Det næste punkt på dagsordenen er:

12) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 34:

Forslag til folketingsbeslutning om bedre indsats for voldtægtsofre.

Af Pernille Skipper (EL).

(Fremsættelse 20.11.2015).

Mødet er genoptaget, og forhandlingen er åbnet.

Justitsministeren.

Der er ingen tvivl om, at vi alle sammen ønsker, at ofre for voldtægt modtages på en god og ordentlig måde af politiet og dér særbehandles af personer, der besidder tilstrækkelig faglighed og professionalisme. Derfor har jeg sympati for, at forslagsstillerne med beslutningsforslaget foreslår en række konkrete ændringer, som har præcis dette formål for øje.

Jeg skal ikke minutiøst gennemgå forslaget, men jeg vil gerne have lejlighed til at fremdrage et par af de punkter, der gør, at jeg ikke kan støtte det på det foreliggende beslutningsgrundlag. Beslutningsforslaget går bl.a. ud på, at der skal ske en særlig uddannelse af bistandsadvokater. Som det er nu, beskikker man bistandsadvokaterne ud fra de eksisterende lister for beneficerede advokater. Det betyder bistandsadvokater, advokater med betydelig erfaring fra straffesager lige fra efterforskningsstadiet til behandlingen ved retten. Der stilles altså allerede særlige krav til de advokater, der fungerer som bistandsadvokater, og jeg har tiltro til, at de beneficerede advokater er tilstrækkeligt uddannet til at løfte opgaven. Jeg mener ikke, der er grundlag for at indføre et yderligere uddannelseskrav, et krav, som i øvrigt ville kunne føre til, at der i stedet kunne opstå mangel på bistandsadvokater.

Derudover foreslår forslagsstillerne, at voldtægtsofre først skal have mulighed for at frabede sig en bistandsadvokat, når bistandsadvokaten er mødt på politistationen. Jeg er ikke sikker på, at det nødvendigvis er en god idé og en fornuftig anvendelse af ressourcerne, at et offer, som efter at være blevet vejledt af politiet og ikke ønsker en bistandsadvokat, skal vente på, at bistandsadvokaten kommer frem til politistationen, før offeret kan afslå tilbuddet og få viderebehandlet sin anmeldelse. Men jeg er indstillet på at se på, om der er andet, vi kan gøre for i endnu højere grad at sikre, at der beskikkes bistandsadvokater til de ofre, som ønsker det.

Det foreslås også i beslutningsforslaget, at den såkaldte 72-timersregel i offererstatningsloven afskaffes. Baggrunden for anmeldelsesfristen i loven er bl.a., at en politianmeldelse skal ske hurtigt, så politiet har den bedst mulige udsigt til at finde gerningsmanden og opklare sagen. Ikke mindst i voldtægtssager kan en forsinkelse af efterforskningen være afgørende for, om sagen opklares. Jeg synes, det er et rimeligt udgangspunkt at kræve, at den, der vil have erstatning fra staten, anmelder overfaldet relativt hurtigt, så gerningsmanden kan blive stillet til ansvar.

Som jeg også nævnte indledningsvis, ønsker jeg ligesom alle andre, at ofre for voldtægt får den bedst mulige behandling af politiet. Derfor iværksatte jeg i september sidste år en større undersøgelse, der skal se nærmere på netop det. Undersøgelsen kommer til at se nærmere på en lang række ting som f.eks. politiets registreringspraksis, politiets modtagelse af sager om voldtægt, efterforskningen af sådanne sager og udpegelse af bistandsadvokater til de forurettede. Det er undersøgelsens primære fokus at få afdækket, om vi kan gøre noget mere for ofrene, så vi sikrer, at politiet har de fornødne redskaber til at håndtere sagerne på en god og betryggende måde.

Men jeg er optaget af, om de initiativer, som iværksættes, opfylder de behov, der rent faktisk er på området. Derfor har jeg også som led i den nævnte undersøgelse holdt møde med en lang række af de relevante aktører på området for at få deres bemærkninger til, hvor de fra deres faglige udgangspunkt ser muligheder for at forbedre håndteringen af disse sager. Bemærkningerne, som jeg har fået herfra, har været inddraget i undersøgelsen. Det er altså bl.a. tilrettelagt ud fra input fra de fagpersoner, der har at gøre med sager om voldtægt i deres daglige arbejde.

Derfor agter jeg også inden for ganske kort tid at invitere retsordførerne over i Justitsministeriet for en nærmere redegørelse af den pågældende undersøgelse, så vi kan få fremmet tiltag i den her sammenhæng. Jeg forventer, at vi vil mødes i en god atmosfære og få en fornuftig snak. Det, der også vil fremgå, er, at en række af de bekymringer, som nævnes her i forslaget, har vi med, og en række andre har vi ikke med, hvilket jeg har nævnt her, og derfor ser jeg frem til den drøftelse, men kan altså ikke støtte forslaget.

Der er foreløbig en enkelt kort bemærkning fra Pernille Skipper.

Tak til ministeren. Der er jo en lang række spørgsmål i det her, som ministeren ikke tager stilling til. Jeg kan høre, at vi så måske får lidt mere at vide i næste uge om, hvad ministeren egentlig gerne vil. Men jeg kunne godt tænke mig at spørge konkret til to ting.

For det første: Det er jo også et forslag om at udarbejde en handlingsplan sammen med indenrigsministeren og ministeren for børn, undervisning og ligestilling til forebyggelse af voldtægt. Og det handler jo om, at hvis vi skal forsøge at undgå, at der bliver begået overgreb mod så mange kvinder, så skal der altså også arbejdes med noget forebyggelse og ikke kun på Justitsministeriets område. Så hvad synes regeringen om den del af beslutningsforslaget?

For det andet, og det handler mere specifikt om den her 72-timersregel: Forslaget går jo ikke ud på at fjerne reglen fuldstændig. Forslaget går ud på at fjerne den specifikt for ofre for seksualforbrydelser, herunder voldtægt, fordi netop den form for forbrydelser er så voldsomme, at man gang på gang ser, at offeret først kommer til sig selv mange dage efter. Kan ministeren ikke se det hensyn bag den lille afvigelse her?

Ministeren.

Det, jeg egentlig vil svare på det, er, at det får vi lejlighed til at uddybe i rigt mål i næste uge, hvor regeringens forslag til, hvordan det her område kan håndteres samlet set, bliver fremlagt. Og jeg vil egentlig godt forbeholde mig retten til på det tidspunkt at præsentere, hvad regeringens politik er.

Fru Pernille Skipper.

Altså, undskyld mig og med al respekt: Vi står med et beslutningsforslag hernede i Folketingssalen, og det kan godt være, det ikke passer ind i ministerens mediestrategi at forholde sig til forslaget nu. Men det kan da vel ærlig talt ikke passe, at man ikke kan få et svar på, hvad regeringens holdning er til de beslutningsforslag, der bliver fremsat i salen.

Jeg prøver lige en gang til. Punkt 1: Hvad synes regeringen om en handlingsplan på tværs af ministerier? Og punkt 2: Kan ministeren ikke se, at det ene hensyn selvfølgelig handler om, at ting skal anmeldes hurtigt, og at det andet hensyn er, at vi her har at gøre med meget, meget udsatte ofre, som ofte ikke anmelder inden for 72 timer?

