L 132 Forslag til lov om ændring af lov om luftfart.

(Regulering af mindre droner, justering af arbejdsmiljøregler samt afgifter og gebyrer).

Af: Transport- og bygningsminister Hans Christian Schmidt (V)
Udvalg: Transport- og Bygningsudvalget
Samling: 2015-16
Status: Stadfæstet

Lovforslag som optrykt efter 2. behandling

Optrykt: 26-05-2016

Efter afstemningen i Folketinget ved 2. behandling den 26. maj 2016

20151_l132_efter_2behandling.pdf
Html-version

Efter afstemningen i Folketinget ved 2. behandling den 26. maj 2016

Forslag

til

Lov om ændring af lov om luftfart

(Regulering af mindre droner, justering af arbejdsmiljøregler samt afgifter og gebyrer)

§ 1

I lov om luftfart, jf. lovbekendtgørelse nr. 1036 af 28. august 2013, som ændret senest ved § 39 i lov nr. 426 af 18. maj 2016, foretages følgende ændringer:

1. I § 40 c ændres »1-4« til: »1-9«.

2. I § 40 d, stk. 1, og § 40 e, stk. 1, ændres »5« til: »10«.

3. I § 40 d, stk. 1, ændres »sikkerhedsrepræsentant« til: »arbejdsmiljørepræsentant«.

4. I § 40 d, stk. 2, ændres »sikkerhedsrepræsentantens« til: »arbejdsmiljørepræsentantens«.

5. I § 40 d, stk. 2-4, ændres »sikkerhedsrepræsentanten« til: »arbejdsmiljørepræsentanten«.

6. I § 40 d, stk. 5, ændres »Sikkerhedsrepræsentanten« til: »Arbejdsmiljørepræsentanten«.

7. I § 40 e, stk. 1, ændres »et sikkerhedsudvalg« til: »en arbejdsmiljøorganisation«.

8. I § 40 e, stk. 2, 1. pkt., stk. 3 og 4, ændres »Sikkerhedsudvalget« til: »Arbejdsmiljøorganisationen«.

9. I § 40 e, stk. 2, 1. pkt., § 40 f, 1. pkt., og § 40 g, stk. 2, ændres »sikkerhedsrepræsentanter« til: »arbejdsmiljørepræsentanter«.

10. I § 40 e, stk. 2, 2. pkt., ændres »Det enkelte sikkerhedsudvalg« til: »Den enkelte arbejdsmiljøorganisation«.

11. I § 40 f, 1. pkt., ændres »sikkerhedsudvalget« til: »arbejdsmiljøorganisationen«.

12. I § 40 g, stk. 2, ændres »sikkerhedsudvalg« til: »arbejdsmiljøorganisationer«, og »udvalgets« ændres til: »arbejdsmiljøorganisationens«.

13. Efter kapitel 9 indsættes:

»Kapitel 9 a

Regulering af mindre droner

Definition

§ 126 b. Ved en drone forstås et ubemandet luftfartøj.

Stk. 2. Ved en mindre drone forstås et ubemandet luftfartøj, som ligger inden for den øvre vægtgrænse, som er fastsat i medfør af stk. 3.

Stk. 3. Transport- og bygningsministeren fastsætter nærmere bestemmelser om en øvre vægtgrænse for, hvad der forstås ved en mindre drone.

Stk. 4. Transport- og bygningsministeren kan fastsætte bestemmelser om, at mindre droner under en nærmere fastsat minimumsvægtgrænse helt eller delvis undtages fra reglerne i denne lov.

Operative flyveregler

§ 126 c. Flyvning med mindre droner skal udføres på en sådan måde, at andres liv og ejendom ikke udsættes for fare eller anden unødig ulempe.

Stk. 2. Flyvning med mindre droner må alene ske uden for flyvesikkerhedsmæssigt kritiske områder, sikringsmæssigt kritiske områder og særligt følsomme naturområder, medmindre andet følger af bestemmelser fastsat i medfør af stk. 4 og 5 og § 126 i.

Stk. 3. Transport- og bygningsministeren fastsætter nærmere bestemmelser om operative flyveregler.

Stk. 4. Transport- og bygningsministeren fastsætter nærmere bestemmelser om flyvning over flyvesikkerhedsmæssigt kritiske områder og særligt følsomme naturområder med mindre droner, jf. stk. 2.

