L 110 Forslag til lov om ændring af lov om fremme af dopingfri idræt og ligningsloven.

(Bekæmpelse af manipulation af idrætskonkurrencer).

Af: Kulturminister Marianne Jelved (RV)
Udvalg: Kulturudvalget
Samling: 2014-15 (1. samling)
Status: Stadfæstet

Lovforslag som vedtaget

Vedtaget: 16-04-2015

Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 16. april 2015

20141_l110_som_vedtaget.pdf
Html-version

Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 16. april 2015

Forslag

til

Lov om ændring af lov om fremme af dopingfri idræt og ligningsloven

(Bekæmpelse af manipulation af idrætskonkurrencer)

§ 1

I lov om fremme af dopingfri idræt, jf. lovbekendtgørelse nr. 116 af 31. januar 2015, foretages følgende ændringer:

1. Lovens titel affattes således:

»Lov om fremme af integritet i idrætten«.

2. Efter § 9 b indsættes før overskriften før § 11:

»Bekæmpelse af manipulation af idrætskonkurrencer

§ 10. Kulturministeren kan fastsætte regler om, at nærmere bestemte idrætsorganisationer har pligt til at indføre og håndhæve bestemmelser om bekæmpelse af manipulation af idrætskonkurrencer som forudsætning for ydelse af lovbestemte tilskud.

Stk. 2. Kulturministeren kan fastsætte regler om, at der i tilfælde af overtrædelse af de i medfør af stk. 1 fastsatte regler kan ske bortfald eller reduktion af de i stk. 1 omtalte tilskud.

§ 10 a. Kulturministeren kan fastsætte regler om placeringen af et sekretariat for en platform for koordinering af bekæmpelse af manipulation af idrætskonkurrencer.

§ 10 b. Den, som forsætligt uberettiget yder, lover eller tilbyder nogen, der deltager i eller varetager hverv i forbindelse med en idrætskonkurrence på højere niveau her i landet eller i udlandet, gave eller anden fordel for at formå den pågældende til at gøre eller undlade noget, som kan få indflydelse på idrætskonkurrencen, straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år, medmindre det er omfattet af straffelovens § 279.

Stk. 2. På samme måde straffes den, der som deltager i eller i varetagelsen af et hverv i forbindelse med en sådan idrætskonkurrence forsætligt uberettiget modtager, fordrer eller lader sig tilsige gave eller anden fordel for at gøre eller undlade noget, som kan få indflydelse på idrætskonkurrencen, medmindre det er omfattet af straffelovens § 279.

Stk. 3. Straffen kan stige til fængsel indtil 2 år, når forholdet er af særlig grov beskaffenhed, navnlig på grund af udførelsesmåden, eller fordi gerningen er udført af flere i forening, eller som følge af omfanget af den pågældende gave eller fordel.«

§ 2

I ligningsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1041 af 15. september 2014, som ændret senest ved § 5 i lov nr. 334 af 31. marts 2015, foretages følgende ændringer:

1. I § 8 D, 1. pkt., ændres »og § 304 a, stk. 2« til: »og § 304 a, stk. 2, og § 10 b i lov om fremme af integritet i idrætten«.

2. I § 8 D, 3. pkt., ændres »eller § 304 a, stk. 2« til: »eller § 304 a, stk. 2, eller § 10 b i lov om fremme af integritet i idrætten«.

§ 3

Loven træder i kraft den 1. juli 2015.