Spm. nr. S 300

11) Til ministeren for børn, ligestilling, integration og sociale forhold af:

Karina Adsbøl (DF) :

Hvilke tiltag vil ministeren tage for at hjælpe forældre til børn med autisme, der i dag af mange kommuner presses og stresses med sanktioner og pålæg, hvis forældrene ikke kan få deres børn i det skoletilbud, de er blevet placeret i?

Skriftlig begrundelse

Landsforeningen Autisme har i henvendelse af 25. september 2014 til Socialudvalget gjort opmærksom på en række forhold vedrørende kommunale trusler og svække retssikkerhed (SOU alm. del – bilag nr. 364,2014-15). I brevet gøres der opmærksom på, at Landsforeningen Autisme mener at kunne dokumenterer, at kommuner presser forældre til børn og unge med autisme med sanktioner og pålæg –, i værste fald tvangsfjernelse – fordi forældrene ikke kan få deres børn i skole. Eleverne udvikler skoleværing og i værste fald psykiatriske tillægsdiagnoser som angst og depression, fordi de stresses i de skoletilbud, de er blevet placeret i. Der er brug for, at forældrene til disse børn får en anden hjælp end blot mulige sanktioner og pålæg fra kommunerne, og spørgeren er interesseret i at ministeren kommer på banen med andre løsninger.

Værsgo.

Tak. Hvilke tiltag vil ministeren tage for at hjælpe forældre til børn med autisme, der i dag af mange kommuner presses og stresses med sanktioner og pålæg, hvis forældrene ikke kan få deres børn i det skoletilbud, de er blevet placeret i?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet. Kommunerne har en klar pligt til at hjælpe alle børn med behov for støtte, også børn med autisme, der er rigtig mange muligheder, og kommunerne kan give tilbud om f.eks. pædagogisk støtte i hjemmet eller en kontaktperson, hvis de vurderer, at lige præcis det vil hjælpe barnet. Men den indsats, der sættes i værk, skal være hjælp og støtte rettet mod barnet; der hverken må eller kan være tale om, at indsatserne bliver brugt som sanktioner over for barnet eller forældrene. Det er uacceptabelt. Dette gælder, uanset om nogle indsatser kan være givet med tvang og uden forældrenes samtykke, for der er skrappe krav til, hvornår det er indsatser, der kan sættes i gang lige præcis uden samtykke, og det er kun, hvis det er til barnets bedste.

I øvrigt kan forældrepålæg kun gives, hvis det er forældrenes manglende vilje, der er problemet. Hvis det er manglende evne til at håndtere barnets problemer, skal kommunen i stedet hjælpe forældrene med det.

Endelig har vi et meget grundigt klagesystem, hvor kommunernes afgørelse efterprøves af både jurister og børnesagkyndige, som ser på, om reglerne er overholdt. Jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke kan forestille mig, at der er kommuner, der tvangsfjerner børn, alene fordi forældrene ikke kan eller vil sende deres børn i et skoletilbud, de ikke trives i, hvis der ellers ikke er problemer hos barnet eller familien. Og hvis det var tilfældet, er jeg ikke et sekund i tvivl om, at sagen også vil falde i ankesystemet. Det synes jeg også er værd at bemærke.

Min opfattelse er, at det nuværende system både sikrer barnets bedste og familiens retssikkerhed, og jeg mener derfor ikke, at der er grundlag for nye tiltag.

Karina Adsbøl.

Jeg synes, det er dybt bekymrende, at ministeren siger, at ministeren altid har tillid til, at systemet fungerer. Systemet fejler også – man kan jo bare se, hvordan det er i Folketinget, og også i embedsværket og ministerierne. Systemet er ikke fejlfrit. Vi har jo i Socialudvalget fået et bekymrende brev, som jeg gerne vil citere fra. Der står i det her brev:

»Forældre til børn med autisme oplever kommunale trusler og svækket retssikkerhed.«

Så skriver de videre:

»Landsforeningen Autisme (LA) kan dokumentere, at kommuner presser forældre til børn/unge med autisme med sanktioner og pålæg – i værste fald tvangsfjernelse – fordi forældrene ikke kan få deres børn i skole. Eleverne udvikler skolevægring og i værste fald psykiatriske tillægsdiagnoser som angst og depression, fordi de stresses i det skoletilbud, de er blevet placeret i. Mange af sagerne burde involvere VISO, men det afviser kommunerne. LA har flere eksempler på, at familiernes retssikkerhed svækkes, når forældrene anker kommunale afgørelser.«

Så synes jeg, det er dybt problematisk, når ministeren siger, at det er kommunernes pligt. Jo, men hvis kommunerne ikke kan håndtere det her, bliver ministeren jo nødt til at hjælpe dem. Så det er ministerens pligt at handle, når der kommer et bekymrende brev som det her, som ministeren også har fået. Samtidig er der også skrevet en artikel om det på folkeskolen.dk, hvor det netop er beskrevet, hvordan de her forældrepålæg bliver udstedt via brev, og at der så bliver iværksat undersøgelser af forældreevnen.

Jeg synes, det er problematisk, at ministeren ikke handler, men blot siger, at det er kommunernes ansvar, at ministeren har tillid til systemet, og at alt er så godt. For det er det jo ikke. Vi får de her breve, og det drejer sig jo ikke kun om autisme; man kan jo tage hele handicapområdet og se på, hvordan det står til rent retssikkerhedsmæssigt for forældre, som har handicappede børn.

