Dagens sidste forslag er et forslag til folketingsbeslutning om øget ansvarliggørelse af kommunalbestyrelsesmedlemmer og kommunale ledere ved grove svigt i sager om overgreb på og omsorgssvigt af børn.
Forslagsstillerne vil med forslaget pålægge regeringen at fremsætte et lovforslag, hvorefter statsforvaltningen i sådanne sager skal kunne udstede bøder til ansvarlige medlemmer af kommunalbestyrelsen, og hvorefter kommunalbestyrelsen i hver sag skal tage stilling til, om sagen skal have ansættelsesretlige konsekvenser for de ansvarlige kommunale ledere.
Jeg vil gerne starte med at sige, at regeringen naturligvis er helt enig med forslagsstillerne i, at sager om overgreb på og omsorgssvigt af børn er meget alvorlige, og at der er behov for, at kommunerne reagerer både hurtigt og resolut i sådan nogle sager.
Der har desværre været en række ulykkelige eksempler, hvor kommuner ikke har løftet den opgave godt nok.
Det har haft tragiske følger for de involverede børn.
Jeg skal ikke fremhæve den ene sag frem for den anden, men ville gerne have været hver og én foruden.
Det har selvfølgelig givet anledning til at overveje, om de regler, vi allerede har på området, er gode nok, og det giver også anledning til at overveje, om de initiativer, som forslagsstillerne foreslår, ville forbedre den kommunale opgavevaretagelse på området.
Det sidste er jeg ikke overbevist om at de ville.
Kommunerne er efter de gældende regler i serviceloven ansvarlige for at sikre, at der tages de fornødne skridt i de børnesager, vi taler om.
Der er bl.a.
på baggrund af de sager, vi kender fra medierne, allerede iværksat en række særlige initiativer på Socialministeriets område, som skal understøtte kommunernes sagsbehandling i forhold til udsatte børn og unge.
Bl.a.
er der som en del af overgrebspakken fastsat en pligt for kommunalbestyrelsen til at udarbejde et skriftligt beredskab til forebyggelse, tidlig opsporing og behandling af sager om overgreb mod børn og unge.
Der er også oprettet en særlig taskforce, som tilbyder hjælp til at styrke sagsbehandlingen ude i kommunerne, og der er afsat 30 mio.
kr.
årligt til efter- og videreuddannelse af personalet på børne- og ungeområdet.
Derudover gennemfører Ankestyrelsen praksisundersøgelser, som har til formål at sikre koordinering af praksis på tværs af kommunerne.
Der er også efter de gældende regler i lov om kommunernes styrelse mulighed for at reagere over for såvel ansvarlige kommunale ledere som ansvarlige kommunalbestyrelsesmedlemmer.
Hvis vi så kigger på selve forslaget her, fremgår det, at det efter første del af forslaget vil være sådan, at statsforvaltningen skal have mulighed for at pålægge kommunalbestyrelsesmedlemmer bøder.
Statsforvaltningen fører tilsyn med, at kommunerne overholder den lovgivning, som gælder for offentlige myndigheder.
Statsforvaltningen skal ikke tage stilling til, om kommunens dispositioner er rimelige eller hensigtsmæssige eller stille spørgsmål om skønsudøvelse, så længe skønnet udøves inden for de rammer, der er fastsat i lovgivningen.
Statsforvaltningen beslutter selv, om der er tilstrækkeligt grundlag for at gennemføre en tilsynssag.
Statsforvaltningen kan efter lov om kommunernes styrelse pålægge ansvarlige medlemmer af kommunalbestyrelsen tvangsbøder, hvis kommunalbestyrelsen undlader at udføre en handling, som den efter lovgivningen er forpligtet til at udføre.
Tvangsbøder har altså til formål at fremtvinge opfyldelsen af en handlepligt og kan ikke anvendes som straf for en eventuel konstateret overtrædelse af lovgivningen.
Statsforvaltningen vil kunne anvende tvangsbøder over for en kommunalbestyrelse, der ikke foretager de nødvendige skridt i en sag om overgreb på og omsorgssvigt af børn.
Et kommunalbestyrelsesmedlem, der gør sig skyldig i grov pligtforsømmelse, kan derudover straffes med bøde ved domstolene med hjemmel i lov om kommunernes styrelse.
Det er anklagemyndigheden, der vurderer, om der skal rejses tiltale, og det sker under iagttagelse af de retssikkerhedsmæssige garantier, der i øvrigt gælder i forbindelse med behandlingen af straffesager.
Det er den forskel, som efter regeringens opfattelse er betryggende.