Stk. 5. Transport- og bygningsministeren kan efter forhandling med justitsministeren fastsætte nærmere bestemmelser om flyvning over sikringsmæssigt kritiske områder med mindre droner, herunder droner under en nærmere fastsat minimumsvægtgrænse, samt bestemmelser, der har til formål at sikre privatlivets fred.

Flyvning uden for bymæssigt område

§ 126 d. Flyvning med mindre droner uden for bymæssigt område kræver, at føreren af dronen har erhvervet dronetegn udstedt af transport- og bygningsministeren, medmindre føreren af dronen er medlem af en anerkendt modelflyveorganisation. Dronetegnet skal fremvises til politiet på forlangende.

Stk. 2. Flyvning med mindre droner uden for bymæssigt område kræver, at ejeren af dronen har tegnet ansvarsforsikring i henhold til § 130.

Stk. 3. Flyvning med mindre droner uden for bymæssigt område kræver, at dronen kan identificeres, og at ejeren af dronen er registreret hos Trafik- og Byggestyrelsen, medmindre flyvningen foregår fra en godkendt modelflyveplads og i det dertil knyttede luftrum.

Stk. 4. Transport- og bygningsministeren fastsætter nærmere bestemmelser om de forhold, der er nævnt i stk. 1-3, herunder nærmere bestemmelser om erhvervelse og registrering af dronetegn.

Stk. 5. Transport- og bygningsministeren kan fastsætte nærmere bestemmelser om, at flyvning uden for bymæssigt område med mindre droner, som grundet dronens konstruktion eller vægt indebærer en øget flyvesikkerhedsmæssig risiko, alene må ske, hvis føreren er fyldt 16 år.

Flyvning i bymæssigt område

§ 126 e. Flyvning med mindre droner i bymæssigt område må alene ske i professionelt øjemed, og hvis

1) føreren af dronen har erhvervet dronebevis udstedt af transport- og bygningsministeren,

2) føreren af dronen er fyldt 18 år,

3) ejeren af dronen har tegnet ansvarsforsikring i henhold til § 130,

4) dronen kan identificeres og

5) dronen er registreret hos Trafik- og Byggestyrelsen.

Stk. 2. Dronebeviset skal fremvises til politiet på forlangende.

Stk. 3. Transport- og bygningsministeren kan fastsætte nærmere bestemmelser om betingelserne i stk. 1, herunder bestemmelser om registrering af dronebevis.

Flyvning, som er forbundet med en forhøjet flyvesikkerhedsmæssig risiko

§ 126 f. Flyvning med mindre droner, som er forbundet med en forhøjet flyvesikkerhedsmæssig risiko, herunder bl.a. droneflyvning over områder, hvor et større antal mennesker er samlet i fri luft, kræver tilladelse af transport- og bygningsministeren.

Stk. 2. Transport- og bygningsministeren fastsætter nærmere bestemmelser om tilladelse og om flyvning, der er forbundet med en forhøjet flyvesikkerhedsmæssig risiko, jf. stk. 1.

Flyvning under påvirkning af spiritus, bevidsthedspåvirkende stoffer, sygdom m.v.

§ 126 g. Flyvning eller forsøg på flyvning med mindre droner i bymæssigt område eller flyvning, hvortil der kræves tilladelse efter § 126 f, må ikke finde sted, hvis føreren af dronen har indtaget spiritus i et sådant omfang, at

1) alkoholkoncentrationen i blodet under eller efter fly?v­ningen overstiger 0,50 promille eller alkoholkoncentrationen i udåndingsluften under eller efter flyvningen overstiger 0,25 mg pr. liter luft eller

2) føreren i øvrigt ikke kan føre dronen på fuldt betryggende måde.

Stk. 2. Flyvning eller forsøg på flyvning med mindre droner i bymæssigt område eller flyvning, hvortil der kræves tilladelse efter § 126 f, må ikke finde sted, hvis førerens blod under eller efter flyvningen indeholder bevidsthedspåvirkende stoffer, som efter regler fastsat af transport- og bygningsministeren er klassificeret som farlige for flyvesikkerheden, og som ikke er indtaget i henhold til en lovlig recept. 1. pkt. gælder tilsvarende for stoffer, som den pågældende har indtaget i henhold til en lovlig recept, hvis indtagelsen ikke er sket i overensstemmelse med recepten.

