelser via den digitale postløsning.

2.3. Korrektion af henvisning i § 12, stk. 5.

Den gældende bestemmelse i § 12, stk. 5 fastsætter efter sin ordlyd, at regler om obligatorisk tilslutning af juridiske enheder på grundlag af andre former for registrering end den i § 3, stk. 1 nævnte, tidligst kan træde i kraft samtidig med ikrafttrædelsen af § 3, stk. 1. Det betyder således, at obligatorisk tilslutning af juridiske enheder på grundlag af anden registrering end cvr-nummer tidligst kan ske samtidig med den obligatoriske tilslutning af borgere. Det fremgår af bemærkningerne til § 12, stk. 5, jf. Folketingstidende 2011-12, A, L 160 som fremsat, side 22, at regler udstedt på grundlag af bemyndigelsen i § 3, stk. 3 tidligst kan træde i kraft samtidig med, at § 3, stk. 2 sættes i kraft. Den korrekte henvisning i lovteksten til § 12, stk. 5 skulle derfor rettelig have været til § 3, stk. 2.

Fejlen har ikke haft konsekvenser, idet det ikke har været aktuelt at anvende ikrafttrædelsesbestemmelsen i § 12, stk. 5.

Det foreslås, at § 12, stk. 5 ændres, således at de korrekte henvisninger til § 3, stk. 2 fremgår.

3. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige

Lovforslaget har ingen økonomiske eller administrative konsekvenser for det offentlige.

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

Lovforslaget har ingen økonomiske eller administrative konsekvenser for erhvervslivet.

5. Administrative konsekvenser for borgerne

Lovforslaget har ingen administrative konsekvenser for borgerne.

6. Miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.

7. Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.

8. Hørte myndigheder og organisationer

Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 20. november 2015 til den 18. december 2015 været sendt i høring hos følgende myndigheder og organisationer:

Advokatrådet, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Brugerforeningen, Dansk Blindesamfund, Dansk Byggeri, Danske Regioner, Danske Handicaporganisationer, Dansk Industri, Datatilsynet, Det Centrale Handicapråd, DI-Digital, Finansrådet, Forbrugerombudsmanden, Foreningen Danske Revisorer, FSR-danske revisorer, Foreningen af Socialchefer, Håndværksrådet, Institut for menneskerettigheder, ITB, KL, Landbrug og Fødevarer, Landsforeningen af førtidspensionister, Landforeningen af Psykiatribrugere, Landsorganisationen i Danmark (LO), Rigsrevisionen, SAND - De Hjemløses landsorganisation, SIND, Udbetaling Danmark/ATP, Ældre Sagen.

9. Sammenfattende skema
 
Positive konsekvenser/mindreudgifter
Negative konsekvenser/merudgifter
Økonomiske konsekvenser for stat, regioner og kommuner
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for stat, regioner og kommuner
Ingen
Ingen
Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.
Ingen
Ingen
Miljømæssige konsekvenser
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for borgerne
Ingen
Ingen
Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter


Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Den gældende lovs titel er »Lov om Offentlig Digital Post«. Det foreslås, at titlen ændres til »Lov om Digital Post fra offentlige afsendere«.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 2.1.

Til nr. 2

Ændringen er en konsekvens af nr. 1. Offentlig Digital Post ændres således overalt til: Digital Post.

Til nr. 3

Det fremgår af den gældende § 7, stk. 1, at offentlige afsendere kan anvende postløsningen til at kommunikere med borgere og virksomheder, der er tilsluttet postløsningen med de undtagelser, der følger af § 9. Bestemmelsen i § 9 fastsætter, at offentlige afsenderes ret til at anvende postløsningen begrænses af krav i anden lovgivning, der medfører at en meddelelse skal sendes i fysisk form eller skal sendes digitalt på anden måde. Det foreslås, at der i § 7, stk. 1 indsættes en henvisning til § 11, stk. 1. Det betyder, at de regler, der fastsættes i medfør af § 11, stk. 1 også begrænser retten efter § 7, stk. 1. Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 2.2.2.

Til nr. 4

Det fremgår af den gældende § 8, at borgere og virksomheder vil kunne anvende postløsningen til at sende meddelelser til offentlige afsendere med de undtagelser, der følger af § 9. Bestemmelsen i § 9 fastsætter, at offentlige afsenderes ret til at anvende postløsningen begrænses af krav i anden lovgivning, der medfører at en meddelelse skal sendes i fysisk form eller skal sendes digitalt på anden måde. Det foreslås, at der i § 8 indsættes en henvisning til § 11, stk. 1. Det betyder, at de regler, der fastsættes i medfør af § 11, stk. 1, også begrænser retten efter § 8. Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 2.2.2.