Ministeren.

Jeg ved godt, at fru Pernille Skipper er utålmodig, men jeg har altså arbejdet med det her siden september, og jeg vil egentlig godt have lov til at fremlægge det i sin helhed. Det handler ikke så meget om en mediestrategi, men mere om en respekt for de medlemmer af Folketinget, som indvilliger i at komme over og høre, hvad regeringen gerne vil på området. Og det synes jeg er mere rigtigt.

I forhold til de 72 timer vil jeg så sige, at min oplevelse af den sag også er, at de pågældende ofre for voldtægt i høj grad har en interesse i, at sagen bliver opklaret. Og det sker altså nemmest ved, at anmeldelse sker så hurtigt som muligt.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til ministeren. Den første i rækken af ordførere er fru Trine Bramsen.

Forslaget her pålægger regeringen at ændre lovgivningen, så ofre for voldtægt sikres en bedre og mere hensynsfuld behandling, bl.a. gennem uddannelse af særlige bistandsadvokater, efteruddannelse af betjente, afskaffelse af 72-timersreglen, fælles handlingsplaner på tværs af ministerier m.v.

Lad mig starte med at slå fast, at vi i Socialdemokratiet forhåbentlig ligesom alle andre partier i dette Folketing fordømmer voldtægt og ønsker det alt for store antal bragt ned. Det er helt urimeligt, når kvinder udsættes for den form for overgreb, og derfor er vi også villige til at tage stort set alle tænkelige redskaber og midler i brug i kampen mod den så grænseoverskridende og ødelæggende adfærd.

Vores ønske skal indledningsvis være, at vi står sammen side om side og på tværs af Folketingets partier i denne kamp mod den helt uacceptable kriminalitet.

For godt et år siden igangsatte den tidligere regering med justitsministeren i spidsen en undersøgelse af området, for der er mange sager, der aldrig bliver til sager, og der er for mange kvinder, der udsættes for overgreb, og det er betænkeligt, at der er så mange sager, der ikke ender med en dom. Resultaterne af dette arbejde forelå i efteråret, og det er glædeligt at konstatere, at den nye justitsminister har valgt at sætte sig selv i spidsen for at få antallet af de brutale overgreb ned, at arbejdet videreføres, og at vi samarbejder omkring voldtægtsområdet.

Det må forstås på ministeren, at han i meget nær fremtid – vi er allerede indkaldt – vil fremlægge forslag til, hvordan området styrkes, og disse forslag tilvejebringes på baggrund af viden om, hvor der kan sættes ind. Det ser vi frem til. Og vi bakker op om det såkaldte 360-graderseftersyn, som ministeren har annonceret, og vi bakker op om, at de organisationer, der er eksperter på området, inddrages i arbejdet, for der er behov for, at vi vender alle sten i forbindelse med denne kriminalitetsform.

Når vi derfor afviser forslaget her i dag, er det på ingen måde – og lad mig gentage – på ingen måde, fordi vi ikke bakker op om en stærk indsats på området, for det gør vi. Men vi vil gerne sikre, at vi finder de bedst mulige løsninger, og derfor giver det mest mening at lade ministeren fremlægge sine forslag, som er baseret på viden, som er baseret på, hvor der er huller i den nuværende indsats, inden vi fra Folketingets side pålægger ministeren tiltag, der måske ingen effekt har i den virkelige verden.

Må jeg ikke samtidig sige, at det er helt afgørende for os Socialdemokrater, at vi forebygger, at voldtægter overhovedet finder sted, og derfor er det vigtigt for os, at også denne indsats prioriteres ud over hjælpen til ofrene, ud over sagsbehandlingen og ud over straf, som vi i øvrigt skal diskutere her i Folketingssalen i morgen.

Så vi afviser altså i denne omgang forslaget, ikke fordi indsatsen ikke skal styrkes, det skal den bestemt, og vi er meget gerne med til at afgive en beretning i Retsudvalget på dette område, men jeg synes, det mest reelle er, at vi baserer indsatsen på det store og meget omfattende faktaarbejde, undersøgelsesarbejde, der blev igangsat, og som nu skal føre til et 360-graderseftersyn, hvor organisationerne, der i øvrigt repræsenterer ofrene, er involveret. Det må være den bedste måde at finde løsninger på.

Fru Pernille Skipper.

Tak for ordførertalen. Jeg kan afsløre, at det ikke er Enhedslistens folketingsgruppe, der har sat sig i et mørkt rum og udtænkt det her forslag alene – det kommer trods alt nok ikke bag på nogen. Det er kopieret fra nogle mennesker, som arbejder med ofrene til hverdag. Jeg tror sådan set også, at fru Trine Bramsen som retsordfører, der har beskæftiget sig med det her emne ret mange gange, kan genkende nogle af de her forslag fra mails og høringssvar og møder med interesseorganisationer, der arbejder med ofre for voldtægt.

Når det er sagt, har jeg selvfølgelig respekt for, at man beslutter sig for at vente. Jeg hørte et snævert håb i forhold til en beretning. Det ville jeg synes var en rigtig, rigtig god idé, særlig fordi vi jo ikke ved, hvad der kommer fra Justitsministeriet – det kan både gå godt og skidt.

Jeg kunne godt tænke mig at spørge konkret til den del, der handler om 72-timersreglen, altså den regel, som betyder, at hvis man som offer skal have erstatning for en forbrydelse, skal man anmelde den inden for 72 timer. Og det er selvfølgelig for at få folk til at anmelde det hurtigt, men det betyder altså, at der er mange ofre for voldtægt, som faktisk ikke kan få en erstatning. Hvad synes Socialdemokraterne om det?

Ordføreren.

Først og fremmest må jeg sige, at det jo er klart, at kommer der ikke et godt arbejde fra justitsministeren, kommer der ikke nogen løsninger, vi kan bruge til noget, ja, så skal vi da bestemt fra Retsudvalgets side pålægge ministeren at tage yderligere initiativer – ingen tvivl om det. Men jeg synes, det her er så utrolig vigtig en sag, at vi først og fremmest skal stå sammen på tværs af partierne og ikke gøre det til en konkurrence om, hvem der kan komme først på de forskellige områder.

I forhold til 72-timersreglen er det jo en del af den undersøgelse, der blev igangsat, og jeg ser sådan set frem til at finde ud af og få vidensgrundlaget for, hvor mange ofre for voldtægt der ikke anmelder inden for de 72 timer, hvad grundlaget er for, at man eventuelt skulle ændre den her regel, og hvad grundlaget er for at opretholde reglen. Og der er vi igen tilbage ved det her med at have den vidensbaserede tilgang til området, så vi rent faktisk finder nogle løsninger, der virker.

Fru Pernille Skipper.

Det kan man jo ikke sige meget andet til, end at det er godt, at der er kommet gang i arbejdet. Jeg mener sådan set, at der har været noget viden på det her område, i hvert fald hvis man har lyttet i efterhånden rigtig, rigtig lang tid.

