L 23 Forslag til lov om ændring af lov om udlodning af overskud fra lotteri samt heste- og hundevæddemål og lov om fremme af dopingfri idræt.

(Ny økonomisk fordelingsnøgle på idrætsområdet, ændring af bestyrelser i selvejende institutioner på idrætsområdet, udvidelse af Anti Doping Danmarks virksomhed m.v.).

Af: Kulturminister Marianne Jelved (RV)
Udvalg: Kulturudvalget
Samling: 2014-15 (1. samling)
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 08-10-2014

Skriftlig fremsættelse (8. oktober 2014)

20141_l23_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (8. oktober 2014)

Kulturministeren (Marianne Jelved):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om udlodning af overskud fra lotteri samt heste- og hundevæddemål og lov om fremme af dopingfri idræt (Ny økonomisk for­de­lings­nøgle på idrætsområdet, ændring af bestyrelser i selvejende institutioner på idrætsområdet, udvidelse af Anti Doping Danmarks virksomhed m.v.)

(Lovforslag nr. L 23)

Lovforslaget har til formål at gennemføre den politiske stemmeaftale om idræt, som blev indgået imellem regeringen (Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre) og Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti, den 6. maj 2014.

Hovedtemaerne i den politiske stemmeaftale om idræt er dels en omfordeling af de udlodningsmidler, som fordeles til idrættens organisationer, dels en ændring af, hvilke idrætsorganisationer, som skal have lovbestemte tilskud, dels en ændring af bestyrelserne i de selvejende institutioner på idrætsområdet samt en ændring af Anti Doping Danmarks virke.

Lovforslaget indeholder ændringer af lov om udlodning af overskud fra lotteri samt heste- og hundevæddemål og af lov om fremme af dopingfri idræt. Lovforslaget stiller forslag om en omfordeling af udlodningsmidlerne til idræt, således at Anti Doping Danmark, Sport Event Danmark og Idrættens Analyseinstitut indtræder i fordelingsnøglen for idrættens midler, og at Hestevæddeløbssportens Finansieringsfond udtræder af samme fordelingsnøgle. Endvidere stilles der forslag om, at bestyrelserne i udvalgte offentlige selvejende institutioner på idrætsområdet ændres, og ligeledes at der foretages ændringer i Anti Doping Danmarks virksomhed. Endelig indeholder forslaget en udmøntning af den ressortomlægning af folkeoplysningsområdet, som fandt sted i 2011.

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar 2015.

Idet jeg i øvrigt henviser til bemærkningerne til lovforslaget, skal jeg anbefale lovforslaget til Folketingets velvillige behandling.