Til nr. 5

Det fremgår af den gældende § 11, stk. 1, at finansministeren bemyndiges til at fastsætte nærmere regler om anvendelsen m.v. af Digital Post. Bestemmelsen kan udnyttes til at fastsætte supplerende bestemmelser af mere teknisk karakter, herunder om anvendelse af særlige digitale formater eller programmer samt om sletning af en digital postkasse ved ophør af en tilslutning.

Det foreslås, at bemyndigelsen i § 11, stk. 1 ændres således, at det fremgår klart, at finansministeren også kan fastsætte regler om den samlede filstørrelse og antallet af filer, der kan sendes pr. meddelelse til og fra en offentlig afsender. En offentlig afsender er en offentlig myndighed m.v., der anvender Digital Post som offentlig afsender, jf. § 7, stk. 5. Om den nærmere begrundelse herfor henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 2.2.2.

Bemyndigelsen kan udnyttes til at fastsætte regler om den maksimale størrelse på filer og antal filer, som det skal være muligt for borgere og virksomheder at sende pr. meddelelse via postløsningen.

Når en virksomhed er afsender og anvender postløsningen via virk.dk, kan denne platform håndtere filer, der fylder op til 40 MB. En meddelelse kan indeholde op til 10 filer, forudsat at disses størrelse samlet ikke overstiger 40 MB. Når en borger er afsender og anvender postløsningen via borger.dk, kan denne platform håndtere op til 60 MB og 10 filer pr. meddelelse, således at den samlede størrelse ikke kan overstige 60 MB. Der skal dog samtidig tages højde for, hvilken filstørrelse en myndighed kan håndtere i sine bagvedliggende it-systemer. Når en myndighed vil sende meddelelser til en borger eller virksomhed, har den nuværende postløsning en begrænsning på 99,5 MB og 10 filer vedhæftet, forudsat at den samlede meddelelse ikke overstiger 99,5 MB. Men der skal samtidig tages højde for, hvilken filstørrelse en myndighed kan håndtere i sine bagvedliggende it-systemer.

De forskellige MB grænser beror således på, at der anvendes forskellige brugergrænseflader i forbindelse med anvendelse af Digital Post-løsningen, alt efter om der er tale om afsendelse eller modtagelse og alt efter, om afsender eller modtager er en borger, virksomhed eller offentlig afsender.

Det er hensigten, at den foreslåede ændring af bemyndigelsen udmøntes samtidig med lovens ikrafttræden. Denne udmøntning vil fastsætte den MB størrelse, som der i dag er garanti for, at alle myndighedssystemer kan modtage. Det er således hensigten, at det skal fremgå, at der gælder en begrænsning på 10 MB og 10 filer, således at den samlede meddelelse ikke overstiger 10 MB. Herved sikres der overensstemmelse med den kapacitet, som alle tilsluttede myndigheder faktisk i dag som minimum kan håndtere. Dette er ikke til hinder for, at en myndighed kan vælge at indrette sine bagvedliggende it-systemer, således at de kan håndtere en anden MB størrelse. I det omfang en myndigheds bagvedliggende it-system kan håndtere op til 60 MB, kan en borger således sende op til 60 MB pr. meddelelse og en virksomhed kan sende op til 40 MB pr. meddelelse. I dag vil dette være tilfældet for ganske få myndighedssystemer. En myndighed, der kan modtage over 10 MB, skal sørge for, at dette tydeligt fremgår i Digital Post-løsningen. Digitaliseringsstyrelsen vil informere myndighederne om, hvorledes en sådan angivelse skal ske.

Når en myndighed sender en meddelelse til en borger eller virksomhed, er grænsen i Digital Post-løsningen i dag 99,5 MB, hvilket er den øvre grænse for en meddelelse sendt til en borger eller virksomhed. Dette forudsætter, at myndighedens eget it-system kan afsende op til 99,5 MB. Udmøntningen vil fastsætte den MB-størrelse, som der i dag er garanti for, at Digital Post- løsningen kan håndtere, når en myndighed sender en meddelelse til en borger eller virksomhed.