Stk. 3. Flyvning eller forsøg på flyvning med mindre droner i bymæssigt område eller flyvning, hvortil der kræves tilladelse efter § 126 f, må endvidere ikke finde sted, hvis føreren af dronen på grund af sygdom, svækkelse, overanstrengelse, mangel på søvn, påvirkning af opstemmende eller bedøvende midler eller af lignende årsager befinder sig i en sådan tilstand, at denne er ude af stand til at føre dronen på fuldt betryggende måde.

Stk. 4. Politiet kan til enhver tid kræve, at føreren af en mindre drone afgiver udåndings-, spyt- eller svedprøve eller lader sine øjne besigtige.

Stk. 5. Politiet kan fremstille en fører af en mindre drone til udtagelse af blod- og urinprøve, hvis der er grund til at antage, at vedkommende har overtrådt stk. 1, 2 eller 3, eller vedkommende nægter at medvirke til en udåndingsprøve, spytprøve, svedprøve eller øjenbesigtigelse. Angår mistanken andre forhold end spirituspåvirkning, kan politiet tillige fremstille den pågældende til undersøgelse af en læge. Det samme gælder ved mistanke om spirituspåvirkning, når særlige omstændigheder taler derfor.

Stk. 6. Justitsministeren kan fastsætte bestemmelser om de prøver og undersøgelser, der er nævnt i stk. 4 og 5.

Trafikinformation og konstruktion, udstyr og vedligeholdelse

§ 126 h. Transport- og bygningsministeren kan ud over de forhold, der er nævnt i §§ 126 b-126 g, fastsætte bestemmelser om særlige tekniske forhold for mindre droner, herunder om trafikinformation i forbindelse med flyvning med mindre droner og konstruktion, udstyr og vedligeholdelse.

Politi og redningsberedskab

§ 126 i. Transport- og bygningsministeren kan efter forhandling med forsvarsministeren fastsætte bestemmelser om særlige forhold for mindre droner, der anvendes i forbindelse med redningsberedskabet.

Stk. 2. Justitsministeren kan efter forhandling med transport- og bygningsministeren fastsætte bestemmelser om særlige forhold for politiets anvendelse af mindre droner.«

14. § 148 affattes således:

»§ 148. For udførelse af Trafik- og Byggestyrelsens opgaver vedrørende civil luftfart betales afgifter og gebyrer i overensstemmelse med stk. 2-7. Afgiften dækker omkostninger forbundet med Trafik- og Byggestyrelsens tilsyn med civil luftfart, herunder tilsyn med aktører, der ikke er pålagt afgiften i medfør af stk. 2, men hvis aktivitet har betydning for luftfartspassagerernes sikkerhed.

Stk. 2. For udførelse af Trafik- og Byggestyrelsens opgaver vedrørende tilsyn med den civile luftfart betaler et luftfartsselskab en afgift på 5,50 kr. for hver passager, som selskabet befordrer. Afgiften betales for passagerer, som rejser med et luftfartøj, der er godkendt til mere end 10 passagersæder, eller som har en maksimal startvægt på mere end 5.700 kg, og som afgår fra en dansk flyveplads, hvis benyttelse til flyvning står åben for offentligheden, jf. dog stk. 3.

Stk. 3. Afgiften nævnt i stk. 2 betales ikke for passagerer under 2 år, transit- og transferpassagerer samt luftfartsselskabets personale på tjenesterejse.

Stk. 4. Afgiften i stk. 2 reguleres en gang årligt med 2 pct. tillagt tilpasningsprocenten for det pågældende finansår, jf. lov om en satsreguleringsprocent, og fratrukket passagervækstprocenten mellem de to perioder på 12 måneder, der begyndte henholdsvis 36 og 24 måneder før det pågældende finansår. Det herefter fremkomne beløb afrundes til nærmeste 25 øre. Transport- og bygningsministeren bekendtgør reguleringen hvert år.

