B 16 Forslag til folketingsbeslutning om Danmarks ratifikation af overenskomst om oprettelse af Den Asiatiske Infrastrukturinvesteringsbank.

Af: Udenrigsminister Kristian Jensen (V)
Udvalg: Udenrigsudvalget
Samling: 2015-16
Status: Vedtaget

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 22-10-2015

Skriftlig fremsættelse (22. oktober 2015)

20151_b16_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (22. oktober 2015)

Udenrigsministeren (Kristian Jensen):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om Danmarks rati­fikation af overenskomst om oprettelse af Den Asiatiske Infrastruktur Investeringsbank.

(Beslutningsforslag nr. B . . . .)

Vedlagte forslag til folketingsbeslutning fremsættes med henblik på at indhente Folketingets samtykke til, at Danmark kan ratificere den i Beijing 29. juni 2015 undertegnede overenskomst om oprettelse af Den Asiatiske Infrastruktur Investeringsbank (i det følgende benævnt banken).

Danmark undertegnede ikke overenskomsten i Beijing, men udtrykte som andre stater inden for den i overenskomsten angivne frist interesse i efterfølgende at undertegne overenskomsten med henblik på at kunne blive stiftende medlem af banken.

Hovedformålet med bankens oprettelse er at fremme en bæredygtig økonomisk udvikling og regionalt samarbejde i Asien gennem investeringer i infrastruktur.

Der er bred tilfredshed med indholdet af overenskomsten om oprettelse af banken, der lægger sig op ad internationalt anerkendte standarder fra eksisterende multilaterale udviklingsbanker.

Banken ventes at komme til at spille en meget stor politisk og udviklingsmæssig rolle for Asien. Banken vil desuden være vækstskabende og vil kunne åbne markeder for danske virksomheder. Medlemskab af banken vil styrke mulighederne for, at danske virksomheder kan komme i betragtning til kontrakter, der udbydes. Samtidig er dansk medlemskab af banken et vigtigt signal til de asiatiske lande om, at Danmark ønsker tættere tilknytning til Asien. Det vil både kunne anvendes til at påvirke landenes udvikling i positiv retning samt udbrede kendskabet til danske spidskompetencer inden for bl.a. energisektoren. Dansk medlemskab af banken vil derfor være udenrigspolitisk, udenrigsøkonomisk og udviklingspolitisk vigtig for Danmark.

Danmark har under forhandlingerne om oprettelse af banken arbejdet for at banken, herunder i sine politikker, lever op til internationale standarder i forhold til bl.a. ledelse, udbudsregler, fattigdomsorientering, miljø- og klimahensyn samt social ansvarlighed.

Bankens aktiekapital udgør 100 mia. USD. Af de 100 mia. USD skal 20% indbetales som kapitalindskud, mens 80% alene er garantikapital, som ikke skal indbetales.

Det samlede danske tegningsbeløb andrager i henhold til overenskomsten i alt 369,5 mio. USD, hvoraf 20% (svarende til ca. 500 mio. kr). skal indskydes fordelt med fem rater à 100 mio. kr. i perioden 2016-2019, idet der dog kan blive tale om indbetaling af to rater i 2016. Danmarks andel af garantikapitalen udgør ca. 2 mia. kr. Verdensbanken og de øvrige udviklingsbanker benytter samme model.

Det er forventningen, at det danske kapitalindskud helt eller delvist vil kunne kategoriseres som udviklingsbistand, hvorfor indskuddet forudsættes finansieret over udviklingsbistanden (§6.3).

Det er forventningen, at banken vil få 57 stiftende medlemmer fra Asien og resten af verden. Medlemmerne uden for Asien tæller bl.a. alle nordiske lande, en række andre europæiske lande, herunder EU-landene Nederlandene, Tyskland, Frankrig, Storbritannien, Italien og Polen, samt Sydafrika, Brasilien, Australien og New Zealand. USA deltog ikke i forhandlingerne, og har i første omgang valgt at stå uden for overenskomsten.

Idet jeg i øvrigt henviser til de bemærkninger, der ledsager forslaget, skal jeg tillade mig at anbefale det til det Høje Tings velvillige behandling.