L 123 Forslag til lov om ændring af lov om indkomstbeskatning af aktieselskaber m.v., aktieavancebeskatningsloven, virksomhedsskatteloven og forskellige andre love og om ophævelse af lov om investeringsfonds.

(Tilpasning i forhold til EU-retten med hensyn til genbeskatning af underskud i faste driftssteder, definition af datterselskabsaktier og nedsættelse af indkomstskattesatsen på udgående udbytter samt indgreb mod omgåelse af udbyttebeskatningen i forbindelse med investering i investeringsinstitutter, justering af indgrebet i virksomhedsordningen og andre justeringer af erhvervsbeskatningen).

Af: Skatteminister Karsten Lauritzen (V)
Udvalg: Skatteudvalget
Samling: 2015-16
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 23-02-2016

Skriftlig fremsættelse (23. februar 2016)

20151_l123_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (23. februar 2016)

Skatteministeren (Karsten Lauritzen):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om indkomstbeskatning af aktieselskaber m.v., aktieavancebeskatningsloven, virksomhedsskatteloven og forskellige andre love samt ophævelse af lov om investeringsfonds (Tilpasning i forhold til EU-retten med hensyn til genbeskatning af underskud i faste driftssteder, definition af datterselskabsaktier og nedsættelse af indkomstskattesatsen på udgående udbytter samt indgreb mod omgåelse af udbyttebeskatningen i forbindelse med investering i investeringsinstitutter, justering af indgrebet i virksomhedsordningen og andre justeringer af erhvervsbeskatningen)

(Lovforslag nr. L 123)

Formålet med lovforslaget er at skabe klarhed om retstilstanden på en række områder i erhvervsbeskatningen. Regeringen ønsker at tilvejebringe så entydige regler som muligt på de enkelte retsområder, så virksomhederne med rimelig sikkerhed ved, hvad der gælder.

Formålet med en del af lovforslaget er at bringe erhvervsbeskatningen i overensstemmelse med EU-retten på tre punkter, hvor den gældende lovgivning er i strid med EU-traktatens bestemmelser om fri bevægelighed. For det første foreslås der som opfølgning på en dom fra EU-Domstolen en justering af reglerne om genbeskatning af udenlandske underskud fra før 2005 i faste driftssteder. For det andet foreslås en justering af definitionen af datterselskabsaktier som følge af en anden dom fra EU-Domstolen. For det tredje foreslås en nedsættelse til 22 pct. af beskatningen af udenlandske selskaber, der modtager udbytter fra danske selskaber.

Derudover har lovforslaget til formål at imødegå muligheden for omgåelse af udbyttebeskatning ved investering via investeringsinstitutter. Det er i forbindelse med "SKAT ud af krisen - Et oplæg til politisk samling" bl.a. tilkendegivet, at Skatteministeriet vil analysere de gældende regler for beskatning, indeholdelse og indberetning af udbytte med henblik på at sikre, at reglerne er tilstrækkeligt robuste. Det er konstateret, at der er to muligheder for, at der efter de gældende regler for investeringsinstitutter kan ske omgåelse af udbyttebeskatningen, ved at skattepligtige udbytter konverteres til skattefrie avancer.

Endvidere har lovforslaget til formål at foretage en justering af indgrebet i virksomhedsordningen, der blev gennemført i 2014. Bl.a. foreslås der en justering af reglen om beskatning ved sikkerhedsstillelse, der skal sikre, at der ikke kan ske en utilsigtet udnyttelse af virksomhedsordningen. Hensigten med justeringen af indgrebet i virksomhedsordningen er bl.a. at sikre, at der er klarhed over de skattemæssige konsekvenser ved at stille virksomhedens aktiver til sikkerhed for gæld, der ikke indgår i virksomhedsordningen.

Endelig foreslås en række mindre justeringer af erhvervsbeskatningen.

Det skønnes, at lovforslaget samlet set vil medføre et varigt mindreprovenu på ca. 50 mio. kr. årligt efter tilbageløb og adfærd.

De dele af lovforslaget, der vedrører imødegåelse af muligheden for omgåelse af udbyttebeskatning ved investering via investeringsinstitutter samt en mindre ændring af indberetningsreglerne for administratorer af værdipapirfonde, har ikke været på høring forud for fremsættelsen. Endvidere er justeringen af indgrebet i virksomhedsordningen væsentligt ændret i forhold til det udkast af lovforslaget, der blev sendt i høring i efteråret 2015. Disse dele af lovforslaget sendes derfor i høring i forbindelse med fremsættelsen med høringsfrist den 30. marts 2016.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.