Men så vil jeg spørge til en anden del, den, der handler om den tværfaglige indsats. For den undersøgelse, der er sat i gang, er sat i gang ovre i Justitsministeriet, og noget af det, som vi peger på og håber på, og som vi har, ja, tyvstjålet fra interesseorganisationer, der arbejder på området, er at få en handleplan på tværs af Socialministeriet, Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling og Justitsministeriet. Hvad synes Socialdemokraterne om det?

Ordføreren.

Jamen jeg vil da bestemt ikke afvise, at det kunne være et meget relevant initiativ. Som jeg sagde i min ordførertale, er den forebyggende indsats helt og aldeles afgørende. Man kan ikke løse det her alene med hårde straffe eller alene med en politiindsats. Jo flere voldtægter vi kan forebygge, jo bedre. Så det kunne da sagtens være et sted, der skal sættes ind, og noget, som jeg synes vi skal drøfte videre, såfremt justitsministeren ikke selv kommer med det forslag.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Den næste i rækken af ordførere er hr. Peter Kofod Poulsen.

Lad mig starte med at rose Enhedslisten for et forslag, der på flere måder er så udmærket, at det kunne have været fremsat af Dansk Folkeparti. Voldtægt er en meget, meget alvorlig forbrydelse, hvor det er samfundets forpligtelse at sørge for, at offeret kommer videre og får den hjælp, der skal til, for at vende tilbage til en tålelig tilværelse. Det kan vi vist godt blive noget bedre til i Danmark. Der bør i alle sager, hvor der anmeldes voldtægt, tilkaldes en bistandsadvokat. Som det fungerer i dag, er der en lang række sager, hvor offeret ikke får benyttet sig af denne mulighed for en bistandsadvokat, der ellers ville styrke offerets muligheder i retssystemet. Det skal der naturligvis gøres noget ved.

I dette tilfælde indeholder forslaget en række spændende og konkrete ideer, som vi vil søge undersøgt her inden længe. Uddannelse og efteruddannelse af personalet til at håndtere de behov og udfordringer, som offeret måtte have, er også vigtigt. Dette punkt i forslaget går godt i spænd med tankerne i politiforliget, hvor man netop lægger vægt på efter- og videreuddannelse og specialisering af politibetjentene, der i fremtiden vil blive endnu bedre til at håndtere situationen, når offeret for en voldtægt melder sig, og hele forløbet går i gang.

Det er også et faktum, at alt for mange anmeldelser af voldtægt ender ud med henlæggelse og aldrig kommer for en dommer. I den forbindelse kan jeg glæde mig over, at regeringen har iværksat en stor undersøgelse af hele området for at finde frem til, hvordan vi får flere sager for en dommer og forhåbentlig får dømt endnu flere personer og samtidig hjulpet ofrene videre.

Beslutningsforslaget lægger samtidig op til et opgør med 72-timersreglen, der reelt pålægger offeret at anmelde forbrydelsen inden for de første 3 døgn. Jeg har stor forståelse for, at forbrydelsen bliver sværere og sværere at opklare, jo længere tid der går, fra den begås, til den egentlige efterforskning kan påbegyndes. Hvad jeg imidlertid har en større forståelse for, er den tilstand, som offeret må befinde sig i, og som garanteret gør vejen til den lokale politigård meget lang. Det er derfor Dansk Folkepartis klare ønske, at 72-timersreglen gøres til fortid. Frygt, skyld og skam og formentlig mange andre ting kan i den grad lamme offerets mulighed for at foretage en egentlig anmeldelse inden for den nuværende tidsramme. Det må derfor være i samfundets interesse, at vi ændrer den regel, der forhåbentlig også kan betyde, at endnu flere ofre for voldtægt anmelder forbrydelsen.

Det er mit håb, at regeringen lytter til tankerne i det her forslag og et tidligere stillet forslag for at komme med den længe ventede pakke, der forhåbentlig kan gøre livet lettere for de ofre, der i den grad får smadret deres liv af hensynsløse kriminelle.

Tak.

Der er ikke nogen korte bemærkninger, så tak til ordføreren. Den næste i rækken af ordførere er fru Britt Bager.

Uanset politisk standpunkt kan man ikke være uenig i, at vi skal sikre den bedst mulige indsats for voldtægtsofre. De personer, der udsættes for en så krænkende forbrydelse, som voldtægt er, skal sikres den mest professionelle og hensigtsmæssige behandling og håndtering.

Som det også er blevet nævnt i de forrige indlæg, ønsker forslagsstillerne bag dette beslutningsforslag netop at gennemføre en række initiativer, som hver især skal sikre en bedre indsats for voldtægtsofre. Det foreslås bl.a., at der skal uddannes særlige bistandsadvokater, som skal tilkaldes ved alle anmeldelser; at den såkaldte 72-timersregel skal afskaffes; og at der skal gennemføres en grundig undersøgelse af, hvordan man kan sikre, at et flertal af voldtægtsanmeldelserne bliver pådømt ved retten.

Der er ingen tvivl om, at intentionerne bag beslutningsforslaget er både gode og sympatiske, men jeg stiller mig skeptisk over for indholdet i de konkrete initiativer. Bl.a. mener jeg ikke, det er nødvendigt med en uddannelse af særlige bistandsadvokater, idet de rette kompetencer allerede er til stede ved de fungerende bistandsadvokater. Derudover mener jeg heller ikke, at det er fordelagtigt at afskaffe 72-timersreglen.

På trods af skepsissen over for initiativernes konkrete indhold støtter Venstre dog intentionerne om en bedre indsats for voldtægtsofre. Som justitsministeren også nævnte, iværksatte justitsministeren allerede i efteråret en større undersøgelse, der netop fokuserer på, hvordan voldtægtsofre får den bedst mulige behandling af politiet. Her undersøges det bl.a., hvordan politiet modtager voldtægtsofre, og hvordan processen omkring udpegelsen af bistandsadvokaterne foregår. Processen med denne undersøgelse er allerede rigtig langt og imødekommer i høj grad initiativerne i dette beslutningsforslag.

Venstre vil derfor afvente resultaterne af undersøgelsen, så vi kan iværksætte konkrete initiativer på et så oplyst grundlag som overhovedet muligt.

På den baggrund kan vi i dag ikke støtte Enhedslistens beslutningsforslag.

Der er en kort bemærkning fra fru Pernille Skipper.

Tak for det. Tak til ordføreren for de pæne ord. Venstre siger nej til at afskaffe 72-timersreglen for voldtægtsofre. Jeg kan sådan set godt forstå, at vi har en regel, der siger, at man skal anmelde så hurtigt som muligt. Det, der er den lidt sådan sjove konsekvens, er jo, at 72-timersreglen ikke bare, hvis den bliver brudt, betyder, at en efterforskning bliver forsinket, den betyder også, at offeret, selv om der var sket en forbrydelse og alt var sandt, ikke kan få sin erstatning.

Jeg tror også godt, at Venstres ordfører ved, at lige præcis når det kommer til seksualforbrydelser og voldtægter, er det en form for forbrydelse, som er omgærdet af så meget skyld og skam, at ofre nogle gange ligefrem er år om at anmelde – ligefrem år . Og derfor er forældelsesfristen for nogle af de her forbrydelser også skudt meget, meget lang tid ud, fordi vi ved, at man som offer kan være meget lang tid om det. Er det fair, at man så mister sin erstatning?

