B 182 Forslag til folketingsbeslutning om ændring af ressourceforløbsordningen.

Udvalg: Beskæftigelsesudvalget
Samling: 2015-16
Status: Forkastet

Betænkning

Afgivet: 25-05-2016

Betænkning afgivet af Beskæftigelsesudvalget den 25. maj 2016

20151_b182_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Beskæftigelsesudvalget den 25. maj 2016

1. Udvalgsarbejdet

Beslutningsforslaget blev fremsat den 12. april 2016 og var til 1. behandling den 23. maj 2016. Beslutningsforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Beskæftigelsesudvalget.

Møder

Udvalget har behandlet beslutningsforslaget i 1 møde.

2. Indstillinger og politiske bemærkninger

Et flertal i udvalget (S, V, LA, RV, SF og KF) indstiller beslutningsforslaget til forkastelse.

Et mindretal i udvalget (DF og ALT) vil stemme hverken for eller imod beslutningsforslaget ved 2. (sidste) behandling.

Alternativets medlemmer af udvalget ser bestemt positivt på beslutningsforslaget og intentionerne bag det. Beslutningsforslaget har til hensigt at rette op på nogle af de slagsider, der har været ved reformen af førtidspension og fleksjob. Ideen med ressourceforløbene er god, og der er mange tilfælde, hvor det er den helt rigtige ordning for mennesker, der af den ene eller den anden årsag har en nedsat arbejdsevne. Desværre har erfaringen vist, at mange kommuner har en praksis, hvor nogle borgere parkeres i meningsløse og for nogles vedkommende ligefrem skadelige ressourceforløb. Sådan skal det ikke være, og ALT bifalder derfor beslutningsforslaget. Der er dog enkelt dele af det relativt detaljerede beslutningsforslag, som Alternativet har svært ved at støtte. Det gælder finansieringen, hvor Alternativet ser andre former for lighedsskabende beskatninger mere hensigtsmæssige end den nævnte millionærskat, og det gælder det foreslåede loft over sager, den koordinerende sagsbehandler må håndtere. Det er et sympatisk tiltag, og i mange kommuner er der bestemt behov for at få nedbragt sagsbehandlingstiden. Men Alternativet ser det ikke som en hensigtsmæssig løsning at diktere et præcist antal sager fra Christiansborg, da der er stor forskel på de konkrete sager, og kommunerne skal have en fleksibilitet, så de selv kan finde gode løsninger på at nedbringe sagsbehandlingstiderne - en proces, som flere kommuner allerede er godt i gang med, bl.a. med investeringer efter den såkaldte Herningmodel m.v. På den baggrund vil Alternativet hverken stemme for eller imod beslutningsforslaget, som det ligger i sin meget konkrete form, men ALT indgår meget gerne i videre drøftelser herom.

Et andet mindretal i udvalget (EL) indstiller beslutningsforslaget til vedtagelse uændret.

Enhedslistens medlemmer af udvalget mener, at beslutningsforslaget vil være en væsentlig forbedring af borgernes rettigheder i forbindelse med ressourceforløb. Det skal sikre, at der sættes begrænsninger i kommunernes muligheder for at bruge ressourceforløb til at udskyde stillingtagen til førtidspension, fleksjob og revalidering, og at syge borgere ikke sendes i arbejdsprøvninger, praktik eller anden foranstaltning imod lægelige anbefalinger. Enhedslisten beklager derfor, at et flertal i Folketinget afviser beslutningsforslaget. Enhedslisten noterer sig med tilfredshed, at Alternativet og Dansk Folkeparti er positive over for intentionerne. Enhedslisten noterer sig, at ALT og DF ikke kan tilslutte sig forslaget om finansiering i form af en millionærskat. Enhedslisten skal derfor tilkendegive, at EL naturligvis er åben over for en forhandling af beslutningsforslagets enkelte dele, ligesom Enhedslisten også er åben over for at finde en anden finansieringskilde, blot den har samme klare sociale profil.

Inuit Ataqatigiit, Siumut, Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

Bent Bøgsted (DF) fmd. Jens Henrik Thulesen Dahl (DF) Peter Kofod Poulsen (DF) Mette Hjermind Dencker (DF) Marlene Harpsøe (DF) Pernille Bendixen (DF) Hans Andersen (V) Peter Juel Jensen (V) Louise Schack Elholm (V) Carl Holst (V) Anni Matthiesen (V) Britt Bager (V) Joachim B. Olsen (LA) Laura Lindahl (LA) Rasmus Jarlov (KF) Ane Halsboe-Jørgensen (S) Bjarne Laustsen (S) nfmd. Jeppe Bruus (S) Leif Lahn Jensen (S) Lennart Damsbo-Andersen (S) Pernille Rosenkrantz-Theil (S) Peter Hummelgaard Thomsen (S) Henning Hyllested (EL) Christian Juhl (EL) Finn Sørensen (EL) Josephine Fock (ALT) Torsten Gejl (ALT) Sofie Carsten Nielsen (RV) Karsten Hønge (SF)

Inuit Ataqatigiit, Siumut, Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Socialdemokratiet (S)46
Dansk Folkeparti (DF)37
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)34
Enhedslisten (EL)14
Liberal Alliance (LA)13
Alternativet (ALT)10
Radikale Venstre (RV)8
Socialistisk Folkeparti (SF)7
Det Konservative Folkeparti (KF)6
Inuit Ataqatigiit (IA)1
Siumut (SIU)1
Tjóðveldi (T)1
Javnaðarflokkurin (JF)1

Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende B 182

Bilagsnr.
Titel
1
Udkast til betænkning