Bemyndigelsen vil også kunne anvendes til at fastsætte minimumskrav til størrelsen på filer, som en myndighed skal kunne håndtere i sit bagvedliggende it-system, hvori myndigheden behandler modtaget digital post fra borgere og virksomheder. Dette er dog ikke aktuelt på nuværende tidspunkt. Men det kan ikke afvises, at der på et senere tidspunkt kan opstå behov for fastlæggelse af minimumkrav.

Til nr. 6

Den gældende bestemmelse i § 12, stk. 5 fastsætter efter sin ordlyd, at regler om obligatorisk tilslutning af juridiske enheder på grundlag af andre former for registrering end den i § 3, stk. 1 nævnte, tidligst kan træde i kraft samtidig med ikrafttrædelsen af § 3, stk. 1. Den korrekte henvisning skal imidlertid være til § 3, stk. 2. Det foreslås derfor, at de to henvisninger ændres fra § 3, stk. 1 til § 3, stk. 2.

Den obligatoriske tilslutning af virksomheder trådte i kraft den 1. november 2013. Den obligatoriske tilslutning af borgere trådte i kraft den 1. november 2014. Fastsættelse af regler om, at anden registrering end cvr-nummer skal medføre obligatorisk tilslutning til Digital Post har således efter bestemmelsens ordlyd tidligst kunnet træde i kraft den 1. november 2014, mens det ifølge bemærkningerne til bestemmelsen, jf. Folketingstidende 2011-12, A, L 160 som fremsat, side 22, var hensigten, at dette skulle kunne ske fra den 1. november 2013, hvor den obligatoriske tilslutning af virksomheder trådte i kraft. Det har ikke i perioden mellem 1. november 2013 og 1. november 2014 været aktuelt at anvende ikrafttrædelsesbestemmelsen i § 12, stk. 5. Fejlen har således ikke haft konsekvenser.

Der henvises til pkt. 2.3. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til § 2

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 2016.


Bilag 1

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Gældende formulering
 
Lovforslaget
   
  
§ 1
   
  
I lov nr. 528 af 11. juni 2012 om Offentlig Digital Post foretages følgende ændringer:
   
  
1. Lovens titel affattes således:
   
Lov om Offentlig Digital Post
 
»Lov om Digital Post fra offentlige afsendere«.
   
  
2. Over alt i loven ændres »Offentlig Digital Post« til: »Digital Post«.
   
§ 7. Offentlige afsendere, jf. stk. 5, kan, jf. dog § 9, anvende Offentlig Digital Post til kommunikation med fysiske personer og juridiske enheder, der er tilsluttet postløsningen efter § 3 eller § 4 med de retsvirkninger, der følger af § 10. Ved kommunikation forstås afsendelse af alle dokumenter og meddelelser m.v., herunder afgørelser.
Stk. 2-5. ---
 
3. I § 7, stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »§ 9«: »og regler fastsat i medfør af § 11, stk. 1«.
   
§ 8. Fysiske personer og juridiske enheder, der er tilsluttet efter § 3 eller § 4, kan, jf. dog § 9, anvende postløsningen til kommunikation med offentlige afsendere, jf. § 7, stk. 5, med de retsvirkninger, der følger af § 10.
 
4. I § 8 indsættes efter »§ 9«: »og regler fastsat i medfør af § 11, stk. 1«.
   
§ 11. Finansministeren kan fastsætte nærmere regler om anvendelsen m.v. af Offentlig Digital Post, herunder om anvendelse af særlige formater eller programmer.
Stk. 2. ---
 
5. § 11, stk.1, affattes således:
»Finansministeren kan fastsætte nærmere regler om anvendelsen af Digital Post, herunder om anvendelse af særlige formater og programmer samt om størrelsen og antallet af filer, der kan sendes pr. meddelelse til og fra en offentlig afsender.«
   
§ 12. ---
Stk. 2-4. ---
  
Stk. 5. Regler fastsat i medfør af § 3, stk. 3, om obligatorisk tilslutning af juridiske enheder på grundlag af andre former for registrering end den i § 3, stk. 1, nævnte, kan tidligst træde i kraft samtidig med ikrafttrædelsen af § 3, stk. 1.
 
6. To steder i § 12, stk. 5, ændres »§ 3, stk. 1« til: »§ 3, stk. 2«.
   
  
§ 2
   
  
Loven træder i kraft den 1. juli 2016.