Ordføreren.

Jeg anerkender, at voldtægt er en forfærdelig forbrydelse, og at det er svært for ofrene at forholde sig til, hvad de skal gøre, når de har lidt et så voldsomt overgreb. Men jeg mener også, at det er et rimeligt krav, at de, når de skal have erstatning fra staten, skal anmelde det inden for de her 72 timer.

Så vil jeg bare gerne sige, at vi vil afvente justitsministerens undersøgelse, for vi mener faktisk i Venstre, at der kommer nogle gode initiativer, og dem vil vi gerne afvente at høre.

Fru Pernille Skipper.

Ja, altså jeg mener jo sådan set også, at man skal anmelde en forbrydelse så hurtigt som muligt – også af rent praktiske årsager. Det er der ikke nogen tvivl om. Det, der ligesom, synes jeg, berettiget kan sættes spørgsmålstegn ved, er, om ens erstatning ligefrem skal afhænge af det. Skal man nødvendigvis lave den kobling? Man behøver ikke at fjerne 72-timersreglen med hensyn til at anmelde forbrydelser, men skal man virkelig have sin erstatning gjort afhængig af det og hvorfor? Hvad er begrundelsen for det?

Ordføreren.

Det er ikke nogen hemmelighed, at vi rent faktisk mener, at det er hensigtsmæssigt, at der, hvis staten skal være erstatningsansvarlig, skal anmeldes inden for 72 timer. Det kan vi så være uenige om. Som det er lige nu, bakker vi op om 72-timersreglen. Men vi vil afvente og se, hvad Justitsministeriet kommer med. Og så må vi tage stilling til det derefter.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til ordføreren. Den næste i rækken af ordførere er hr. Henrik Dahl.

Som alle de tidligere ordførere har været inde på, er det selvfølgelig meget vigtigt, at der sættes kraftigt ind for at forhindre, at voldtægter sker. Og hvis det ulykkelige skulle ske alligevel, er det også meget vigtigt, at man gør alt, hvad man kan, for at opklare forbrydelsen. Der er heller ikke nogen tvivl om, at det kan gøres bedre, end det bliver gjort i dag, og det er også derfor, både den tidligere og den nuværende regering har taget initiativer i samme retning. Så udgangspunktet kan der altså overhovedet ikke være nogen form for tvivl om.

Så er der nogle enkelte elementer, som vi i Liberal Alliance gerne vil høre noget mere om og blive klogere på. Det, at man kræver en særlig uddannelse af politifolk og bistandsadvokater, er et stort og kompliceret skridt, og det kan bestemt ikke afvises, at det er på sin plads. Men hvordan systemet nærmere skal komme til at fungere, mener vi i hvert fald kræver nogle mere supplerende overvejelser.

I forhold til at revidere 72-timersreglen kan man også sige, at der både kan være argumenter for og argumenter imod. Det er rimeligt at dispensere fra 72-timersreglen i voldtægtssager. Ofre, og det er der også flere ordførere der har sagt, kan have svært ved at bearbejde oplevelsen, kan føle skyld og lignende, og derfor er det nødvendigt, at man har en lempelig praksis i forhold til erstatning til voldtægtsofre.

Det, der taler imod, har også været nævnt af flere ordførere, og det vil jeg også nævne. Det er jo sådan set rimeligt nok, at man anmelder kriminalitet inden for 72 timer, hvis man ønsker erstatning. Det sikrer, at kriminaliteten bliver anmeldt hurtigt, så man har mulighed for at pågribe den skyldige, og så erstatningssagen kan blive afklaret bedst muligt. Men da der altså både er argumenter for og imod, er det også noget, vi gerne vil se nærmere på.

Så vi vil altså ikke på forhånd afvise at støtte forslaget, for der er mange både fornuftige og nødvendige tanker i det, men vi har også den opfattelse, at der også er en række elementer i forslaget, som bør undersøges grundigere.

Fru Pernille Skipper.

Tak for de fine ord. Vi kan jo eventuelt stille nogle spørgsmål i sagen, men jeg vil bare høre, om Liberal Alliance så ville være indstillet på, at vi fandt frem til en tekst i fællesskab. Nu kan jeg også høre, at justitsministeren kommer med nogle ting, som det jo godt kan være der ville være behov for at følge op på gennem udvalgsarbejdet.

Ordføreren.

Altså, det, vi selvfølgelig ville anse for ideelt, var, hvis man kunne nå frem til en eller anden form for fælles lovgivning eller et fælles sæt regler, som kunne blive vedtaget af alle i Folketinget. Men hvordan sagen helt nøjagtigt ender, kommer jo også lidt an på, hvordan den bliver viderebehandlet, og hvordan de spørgsmål, som jeg har nævnt, bliver opklaret og oplyst.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til ordføreren. Den næste i rækken af ordførere er hr. Nikolaj Amstrup.

Formålet med Enhedslistens beslutningsforslag er at sikre en bedre indsats for ofrene for voldtægt. Og alene det, at forslaget er rettet mod at hjælpe ofrene, gør, at det er et forslag, som vi i Alternativet kun kan støtte op om.

I Alternativet er vi optaget af at få skabt et retssystem, hvor der er fokus på forståelse og respekt for offeret, og hvor der kommer fokus på forebyggelse og resocialisering i langt højere grad, end det er tilfældet i dag, hvor det nemt kommer til at handle om straf. Det er meget alvorligt at blive udsat for seksuelle overgreb, og det har store konsekvenser for offerets fremtid. Voldtægt er en alvorlig forbrydelse, men det er også en meget vanskelig forbrydelse med en masse iboende dilemmaer med hensyn til både sigtede og offer.

Selv om Danmark allerede er langt fremme, hvad gælder behandlingen af de ofre, der har været udsat for seksuelle overgreb, så er der fortsat store udfordringer på området. For selv om de formelle rammer er på plads, betyder det desværre ikke, at det samme gælder i praksis. Og det bliver tydeligt, når man ser på det store omfang af voldtægtssager, der ikke kommer for retten i Danmark, og det lave antal personer, der årligt kendes skyldige i voldtægt.

Forslaget er meget positivt i den forstand, at flere af punkterne er rettet mod at øge informationen omkring voldtægt, men også at hæve kvaliteten af sagsbehandlingen og efterforskningen. Også efterlysningen af en politisk handleplan for forebyggelse af seksuelle overgreb kan vi kun bifalde.

Hvad angår 72-timersreglen, som er blevet debatteret en del, bakker vi fuldt ud op om at fjerne de forhindringer, der gør, at voldtægtsofre ikke kan få erstatning. Vi mener også, at det, at det er med til, at overgrebet kan anerkendes, kan have en stor psykologisk effekt for offeret. Vi skal anerkende, at ofre for voldtægt kan have meget svært ved at foretage en anmeldelse i dagene efter overgrebet, og at 3 døgn ikke må være afgørende for, at man som offer kan modtage erstatning.

Vi bakker derfor fuldt ud op om forslaget.

Der er ikke nogen korte bemærkninger. Tak til ordføreren. Den næste i rækken af ordførere er hr. Emrah Tuncer.

