Det var da et klart svar.
Der kommer altså ikke mere, regeringen har brugt pengene, og det vil sige, at den afvigelse, som regeringen jo selv har lavet i sin seneste økonomiske redegørelse, hvor man har nedskrevet indtægterne fra Nordsøen med 10,5 mia.
kr., så ikke rigtig gør noget.
Jeg synes da, det er en befriende ærlig melding, at det forsigtighedsprincip, som regeringen ellers har brystet sig af, er afgået ved døden sammen med så mange andre løfter og principper under den her regering.
Man bruger pengene ufortrødent, og så håber man, at tingene bliver bedre, men der er altså ikke nogen alternativ finansieringsplan fra regeringen.
Igen betyder det jo, at der kommer til at ligge en kæmperegning i fremtiden.
Allerede nu er vurderingerne jo, at det er et massivt hul, der er slået, og der er bestemt ikke udsigt til, at det bliver mindre.
Vi har haft diskussionen tidligere, vi har bl.a.
også haft den med økonomiministeren, hvor han her i Folketingssalen i januar sagde, at »afvigelser mellem det realiserede og det forudsatte vil blive håndteret i forbindelse med den løbende tilrettelæggelse af finanspolitikken«.
Men hvordan er det så?
Hvordan vil man gøre det?
Hvor er det, man vil finde pengene henne?
Vi kan forstå, at nu kommer der ikke de penge ind, man havde regnet med.
Man bruger så alligevel dem, man havde tænkt sig, og så vil man håndterer det inden for finanspolitikken.
Så er det da relativt simpelt at spørge:
Er det så penge til det offentlige forbrug, der ikke kan gå til det?
Er det andre offentlige investeringer, der ikke kan realiseres?
Eller er det skatteministeren, der må åbne skuffen med spændende forslag til nye skatter og afgifter, som skal finansiere det?
Eller skal vi bare vente, til tiden løber ud?
Vi må så håbe, at regeringen når at fremlægge en finanslov, inden der kommer valg.
For ellers er der jo bare et stort spørgsmål:
Hvor kommer pengene fra?