Stk. 5. Transport- og bygningsministeren fastsætter gebyrerne for Trafik- og Byggestyrelsens øvrige opgaver vedrørende civil luftfart, herunder tiltrædelseskontrol og kursusvirksomhed i henhold til denne lov eller fællesskabsretlige regler på luftfartsområdet.

Stk. 6. Betales afgiften efter stk. 2 og gebyrerne efter stk. 5 ikke rettidigt, tillægges renter i overensstemmelse med rentelovens § 5.

Stk. 7. Transport- og bygningsministeren kan fastsætte regler om opkrævning m.v. af afgiften efter stk. 2 og gebyrer fastsat i medfør af stk. 5, herunder regler om betaling for erindringsskrivelser m.v.«

15. I § 149 indsættes som stk. 16 og 17:

»Stk. 16. Overtrædelse af § 126 c, stk. 1 og 2, § 126 d, stk. 1-3, § 126 e, stk. 1 og 2, og § 126 f, stk. 1, straffes med bøde.

Stk. 17. Overtrædelse af § 126 g, stk. 1-3, straffes med bøde. Straffen kan stige til fængsel indtil 1 år, hvis føreren tidligere er dømt efter § 126 g, stk. 1-3.«

16. I § 150 indsættes som stk. 10-22:

»Stk. 10. Føreren af en mindre drone skal betinget frakendes retten til i professionelt øjemed at føre en mindre drone i bymæssigt område eller til at føre en mindre drone, hvortil der kræves tilladelse efter § 126 f, stk. 1, hvis

1) føreren har gjort sig skyldig i overtrædelse af § 126 g, stk. 1, der ikke er omfattet af stk. 12, nr. 1,

2) føreren har gjort sig skyldig i overtrædelse af § 126 g, stk. 2, 2. pkt., eller overtrædelse af § 126 g, stk. 3, der ikke er omfattet af stk. 12, nr. 2, eller

3) føreren af dronen under tilsidesættelse af væsentlige hensyn til flyvesikkerheden har voldt skade på person eller ting eller fremkaldt fare herfor.

Stk. 11. Betinget frakendelse efter stk. 10 sker på vilkår, at den pågældende i en prøvetid på 3 år fra endelig dom ikke fører en mindre drone under sådanne omstændigheder, at retten til at føre en mindre drone skal frakendes. Ved betinget frakendelse udsættes fastsættelsen af frakendelsestiden.

Stk. 12. Føreren af en mindre drone skal ubetinget frakendes retten til i professionelt øjemed at føre en mindre drone i bymæssigt område eller til at føre en mindre drone, hvortil der kræves tilladelse efter § 126 f, stk. 1, for et tidsrum af mellem 2 og 10 år, hvis

1) føreren har gjort sig skyldig i overtrædelse af § 126 g, stk. 1, med en alkoholkoncentration i blodet under eller efter flyvningen over 1,20 promille eller en alkoholkoncentration i udåndingsluften under eller efter flyv­­ningen over 0,60 mg pr. liter luft,

2) føreren har gjort sig skyldig i overtrædelse af § 126 g, stk. 2, 1. pkt., eller under skærpende omstændigheder har gjort sig skyldig i overtrædelse af § 126 g, stk. 3,

3) føreren af dronen forsætligt har voldt skade på andres person eller ting, forsætligt har fremkaldt nærliggende fare herfor eller i øvrigt har ført en mindre drone på særlig hensynsløs måde,

4) føreren har gjort sig skyldig i flere forhold, der hver for sig er omfattet af stk. 10,

5) føreren tidligere er betinget frakendt retten til at føre en mindre drone og har begået et nyt forhold omfattet af stk. 10 i prøvetiden eller

6) føreren tidligere er frakendt retten til at føre en mindre drone ubetinget og har begået et nyt forhold, der er omfattet af nr. 1-3 eller stk. 10, inden 2 år efter udløbet af frakendelsestiden.

Stk. 13. Under særligt formildende omstændigheder kan der ske betinget frakendelse i tilfælde, hvor frakendelse efter stk. 12 ellers skulle ske ubetinget.