Tak for det. Jeg vil også starte med at rose forslaget. Voldtægt er en alvorlig forbrydelse, og dem, der bliver udsat for voldtægt, risikerer at få livsvarige ar på sjælen. Derfor skal vi selvfølgelig gøre alt, hvad vi kan, for at voldtægtsofre får den hjælp, de har brug for.

Derfor synes jeg, det er svært at være uenig i, at vi skal uddanne særlige bistandsadvokater. Vi skal uddanne og efteruddanne polititjenestemænd, så de her ofre bliver modtaget passende og får den behandling, som de har brug for. Vi er også med på det med 72-timersreglen. Man kan jo sagtens, synes jeg, gøre begge dele. Det er sund fornuft, for jo før du anmelder en forbrydelse, jo større sandsynlighed er der for, at man kan opklare sagen. Så jeg synes godt, man kan diskutere den og sige, at det kan vi godt gøre, for mange af de her voldtægter bliver jo ikke anmeldt. Der bliver begået over 3.000 voldtægter om året i Danmark, men kun omkring 400 anmeldes årligt. Hvis man åbnede op for det her, kunne det jo godt være, at der var flere, der ville tage chancen for at se, om de kunne få opklaret den her sag og få gerningsmanden for retten.

Forebyggelsesdelen synes jeg jo er vigtigst. Den går ud på, at man meget, meget tidligt og på tværs af sektorer prøver at sætte nogle indsatser i gang, så man netop kan forebygge voldtægten.

Så fra Det Radikale Venstres side er vi meget åbne for det her forslag, og vi vil selvfølgelig også afvente, som ministeren var inde på, at se på, hvad de kommer med, og på den baggrund vil vi tage stilling til det. Men som udgangspunkt kan vi godt sige ja til forslaget. Tak.

Der er ikke nogen korte bemærkninger. Tak til ordføreren. Den næste i rækken af ordførere er fru Lisbeth Bech Poulsen.

Jeg vil også gerne fortsætte og rose forslaget. Det overlapper en del det forslag, SF kom med i efteråret, og det er vel, fordi vi synes, der er gode ideer i det, og jeg vil gerne trække nogle af dem frem. Der er det her stærke fokus på tilstedeværelsen af en bistandsadvokat. Alle tal viser, at flere sager kommer for retten, og at der sker flere domfældelser, hvis der er en bistandsadvokat til stede. Vi har heldigvis fået uddannelse og efteruddannelse af politifolk ind i uddannelsessystemet, altså at det her er et fokuspunkt, men der er mange politifolk, som godt kunne trænge til noget efteruddannelse i forhold til håndtering af nogle af de her sager. Jeg vil også trække det frem om en samlet undersøgelse, mere statistik, harmoniseret sagsbehandling og viden om, hvordan flere sager kan ende i retten.

Der er forskellig praksis, tror jeg man kan kalde det, i de forskellige politikredse i Danmark, og det hører jeg også Enhedslisten er meget optaget af at se på, altså hvor man gør det bedst henne, for der er desværre stor forskel på, hvordan sagerne bliver håndteret – og egentlig også fra betjent til betjent eller fra den ene politimand til den næste.

Jeg er usikker på, ikke om det er en god idé at efteruddanne bistandsadvokater, men på konsekvenserne af det, men det skal på ingen måde afholde mig fra at støtte Enhedslistens forslag. Vi er fra SF's side rigtig glade for, at der er det her store fokus på hele området, også at der er en lang række medier, der hjælper os, og i nogle tilfælde når længere ud, end vi gør fra Christiansborg, i forhold til at sætte fokus på det her.

Så er jeg heller ikke i tvivl om, at ministeren mener det oprigtigt, når han gerne vil komme med nogle forslag, der gavner på det her område.

Men et lille surt opstød her til sidst: Jeg mener ikke, at det er Folketingets partiers opgave at være vandbærer for den til enhver tid siddende regering. Det er 14 måneder siden, vi i SF fremsatte vores forslag første gang. Så kom der et valg, og så genfremsatte vi det – Enhedslisten fremsætter et andet forslag, og vi hører hele tiden, vi skal afvente mere viden.

Det er Folketingets opgave, hvis der er et flertal, at sige til regeringen: Vi ønsker, I udmønter et lovforslag på den her baggrund. Og det er ikke rettet mod ministeren. Det er altid en ministers ønske at kunne fremsætte sit eget lovforslag, men det er Folketingets partiers opgave at stemme efter overbevisning. Vi så endda i Retsudvalget, at der var en proces, der blev obstrueret og forlænget af hensyn til det her.

Når det er sagt, vil jeg bare – for at forlade talerstolen i godt humør – sige, at jeg synes, det er rigtig glædeligt, at vi trods alt er enige om, at det her er et rigtig vigtigt område, og at vi alle sammen også gerne vil gøre vores til, at flere sager kan ende i retten, og at der er flere voldtægtsofre, som tør stå frem og også få deres sag prøvet.

Endnu en gang, jeg tror ikke, ministeren kan misforstå det, men jeg har al tiltro til, at ministeren nok skal fremlægge en pakke, som SF kan se sig selv i, og som Enhedslisten måske også kan se sig selv i – det får vi jo at se, når den bliver fremlagt. Men Enhedslisten har i hvert fald SF's støtte, og nu må vi se, om det overhovedet når så langt. Men det bliver i hvert fald spændende at se, hvad regeringen har tænkt sig.

Der er en enkelt kort bemærkning fra fru Trine Bramsen.

Det var fru Lisbeth Bech Poulsens opsang, som lige fik mig til at tage ordet. Det er blot en kommentar og et spørgsmål. Nu er det vel ikke op til fru Lisbeth Bech Poulsen at gøre sig til dommer over, hvor meget viden vi andre partier ønsker at have på bordet, før vi træffer beslutninger om, hvilke initiativer der skal iværksættes. Nu er det vel ikke fru Lisbeth Bech Poulsen, der kan bestemme, om andre partier gerne vil træffe beslutninger på et oplyst grundlag.

Så har jeg bare lige et spørgsmål: Er det ikke korrekt, at SF's forslag, som vi diskuterede i efteråret, fik positive tilkendegivelser hele vejen rundt, men at stort set samtlige partier var imod det element, der handlede om uagtsom voldtægt, altså at man kommer til at begå en voldtægt, selv om det ikke er med vilje? Og var det ikke derfor, der ikke var opbakning til SF's forslag?

Ordføreren.

Til det sidste er svaret nej. Jeg gjorde det meget klart, at jeg ikke ønskede, at de andre punkter, som der var stor opbakning til, skulle falde på grund af det. Derfor sagde jeg også, at jeg gerne ville stille et ændringsforslag og tage den del ud. For der var opbakning hele vejen rundtomkring til de andre punkter. Nu er vi så strandet i en udvalgsproces, fordi et parti gerne vil have svar på nogle spørgsmål. Der er så ikke stillet et eneste spørgsmål i de 2-3 måneder, der er gået, og det var en del af min kritik, nemlig at man obstruerer en udvalgsproces af hensyn til en regering. Det er igen ikke en kritik af ministeren, men en kritik af en noget bizar udvalgsbehandling af et forslag.

