L 39 Forslag til lov om ændring af lov om byfornyelse og udvikling af byer.

(Øgede muligheder for at sikre gode boligsociale rammer både på land og i by m.v.).

Af: Minister for by, bolig og landdistrikter Carsten Hansen (S)
Udvalg: By- og Boligudvalget
Samling: 2014-15 (1. samling)
Status: Stadfæstet

Ændringsforslag til 3. behandling

Afgivet: 10-12-2014

Ændringsforslag nr. 1 af Lars Dohn (EL) stillet den 10.12.2014

20141_l39_aendringsforslag_beh31433226.pdf
Html-version

Ændringsforslag stillet den 10. december 2014

Til § 1

Af Lars Dohn (EL):

1) Efter nr. 23 indsættes som nye numre:

»01. I § 75, stk. 1, ændres »stk. 6« til: »stk. 2 og 7«.

02. I § 75 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

»Stk. 2. Når kommunalbestyrelsen skal behandle en sag om skimmelsvamp i en lejebolig, skal kommunalbestyrelsen antage en af kommunen og af udlejer uafhængig rådgiver til at foretage en teknisk analyse og til at udarbejde en foreløbig vurdering af årsagen til forekomst af skimmelsvamp i lejeboligen. Embedslægen skal på baggrund af den tekniske analyse vurdere, om lejeren skal genhuses midlertidigt efter reglerne i denne lov. Hvis lejeren er blevet midlertidigt genhuset, skal en af kommunen og af ejeren uvildig rådgiver godkende, at skimmelsvampen er fjernet på tilstrækkelig vis fra lejeboligen, inden lejeren kan flytte tilbage.«

Stk. 2-6 bliver herefter stk. 3-7.

03. I § 82, stk. 1, indsættes efter »bygningskonstruktioner«: », analyse af skimmelsvamp og årsagen hertil, efterfølgende kontrol af afhjælpningsforanstaltninger vedrørende skimmelsvamp««

[Procedureregler m.v. vedrørende skimmelsvamp i lejeboliger]

Bemærkninger

Til nr. 1

Proceduren omkring skimmelsvampsager skaber en lang række problemer. Disse problemer ønskes formindsket og fjernet med det stillede ændringsforslag.

Når en skimmelsvampsag er indbragt for kommunen, sker det ofte, at kommunen sender en af kommunens egne bygningsteknikere af sted for at vurdere sagens omfang. Med ændringsforslaget præciseres, at den tekniske analyse og vurderingen af årsagen til, at der eventuelt er skimmelsvamp, i det konkrete tilfælde bliver afgjort af et uahængigt firma.

Kommunen kan efter byfornyelsesloven få refunderet 50 pct. af udgiften til et sådant firma.

Det har stor betydning for parterne i en sådan sag, at årsagen klargøres så tidligt som muligt, da netop årsagen, f.eks. fejl ved bygningen eller ukorrekt lejeradfærd, kan få store økonomiske konsekvenser senere i forløbet. Med ændringsforslaget præciseres, at det er embedslægen, der skal afgøre, om der er grundlag for genhusning af lejer.

Sluttelig skal et uvildigt firma godkende, at skimmelsvampen er fjernet så grundigt, at lejeren kan flytte tilbage til lejemålet. Som forholdene er nu, sker det ofte, at en lejer fraflytter et skimmelramt lejemål, som derefter genudlejes, uden at de ny lejere bliver gjort bekendt med forekomsten af skimmel i lejemålet.