Ministeren.

Tusind tak for det. Det, jeg redegjorde for, var de regler og rammer, der er for området. Jeg gjorde opmærksom på, at kommuner har pligt til, som jeg startede med at sige, at hjælpe børn med behov for støtte. Jeg har ikke sagt, at alt er o.k. Jeg er fuldstændig enig i, at systemerne fejler – det tror jeg de fleste systemer gør, og det er netop også derfor, vi har nogle klagemuligheder. Det er det ene.

Det andet er det omtalte brev fra Landsforeningen Autisme. Det tager jeg sådan set også alvorligt, og det er også derfor, ministeriet rent faktisk har et møde med landsforeningen – så vidt jeg husker, er det den 16. december – og der tager vi også lige præcis det her punkt med. Det gør vi, fordi vi selvfølgelig tager det alvorligt. Man kan jo ikke sidde sådan et brev overhørig, og derfor bliver det selvfølgelig også diskuteret. Som sagt husker jeg det ikke helt præcist, men jeg tror nok, det er den 16. december, vi har et møde.

Fru Karina Adsbøl.

Tak for det. Jeg er da glad for, at ministeren nu holder et møde med Landsforeningen Autisme, også for at de ligesom kan høre om nogle løsninger fra ministerens side, for det er jo løsninger, der skal til, i situationer, hvor man har et barn, som har store vanskeligheder på grund af autisme. Så er det jo ikke forældrepålæg eller ungepålæg eller trusler om tvangsfjernelse, der hjælper i sådan nogle sager. Familierne skal jo have al den hjælp og støtte og vejledning, de overhovedet kan få, fra kommunal side.

Så derfor ser jeg frem til også at snakke med Landsforeningen Autisme om, hvad de så har fået ud af mødet med ministeren, og om ministeren så også handler ud fra det, han har sagt, og til, om han eventuelt også skriver et brev ud til kommunerne om, at det her og den fremgangsmåde ikke er okay. Så må vi så se, om kommunerne lytter til ministeren – det ved jeg ikke om ministeren har erfaring med om de gør – men vi forventer i hvert fald, at der laves nogle tiltag også fra ministerens side.

Så er det ministeren.

Jeg har rent faktisk erfaring for, at kommunerne lytter, og det synes jeg er rigtig godt og også glædeligt. Det er der ingen tvivl om.

I virkeligheden er vi jo ikke uenige om præmissen. Jeg er fuldstændig sikker på, at vi står på fuldstændig samme side, når det handler om gerne at ville tilgodese de børn, som vi lige præcis nu diskuterer her, altså børn med autisme, og deres familier også, som er i en sårbar position. Der er vi på ingen måde i opposition til hinanden. Og hvis der er nogle uhensigtsmæssigheder, er det jo klart, som jeg også siger, at mit ministerium skal mødes med Landsforeningen Autisme. Derfor sætter vi også lige præcis det her brev på som et punkt, så vi kan diskutere det og også høre det fra landsforeningen selv.

Så er fru Karina Adsbøl også velkommen til, som fru Karina Adsbøl plejer at gøre, at hive fat i mig og tage en sludder over en kop kaffe og høre, hvad der er sket på det møde. Det er spørgeren altid velkommen til.

Spørgeren.

Tak. Det tager jeg glædeligt imod. Det er altid hyggeligt at komme over til ministeren og få en kop kaffe. Det, der skal ske, er jo også, at vi skal finde nogle løsninger; der skal være noget handling.

For som jeg hører det, siger ministeren, at det er fuldstændig uacceptabelt, hvis det her foregår i praksis, altså hvis forældre er blevet truet, fordi de har et barn, som har vanskeligt ved at komme i skole på grund af angst og depression, fordi der simpelt hen ikke er rum og plads til barnet i skolen. Men skal jeg bare forstå det sådan, at ministeren så er enig i, at der skal handling til, og at det her ikke skal foregå? Der skal simpelt hen være nogle løsninger på bordet, når ministeren har haft mødet, i forhold til hvordan man fremadrettet kan undgå, at familier bliver truet med tvangsanbringelser og pålæg af andre ting.

Så er det ministeren.

Man skal forstå det sådan, som jeg også har sagt det tidligere, at jeg på ingen måde, og det mener jeg helt oprigtig talt, kan forestille mig, at der er kommuner, der tvangsfjerner børn, alene fordi forældrene ikke vil sende børnene i skoletilbud, hvor de ikke trives.

Igen: Det vil falde i ankesystemet. Jeg har aldrig fra min erfaring med det system oplevet noget lignende, så jeg kan ikke forestille mig det. Men ikke desto mindre, som jeg har sagt et par gange nu, så vil mit ministerium, som har møde med Landsforeningen Autisme, sætte det på dagsordenen, og så vil jeg glæde mig til at vende de ting, som vi har talt om, sammen med fru Karina Adsbøl også, og så må vi se, hvad den vej ellers bringer os.

Så skulle vi være færdige med spørgsmål nr. 11. Jeg siger tak til fru Karina Adsbøl.

Ministeren kan roligt blive siddende, for der er en spørger mere, og det er hr. Christian Langballe.