Nej, vil jeg sige til fru Trine Bramsen, jeg skal ikke bestemme, hvad Socialdemokraterne ønsker at stemme, men når vi igen og igen hører, at der er stor opbakning til de forskellige punkter, men at man afventer regeringens undersøgelse, så får jeg bare lyst til at sige, at det er Folketinget, der – hvis der er et flertal – skal beslutte, hvad regeringen skal arbejde videre med. Så det var alene det.

Fru Trine Bramsen.

Jeg ser det sådan, at fru Lisbeth Bech Poulsen anerkender, at det netop var punktet om uagtsom voldtægt, der fik de øvrige af Folketingets partier til at modsætte sig det, der blev fremsat. Så skal jeg bare lige høre fru Lisbeth Bech Poulsen, om det ikke er korrekt, at samtlige af Folketingets partier inden for meget kort tid er indkaldt til et møde, en drøftelse, med justitsministeren om forslag på det her område.

Ordføreren.

Jeg kan ikke forstå, hvorfor fru Trine Bramsen bliver ved med at tale om noget, der blev taget ud af SF's forslag. Der var min kritik egentlig bare, at der er nogle – og det er slet ikke fru Trine Bramsen, jeg taler til, men andre partier – der misbruger en udvalgsproces og egentlig sætter alting i stå i adskillige måneder af hensyn til en regering, som jeg jo ikke engang ved om har bedt om det. Men det er i hvert fald ikke et folketingspartis rolle at agere på den måde. Der mener jeg bare at man jo igen i dag kan melde sin opbakning til Enhedslistens forslag, uagtet hvad regeringen så ellers gør. Men på forhånd at melde ud, at man ikke vil støtte et forslag, som man måske generelt set støtter, eller hvor man i hvert fald meget præcist kan påpege hvor man ønsker ændringsforslag, var bare det, som jeg syntes var lidt specielt.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Den næste i rækken af ordførere er hr. Søren Pape Poulsen.

Tak. Som et af Folketingets partier kan vi i hvert fald sige, at vi for vores vedkommende gerne vil afvente den drøftelse, vi skal have hos ministeren. Det er jo ikke, fordi Enhedslisten har lavet et dårligt forslag – og jeg har sådan set sympati for rigtig meget af det, der står i forslaget – men jeg tror bare på, at vi måske kunne komme længere med det arbejde, der har været sat i gang siden september, og få en drøftelse hos ministeren, og lad os så håbe på, at vi kan lave en aftale her i Folketinget, som kan være rigtig god og stærk. Vi er jo alle sammen interesseret i at gøre noget for ofrene, og jeg er helt enig i, at der kan være både skyld og skam, der gør, at man er noget tilbageholdende med anmeldelserne. Jeg vil også godt imødekomme fru Pernille Skipper så langt, at jeg er enig i, at vi skal have en drøftelse om 72-timersreglen. Jeg kan ikke lige sige, hvor det skal være, men der er efter vores mening en pointe i, at vi får kigget nærmere på det.

Der er ikke nogen korte bemærkninger. Tak til ordføreren. Den næste i rækken er ordføreren for forslagsstillerne, fru Pernille Skipper.

Tak til alle ordførerne for de sådan rundt regnet positive bemærkninger til forslaget.

Jeg synes, vi skal starte det sted, som måske er det værste, og det er det faktum, at der sker omkring 4.000 voldtægter eller forsøg på voldtægt om året i Danmark, og der bliver anmeldt lige omkring 400, det vil sige 10 pct. Kun omkring 145 bliver rent faktisk tiltalt, og ca. 50 bliver dømt. Det er altså 50 dømte ud af de omkring 4.000. Den lille andel af kvinder, som har været udsat for overgreb, og som rent faktisk møder frem hos politiet, bliver heller ikke altid taget særlig godt imod. Sager bliver henlagt eller bliver ikke registreret korrekt.

Vi har i årevis – det er bestemt ikke kun siden september, hvor justitsministeren begyndte at beskæftige sig med problematikken – hørt fra kvindekrisecentre og andre, der beskæftiger sig med ofrene, og fra ofrene selv, at politiet beder kvinder om at gå hjem og tænke lidt over, om det nu var en voldtægt, og ofre bliver spurgt ind til, hvad de havde på, hvordan de opførte sig, og om de i øvrigt var berusede.

Det tyder jo på, at der er et kulturproblem i det danske politi, og det bliver vi simpelt hen nødt til at indse. Det er også det samme problem, som er årsagen til, at der på de danske politistationer blandt de betjente, der sidder ved skranken og møder ofrene, når de kommer ind ad døren, lever en myte om, at der er langt flere falske anmeldelser blandt voldtægtsanmeldelser, end når det drejer sig om andre former for forbrydelser. Men det er ikke rigtigt, det er en myte. Men det er en myte, der florerer, og det betyder, at man kan undskylde, at man ikke tager ofre så alvorligt, når det kommer til voldtægt, og det undskylder, at man gerne må mistænke dem for at lyve eller selv have en form for skyld, og det opretholder den skyld og skam, som flere har været inde på, der netop betyder, at der er meget få kvinder, der anmelder det.

Alligevel er det kun tre ud af ti anmeldte voldtægtssager, der nogen sinde når for en dommer, og de får en form for retfærdighed, kan man sige. Jeg synes, det er uhyggeligt, jeg synes, det er udtryk for sexisme, en kvindefjendsk indstilling i vores samfund, om man vil, og jeg synes, det har fået lov til at eksistere alt, alt for længe.

Det, der er humlen i det hele, når vi taler om en kvinde, som bliver overfaldet, er jo, at vi sjældent taler om en kvinde, som kommer gående på en mørk vej, og som bliver overfaldet af en fremmed, der springer frem fra en busk – det sker desværre også – men langt de fleste voldtægter er faktisk kontaktvoldtægter. De bliver begået af nogle, man kender. Det handler derfor ikke kun om at true med højere straffe – det gør det faktisk slet ikke – men det handler om at kræve, at man i alle sociale sammenhænge respekterer grænser, at man taler om samtykke, og at der skal samtykke til, og at kvinder ikke bliver objektiviseret. Derfor er det her arbejde ikke kun noget, der bør foregå i Justitsministeriet – med al respekt for den undersøgelse, der er sat i gang, og jeg glæder mig såmænd også til mødet hos justitsministeren – men det handler altså også om et tværfagligt arbejde, hvor man har Undervisningsministeriet med, hvor man har Ligestillingsministeriet med, og hvor man arbejder med normer, grænser og samtykke, f.eks. i seksualundervisningen i folkeskolen.

Derfor handler vores forslag i dag om alle de ting, som vi har hørt andre af hverdagens eksperter sige at der er behov for, hvis man rent faktisk vil gøre noget for at forhindre voldtægter og hjælpe dem, som så har været udsat for voldtægt.

Det handler ikke om, hvor mange måneder de 50 personer, der rent faktisk bliver dømt, så skal sidde bag tremmer, men det handler om at få kvinder til at føle sig trygge og anmelde det, at få de skyldige dømt og give kvinderne en ordentlig behandling bagefter. Det er alle de ting, som kan rykke noget.

Jeg kan forstå på alle i salen her og på alle de citater, jeg har siddet og samlet ind, at vi skal tale meget mere om det her forslag, når vi sidder ovre i Justitsministeriet. Jeg er ret sikker på, at vi i Enhedslisten ikke er de eneste, som husker godt nok til, at vi også vil have de her konkrete forslag med over i Justitsministeriet, når vi bliver inviteret på kaffe.