Stk. 14. Skønner Trafik- og Byggestyrelsen, at betingelserne for ubetinget frakendelse af retten til at føre en mindre drone eller retten til at føre en mindre drone, hvortil der kræves tilladelse efter § 126 f, stk. 1, foreligger, kan Trafik- og Byggestyrelsen midlertidigt inddrage retten til at føre en mindre drone eller retten til at føre en mindre drone, hvortil der kræves tilladelse efter § 126 f, stk. 1. Trafik- og Byggestyrelsen skal i forbindelse hermed vejlede føreren om prøvelsesretten, jf. stk. 15.

Stk. 15. Den, hvis ret til at føre en mindre drone eller ret til at føre en mindre drone, hvortil der kræves tilladelse efter § 126 f, stk. 1, er midlertidigt inddraget, kan forlange inddragelsen prøvet af retten. Retten træffer ved kendelse afgørelse om inddragelsen.

Stk. 16. Det tidsrum, hvori retten til at føre en mindre drone eller retten til at føre en mindre drone, hvortil der kræves tilladelse efter § 126 f, stk. 1, har været inddraget, fradrages i frakendelsestiden.

Stk. 17. Anke af en dom, hvorved der er sket ubetinget frakendelse, efter at retten til at føre en mindre drone eller retten til at føre en mindre drone, hvortil der kræves tilladelse efter § 126 f, stk. 1, har været inddraget i medfør af stk. 14, har ikke opsættende virkning for dommens bestemmelse om frakendelse, medmindre andet bestemmes af byretten ved kendelse. I andre tilfælde kan byretten på begæring af anklagemyndigheden ved kendelse bestemme, at anke ikke skal have opsættende virkning.

Stk. 18. Afsiges der i en sag, hvori retten til at føre en mindre drone eller retten til at føre en mindre drone, hvortil der kræves tilladelse efter § 126 f, stk. 1, er inddraget efter stk. 14, frifindende dom med hensyn til spørgsmålet om frakendelse, eller sker frakendelsen betinget, skal dronebeviset eller tilladelsen efter § 126 f, stk. 1, udleveres, selv om dommen ankes.

Stk. 19. Er retten til at føre en mindre drone eller retten til at føre en mindre drone, hvortil der kræves tilladelse efter § 126 f, stk. 1, i henhold til denne lov frakendt nogen for længere tid end 3 år, kan spørgsmålet om generhvervelse af retten inden frakendelsestidens udløb indbringes for domstolene. Indbringelsen sker efter reglerne i straffelovens § 78, stk. 3, og kan tidligst finde sted, når der er forløbet 3 år af frakendelsestiden. Retten kan kun gengives, når ganske særlige omstændigheder foreligger. Har retten til at være fører tidligere været frakendt vedkommende ubetinget, kan gengivelse af retten til at føre en mindre drone eller retten til at føre en mindre drone, hvortil der kræves tilladelse efter § 126 f, stk. 1, inden frakendelsestidens udløb kun ske rent undtagelsesvis, og indbringelsen kan tidligst finde sted, når der er forløbet 6 år af frakendelsestiden.

Stk. 20. Såfremt der inden udløbet af frakendelsestiden er sket fornyet frakendelse af retten til at føre en mindre drone eller retten til at føre en mindre drone, hvortil der kræves tilladelse efter § 126 f, stk. 1, regnes de i stk. 19 nævnte frister for indbringelse af spørgsmålet om generhvervelse for domstolene fra datoen for den seneste dom, hvorved førerretten er frakendt den pågældende.

Stk. 21. Reglerne i kapitel 93 a i lov om rettens pleje finder anvendelse på krav om erstatning for frakendelse eller inddragelse af retten til at føre en mindre drone eller retten til at føre en mindre drone, hvortil der kræves tilladelse efter § 126 f, stk. 1, i anledning af strafforfølgning.

Stk. 22. § 150, stk. 1-9, og §§ 150 a-150 d finder ikke anvendelse ved frakendelse af retten til i professionelt øjemed at føre en mindre drone i bymæssigt område eller retten til at føre en mindre drone, hvortil der kræves tilladelse efter § 126 f, stk. 1.«

§ 2

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 2016, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Transport- og bygningsministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttræden af lovens § 1, nr. 13, 15 og 16. Ministeren kan herunder bestemme, at forskellige dele af disse numre træder i kraft på forskellige tidspunkter.

§ 3

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes helt eller delvis i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som de færøske og grønlandske forhold tilsiger.