B 74 Forslag til folketingsbeslutning om anhænger til motorcykel m.v.

Udvalg: Transport- og Bygningsudvalget
Samling: 2015-16
Status: Bortfaldet

Beslutningsforslag som fremsat

Fremsat: 24-02-2016

Fremsat den 24. februar 2016 af Kim Christiansen (DF), Bent Bøgsted (DF), Kristian Thulesen Dahl (DF ), Mette Hjermind Dencker (DF), Søren Espersen (DF), Morten Marinus (DF), Peter Kofod Poulsen (DF) og Peter Skaarup (DF)

20151_b74_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 24. februar 2016 af Kim Christiansen (DF), Bent Bøgsted (DF), Kristian Thulesen Dahl (DF ), Mette Hjermind Dencker (DF), Søren Espersen (DF), Morten Marinus (DF), Peter Kofod Poulsen (DF) og Peter Skaarup (DF)

Forslag til folketingsbeslutning

om anhænger til motorcykel m.v.

Folketinget pålægger regeringen inden udgangen af indeværende folketingsår at fremsætte de nødvendige lovforslag og foretage de nødvendige ændringer i administrative forskrifter med henblik på at sikre følgende:

- Totalvægten af en motorcykels påhængskøretøj/anhænger må være op til halvdelen af motorcyklens egenvægt.

- Den tilladte brede af en motorcykels påhængskøretøj/anhænger øges til 1,3 m, såfremt motorcyklen er påmonteret sidevogn.

- Fremover tillades det at føre trike (trehjulet motorcykel) med gyldigt motorcykelkørekort.

Bemærkninger til forslaget

Nærværende beslutningsforslag har til formål at sikre, at totalvægten af motorcyklens påhængskøretøj/anhænger højst må være halvdelen af motorcyklens egenvægt, at den tilladte bredde af en motorcykels påhængskøretøj/anhænger øges til 1,3 m, såfremt motorcyklen er påmonteret sidevogn, og at det fremover tillades at føre trike (trehjulet motorcykel) med gyldigt motorcykelkørekort.

Ifølge de gældende regler for kørsel med vogntog, hvor det trækkende køretøj er en motorcykel, må trailervægten ikke overstige halvdelen af motorcyklens vægt, dog maksimum 150 kg. Nogle motorcykler har dog så stor en egenvægt, at lasteevnen bliver minimal. Eksempelvis vejer en Honda Gold Wing over 350 kg.

I følge de gældende regler må en motorcykel med sidevogn have en bredde, der ikke overstiger 2,55 m. Der gælder dog en maksimal bredde for påhængskøretøj til motorcykel på blot 1 m. Da en motorcykel med påmonteret sidevogn oftest har en bredde på 2 m, vil det være uden betydning, at trailerbredden øges til 1,3 m, hvis motorcyklen har påmonteret sidevogn.

Ifølge de gældende regler er det ikke nok med et motorcykelkørekort for at føre trike (en trehjulet motorcykel). Man skal have kørekort til bil, da en trike indregistreres som en bil. I andre lande kan man føre trike med et motorcykelkørekort. Dette er eksempelvis tilfældet i Storbritannien.

Skriftlig fremsættelse

Kim Christiansen (DF):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om anhænger til motorcykel m.v.

(Beslutningsforslag nr. B 74)

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.