Hr. Søren Pape Poulsen.

Det er lige før, jeg tror, at jeg bliver rigtig trist over noget af det, som ordføreren sagde. Hørte jeg rigtigt – sagde ordføreren, at problemet her er, at der er kulturproblem hos politiet, når det gælder anmeldelser af voldtægter?

Altså, vi vel enige om, at det helt store problem her er de forbrydere, der begår noget kriminelt. Så skal politiet selvfølgelig tage imod anmeldelsen og sikre, at det sker godt og ordentligt – det er jeg fuldstændig enig i – men der er vel også den balance, at lige så vel som det er dybt forfærdeligt at blive udsat for voldtægt, lige så forfærdeligt er det, hvis vi risikerer, at der er nogle, der bliver falsk anmeldt. Så derfor er det vel en balancegang, men det er vel ikke politiet, der har et kulturproblem? Det er vel ikke politiets problem, det her?

Ordføreren.

Det er klart, at det ikke er politiet, som begår voldtægten – det er ikke på nogen måde det, jeg siger. Men når vi har at gøre med, at der er så få kvinder, der tør anmelde, når vi stadig væk kan høre, at der er kvinder, som bliver spurgt af danske politibetjente, om de ikke lige skal tænke lidt over det her, og om de i øvrigt havde en kort nederdel på, når vi kan se, at politiet henlægger for mange sager, og når de kun får en meget lille andel for retten, ja, så er det da også et kulturproblem i politiet, at voldtægtssager generelt bliver taget mindre alvorligt end andre sager. Det er da et problem, der ligger hos politiet. Det tror jeg i øvrigt også er præmissen, der ligger til grund for den undersøgelse, der foregår i Justitsministeriet lige nu, nemlig at vi har et problem med myndighedernes behandling af de her sager. Og ja, jeg mener også, at det er et kulturproblem. Jeg mener, det er farligt ikke at turde sige det højt.

Hr. Søren Pape Poulsen.

Jamen der er ikke noget, vi ikke skal kunne diskutere, det er jeg fuldstændig enig i. Jeg tror bare, vi skal passe på med at gøre det her til en debat, der handler om, hvorvidt betjentene og politiet nu reagerer ordentligt og gør deres arbejde godt nok. Jeg tror mere, det handler om at få en diskussion om, hvad det er for nogle signaler, man skal være opmærksom på, altså sikre, at folk er godt nok uddannet og er dygtige nok til at opfange det. Det er jeg med på. Men det her er så følsomt, så jeg tror bare, det er rigtig vigtigt, at vi ikke gør det til en eller anden form for blame game om, hvem der burde gøre det noget bedre, men at vi målretter og gør folk endnu bedre til deres arbejde, hvis det er der, problemet er. Det er blot lige det der lille flag, jeg løfter for at sige, at jeg tror, vi skal passe meget på.

Ordføreren.

Det er jo sådan set også det, som vi stiller forslag om, altså at vi skal have særligt uddannede politibetjente, som ved, præcis hvor følsomt det at være blevet udsat for en voldtægt er, og at man ikke altid reagerer, som de gør på film, og at betjentene i hvert fald slet ikke skal bede kvinder, som endelig er gået ned på politistationen, om at gå hjem og tænke over tingene en gang til.

Så vi kan kalde det et kulturproblem, man kan uddanne sig ud af, eller et problem, der handler om manglende uddannelse, men det ændrer ikke på, at der er noget galt med den opførsel, der også folder sig ud bag skranken på politistationerne. Og jeg vil også sige, at der er flere betjente, som faktisk tror på myten om, at der er flere falske anmeldelser om voldtægter, end der er om andre forbrydelser – det er også et kultur- og vidensproblem i politiet.

Fru Trine Bramsen.

Det er et meget alvorlig tema, vi diskuterer, og den fælles indsats er noget, som alle Folketingets partier gerne vil sikre at vi styrker. Derfor vil jeg give hr. Søren Pape Poulsen ret i, at vi ikke skal starte med at konstatere, at politiet ikke tager det her problem seriøst, og at det skulle være politiets skyld, at voldtægter ikke bliver efterforsket.

Så jeg vil egentlig gerne spørge ordføreren, om hun ikke anerkender, at der her er brug for en ordentlig drøftelse, som bygger på viden, hvilket rigtig mange af Folketingets partier i dag har lagt op til. Lad os diskutere den her problemstilling ud fra et vidensgrundlag og ikke nogen fordomme om, hvad vi tror politiet gør og ikke gør.

Ordføreren.

Jeg må ærligt indrømme, at jeg er en lille smule målløs over den fuldstændige berøringsangst over for at kunne sige, at der kan være noget galt i det danske politi. Det betyder jo ikke, at alle betjente har dumme hensigter, men det betyder, at vi kan gøre tingene bedre.

Men venner, come on, der er langt færre, der anmelder voldtægter end andre forbrydelser. Der er langt færre af voldtægtsforbrydelserne, som overhovedet når at komme for retten. Der er voldtægtsanmeldelser, som bliver lagt i en støvet bunke. Der er betjente, som tror på – som jeg hørte i et citat – at de fleste voldtægtsanmeldelser er falske. Og der er stadig væk beretninger fra kvindekrisecentre, som er dem, der tager imod kvinder, som er blevet gennemtævet og begået overgreb mod, som siger, at de ikke kan få lov til at anmelde det. Jeg siger ikke, at det er politibetjente, der har begået voldtægt, men hvis det ikke er et problem, der ligger hos politiet, så ved jeg da ikke, hvad det er.

Fru Trine Bramsen.

Det, som jeg tror afføder reaktionerne, er, at vi ikke har særlig meget viden om det her område, og det er jo på den baggrund, der blev igangsat en større undersøgelse, der skal pege på forskellige steder i processen, hvor der kan være problemer, og hvor der ligger løsninger. Det er derfor, at det måske er lidt overraskende, at fru Pernille Skipper starter med at sige, at det handler om, at politiet ikke tager de her problemer seriøst.

Så jeg vil egentlig bare spørge igen: Kunne der være andre steder i processen, kunne der være flere steder, hvor man skal sætte ind med løsninger og initiativer, i stedet for blot at konstatere, at det er politiet, der ikke tager det her seriøst?

Ordføreren.

Jeg ved ikke, hvor fru Trine Bramsen har været henne. Det her beslutningsforslag handler om bistandsadvokater. Det handler om handlingsplaner. Det handler om erstatning. Det handler om at sikre efteruddannelse både af politi og af bistandsadvokater. Det handler om seksualundervisning. Så hvis jeg på nogen måde er kommet til at give udtryk for, at hvis vi bare fikser problemerne hos politiet, er alting i orden, så vil jeg da gerne sige undskyld, fordi det er ikke rigtigt. Der er mange flere problemer på det her område end det.

Men jeg er forarget i min grundvold over, at der er sådan en uvilje imod at anerkende, at der også ligger problemer og kulturproblemer hos vores politibetjente. Vi vil gøre det bedre. Det gør dem ikke til ondskabsfulde mennesker, men selvfølgelig kan de også forbedre sig.