Jeg vil tillade mig at minde om, at det indtil 2004 var et krav, at der forelå en begæring om tiltalerejsning fra tilsynsmyndigheden, altså den nuværende statsforvaltning, for at anklagemyndigheden kunne rejse tiltale efter bestemmelsen.
Påtalebestemmelsen blev dog af et enigt Folketing ophævet, bl.a.
for at undgå, at tilsynsmyndigheden skulle foretage en vurdering, som netop anklagemyndigheden har bedre forudsætninger for at foretage.
Forud for lovændringen gik et grundigt udvalgsarbejde om indsigt i den kommunale administration.
Set i det lys er det fortsat regeringens opfattelse, at det ikke er hensigtsmæssigt, at en administrativ myndighed som statsforvaltningen udsteder bøder som straf, medmindre helt særlige grunde gør sig gældende, og sådanne særlige grunde gør sig efter regeringens opfattelse ikke gældende, når de samme kommunalbestyrelsesmedlemmer allerede efter gældende retstilstand kan idømmes bøder ved domstolene.
Den anden del af forslaget vedrører kommunalbestyrelsens stillingtagen til ansættelsesretlige konsekvenser.
Det er kommunalbestyrelsen, der har ansvaret for alle de sager, der behandles i kommunen, også de børnesager, som det her beslutningsforslag handler om.
Det samme gælder for de eventuelle ansættelsesretlige konsekvenser, som skal drages af de sager.
Fordi kommunalbestyrelsen har ansvaret, er det også kommunalbestyrelsen, der beslutter, hvordan forvaltningen skal være indrettet.
Kommunalbestyrelsen har altså det øverste ansvar for ansættelse og afskedigelse af personale og fører tilsyn med forvaltningen.
Det er også kommunalbestyrelsens ansvar at reagere, hvis der konstateres en retsstridig adfærd i forvaltningen.
At kommunalbestyrelsen har ansvaret for alle sager i kommunen, betyder ikke, at kommunalbestyrelsen selv skal tage stilling til alle sagerne.
Kommunalbestyrelsen overlader i vidt omfang både sagsbehandling og beslutninger til udvalg og til forvaltning, og sådan er det nødt til at være, hvis en kommune skal fungere.
Det gælder også i personalesager.
Sådanne sager kan, men skal normalt ikke behandles af kommunalbestyrelsen.
Kommunalbestyrelsen kan forbeholde sig, at den selv vil træffe beslutning i bestemte typer af personalesager, men kun enkelte beslutninger anses normalt for at være af en sådan vidtrækkende betydning for kommunen, at de altid skal behandles i kommunalbestyrelsen.
Det gælder f.eks.
ansættelse og afskedigelse af kommunaldirektører og fagdirektører.
Det afgørende er da heller ikke, at ansættelsesretlige konsekvenser i børnesager drages ved en beslutning i kommunalbestyrelsen, men at de rigtige konsekvenser drages, og at det sker under kommunalbestyrelsens ansvar.
Det er derfor regeringens opfattelse, at der ikke er behov for at fastsætte en pligt for kommunalbestyrelsen til i hver enkelt sag at tage eksplicit stilling til, hvorvidt der skal drages ansættelsesretlige konsekvenser i forhold til de kommunale ledere.
I forbindelse med en kommunalbestyrelses ansvar er det væsentligt at være opmærksom på, at ethvert medlem af kommunalbestyrelsen kan bruge sin såkaldte initiativret til at rejse en sag i kommunalbestyrelsen.
Det gælder, uanset om sagen allerede behandles i et udvalg eller i forvaltningen, og uanset hvad sagen drejer sig om, når blot det er et kommunalt anliggende.
Ethvert kommunalbestyrelsesmedlem vil altså ved at bruge sin initiativret kunne sikre sig, at spørgsmål om eventuelle ansættelsesretlige konsekvenser i børnesager kommer på kommunalbestyrelsens dagsorden, hvis vedkommende vurderer, at det er hensigtsmæssigt.
Som jeg allerede har nævnt, skal kommunerne naturligvis reagere både hurtigt og resolut i sager, der vedrører overgreb på og omsorgssvigt af børn.
Det kan ingen være uenig i.
Men det er regeringens opfattelse, at der med de gældende regler på området og de initiativer, der er taget, er tilstrækkelige redskaber, der kan bringes i anvendelse over for kommunalbestyrelsesmedlemmer og kommunale ledere, som ikke har det fokus, man må forlange i så alvorlige og indgribende sager.
Initiativerne i det fremsatte forslag vil efter regeringens bedste overbevisning ikke bidrage yderligere til at undgå fremtidige tilfælde af grove svigt i sager om overgreb på og omsorgssvigt af børn eller at forebygge samme.
Regeringen kan på den baggrund ikke støtte beslutningsforslaget.