Fru Britt Bager.

Når fru Pernille Skipper nu fremfører, at der er de her kulturproblemer i politiet, så kunne jeg bare godt tænke mig at høre: Hvor er evidensen? Hvad bygger du den her påstand på?

Ordføreren.

Jeg bygger den på det, som jeg sagde før. For det første at vi ved fra undersøgelser, at det kun er omkring 10 pct., der faktisk anmelder og tør anmelde. Jeg bygger det på, at der så er endnu færre sager, der kommer for retten, at der er endnu færre, der bliver dømt, og jeg bygger det på det input, som i hvert fald jeg har fået i årevis fra kvindekrisecentre, fra menneskerettighedsorganisationer, som arbejder med ofre for voldtægt, og som netop også fortæller helt konkret om situationer, hvor kvinder bliver sendt ud af politistationen igen og får at vide, at de ikke kan anmelde, eller at de skal gå hjem og tænke over det en gang til.

Jeg vil meget gerne invitere fru Britt Bager med. Jeg er sikker på, at vi sammen godt kan få lov til at besøge et kvindekrisecenter eller andre organisationer, som arbejder med ofre for voldtægt, som kan fortælle nogle af de meget forfærdelige historier, som kvinderne har med hensyn til at møde en politibetjent. Der er også nogle gode iblandt, selvfølgelig er der det, og vi har rigtig knalddygtige politibetjente i Danmark. Men hvis vi ikke anerkender problemet og tør sige det højt, løser vi det aldrig.

Fru Britt Bager. Og jeg skal lige minde om, at vi ikke er dus i Folketingssalen.

Beklager. Tak for invitationen. Jeg vil også meget gerne invitere fru Pernille Skipper med til Center for Voldtægts- og Voldsofre, som jeg besøger på mandag. Der kan vi da sammen tage hen.

Jeg vil endnu en gang gerne spørge ind til, hvilke undersøgelser fru Pernille Skipper bygger sin påstand på. Hvilke undersøgelser er det, fru Pernille Skipper henviser til, når det er sådan, at fru Pernille Skipper påstår, at der er den her kultur hos politiet?

Ordføreren.

Jeg står måske nu og mangler en uddannelse som forsker, for jeg er ikke sikker på, hvordan man undersøger eksistensen af kulturproblemer. Det er selvfølgelig en holdning, at jeg mener, at det er kulturproblem, når de her episoder eksisterer. Når der stadig væk er betjente – og det er i øvrigt en undersøgelse, jeg kan sende frem – som mener og tror på myten om, at der er mange flere falske anmeldelser for voldtægter end for andre forbrydelser, så mener jeg, at det er udtryk for et kulturproblem. Jeg har ikke sagt noget, der er faktuelt forkert, men det er klart, at det med kulturproblemet er en holdning, jeg giver udtryk for.

Så har justitsministeren bedt om ordet.

Jeg tror, at når fru Pernille Skipper ikke forstår, hvorfor det bringer blodet i kog hos de respektive ordførere i Folketinget, må det bero på en manglende forståelse af, hvad det betyder, når man siger, at der er et kulturproblem hos de danske politibetjente. Altså, det er simpelt hen en urimelig anklage mod dansk politi. Jeg kan ikke forstå den der lidt forurettede holdning over, at justitsministeren først er gået i gang i september, og det er fint osv.

Det er rent faktisk, fordi jeg – for hele Folketinget – godt vil tilvejebringe ordentlig viden, som kan gøre, at vi kan træffe en beslutning. Alligevel skal jeg opleve her, ganske kort tid før det her sker, at fru Pernille Skipper uden at kunne henvise til nogen undersøgelser står og taler om kulturproblemer hos de danske politibetjen te. Jeg kan ikke forstå, at fru Pernille Skipper ikke kan forstå, at man tager på vej over det.

Ordføreren.

Jeg skal da skynde mig at beklage, hvis ministeren ikke kan forstå, hvad jeg siger. Jeg har netop sagt til justitsministerens partifælle, at det er klart, at det ikke gælder alle betjente, og at der findes knalddygtige politibetjente. Men når vi ser et så stort problem som det her, altså når vi ikke kun ser enkeltstående tilfælde og ikke kun hører en enkelt fortælling, som dukker op hvert andet år, men tit og ofte og konsekvent hører de her fortællinger, ja, så har vi da et kulturproblem.

Skal man generalisere? Det skal man aldrig. Det er klart. Så jeg skal da med det samme beklage, hvis jeg er kommet til at gøre det. Men jeg mener bestemt, at vi har et problem, som breder sig, det er ikke kun et enkelt tilfælde, og som man bliver nødt til at tage seriøst. Hvis man ikke tør sige det højt, ja, så får vi da ikke løst det.

Justitsministeren.

Det er sådan set derfor, regeringen har beskæftiget sig med den her problemstilling siden september og har haft møder med snart sagt alle de relevante organisationer, der er involveret i det her, med henblik på at fremlægge den viden for Folketinget. Men altså, når fru Pernille Skipper så på forespørgsel fra en ordfører svarer, at en af grundene til, at man oplever, at der er et kulturproblem hos politiet, er, at kun hver tiende anmelder voldtægt, eller hvilket tal det nu var, fru Pernille Skipper anvendte, må jeg jo bare sige: Hvordan kan det have noget som helst med politiet at gøre?

Men nu får vi jo se. Vi fremlægger altså meget snart de her tal. Jeg udelukker ikke, bestemt ikke, at der blandt nogle politifolk er en udfordring. Men jeg bliver simpelt hen nødt til at tage afstand fra, at det skulle være generelt eller mange eller en generel tendens i dansk politi. Tværtimod har man et varmt ønske om at efterforske voldtægter.

Det, vi nu skal finde ud af, er, hvordan vi får vendt den strøm, hvor der er så få, der bliver bragt til domstolene. Og det tror jeg sådan set vi alle sammen er enige om. Så lad os lade være med at bringe alt for mange fordomme til torvs.

Ordføreren.

Jeg tror, jeg næsten vil nøjes med at sige, at hvis jeg har fornærmet justitsministeren ved at sige »først i september«, vil jeg da skynde mig at rose og sige, at det er bedre sent end aldrig. Alligevel vil jeg henholde mig til, at det her problem er større og bredere end som så. De historier og fortællinger, som kommer om ofre, som bliver afvist, ikke bliver taget seriøst og alt mulig andet, er ikke en enlig svale. Det er ikke noget, der er kommet en enkelt historie om hvert andet år eller hvert halve år. Det er konsekvent, og det er da et kæmpe, kæmpe problem. Og i øvrigt har justitsministeren ikke flere korte bemærkninger, men... ( Justitsministeren (Søren Pind): Jeg kan få alle dem, jeg vil). Nå, jamen værsgo.

Det er fuldstændig rigtigt. Justitsministeren kan jo sagtens komme på talerstolen igen, hvis han ønsker det. Det gør han ikke.

Der er ikke yderligere korte bemærkninger til fru Pernille Skipper, så tak til hende.

Der er i det hele taget ikke flere, der har bedt om ordet, og dermed er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Retsudvalget, og hvis ingen gør indsigelse over det, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.