Spm. nr. S 366

16) Til beskæftigelsesministeren af:

Bent Bøgsted (DF) ) :

Mener ministeren, at kommunerne ikke må foretage en afklaring af en persons arbejdsevne i et ressourceforløb?

Spørgeren.

Tak. Mener ministeren, at kommunerne ikke må foretage en afklaring af en persons arbejdsevne i et ressourceforløb?

Ministeren.

Tak også for det her spørgsmål. Det, der er hele ideen med både reformen af førtidspensionen og fleksjobområdet, er jo, at vi i stedet for, som der har været en tendens til i mange år, at afdække, hvad folk ikke kan – altså hvilke begrænsninger mennesker måtte opleve eksempelvis i deres arbejdsevne som følge af handicap – skal se, hvilke ressourcer mennesker har, og hvilke muligheder der er for at udfolde sig selv, også selv om man måtte have et handicap eller en sygdom eller meget, meget svære sociale problemer. Så i forhold til spørgsmålet her skal man jo vende den 180 grader, for i stedet for som tidligere, hvor det blev vurderet, hvad folk kunne arbejde som et maks., er den grundlæggende tanke jo at vende det om og sige, at til trods for, at der er noget er svært, hvilke muligheder har vi så for at etablere en ramme, hvori folk alligevel kan arbejde? For der er så mange mennesker, også med store handicap, med alvorlige sygdomsforløb, der ønsker en fortsat tilknytning til arbejdsmarkedet. Det skal bare være i de rigtige rammer.

Spørgeren.

Tak. Det er jo altid rart at vide, for man hører udefra, at der er folk, der får at vide, at de ikke kan komme i et ressourceforløb, fordi kommunen ikke mener, at alle behandlingsmuligheder er udtømte. Der er mange ting, de så foreslår klienten skal gå til. Det kan være alt muligt lige fra diætist til samtaleterapeut, eller hvad det nu er, medicinsk behandling og den slags. Men hvis det er inden for et ressourceforløb – der er jo et rehabiliteringsteam, og der er også læger med – er det så ikke rimeligt at sige, at personer, der har nogle problemer, godt kan komme ind i et ressourceforløb, og det er dér, hvor man så skal lave en afklaring. Men her får personen så at vide: Du kan ikke komme ind i et ressourceforløb, før det hele er afprøvet og vi har fundet ud af, hvad du har af problemer, og hvilken arbejdstid du kan klare. Så har man jo ikke brug for et ressourceforløb. Det er egentlig kun for at holde personen ude.

Så kan det virke, som om kommunerne bevidst prøver at holde personen ude af ressourceforløb, fordi de så ikke skal udbetale ydelser til klienten. Det er da, som jeg ser det, lidt af et problem, hvis de fortsætter med den tendens, som vi har oplevet gennem lang tid, hvor de smider folk af sygedagpengene, og så først, når folk er faldet for den frist, kan man gå i gang med noget behandling.

Jeg har forstået det sådan, at meningen med ressourceforløb var, at man skulle samle nogle op – især dem på under 40 – og få dem ind i et ressourceforløb og få en afklaring af, om de kan komme tilbage til arbejdsmarkedet, eller om de skal have fleksjob eller på førtidspension. Men tanken i det var, at de skulle tilbage på arbejdsmarkedet. Men når de så får at vide: Jamen du kan ikke komme ind i et ressourceforløb, for vi er ikke færdige med at afklare dig endnu – så springer kæden af for mig. Det forstår jeg ikke rigtig lige.

Ministeren.

Jamen lad mig bare sige det klart: Hvis der er en kommune – hvilket jeg selvfølgelig ikke håber, og hvis spørgeren har kendskab til, at det skulle forholde sig modsat, hører jeg meget gerne derom – der bevidst holder unge væk fra ressourceforløb, selv om de efter lovens intention er i målgruppen derfor, er det på ingen måde o.k. Det er ikke noget, jeg har hørt om, og derfor vil jeg selvfølgelig gerne have meget konkrete eksempler.

Det er altid sådan med et ressourceforløb, at det er en konkret individuel vurdering, og sådan skal også være, fordi mennesker er forskellige. Men har man behovet, skal der selvfølgelig tildeles et ressourceforløb, medmindre man kan igangsætte den nødvendige og rigtige indsats på anden vis.

Spørgeren.

Jeg sætter pris på, at ministeren mener det. Jeg skal med glæde sende de papirer over, som jeg står med her, så ministeren kan give mig et lidt mere fyldestgørende svar på det. For det er jo helt forkert, hvis kommunerne begynder at afvise folk fra at komme ind i et ressourceforløb, fordi de mener, at folk skal i gang med noget afklaring. Der er det problem – og det er spørgsmålet igen – at hvis der er nogle, der, inden det her trådte i kraft, var i gang med en afklaring, er de så afskåret fra at komme ind i et ressourceforløb?

Ministeren.

Jeg kan jo ikke i Folketingssalen gå ind i en konkret sag, som jeg ikke har nogen forudgående viden om. Det er i øvrigt heller ikke mig som minister – heldigvis – der skal vurdere konkrete og rigtige menneskers rigtige forhold; heldigvis har vi den arbejdsdeling. Men det er sådan, at man skal være udredt og afklaret, inden rehabiliteringsteamet igangsætter et ressourceforløb, men det vil jo altid være en afvejning af, hvad der er det rigtige at gøre for den enkelte borger, og derfor må det altså også læne sig op ad en konkret vurdering. Men helt generelt er det sådan, at hvis man har behov for et ressourceforløb for at kunne komme godt i vej, og hvis det er det, der er den rigtige løsning, skal det selvfølgelig også tildeles.

Spørgeren.

Det er sådan mere et generelt spørgsmål. Det var det her med, at hvis der var en, der var i gang med et afklaringsforløb, inden loven trådte i kraft, om vedkommende så er afskåret fra at komme ind i et ressourceforløb. Det var et generelt spørgsmål, det var ikke en enkeltsag, men generelt, om man så er afskåret fra det. Jeg forstår ikke det der, ministeren siger, nemlig at de skal være afklaret, inden de kommer ind i et rehabiliteringsteam. Hvis de har været igennem alle mulige arbejdsprøver og diagnoser og de har fået en diagnose og de har afprøvet, hvor mange timer de kan klare at arbejde, hvad skulle de så i et ressourceforløb?

Beskæftigelsesministeren for en afslutning.

Vi ændrer det jo sådan, at man ikke længere skal afklare, hvor mange timer mennesker kan arbejde. Man kan vende den rundt og sige, at selv om livet kan være svært, selv om et handicap kan drille, selv om en sygdom kan begrænse, selv om sociale problemer kan spænde ben, så vil vi gerne have, at mennesker kan få lov til at være med alligevel. Når jeg er så optaget af det, er det, fordi jeg har mødt, jeg ved ikke hvor mange mennesker efterhånden, der også i meget, meget svære livssituationer gerne vil være en del af uddannelsessystemet, hvis de er unge, og af arbejdsmarkedet, hvis de er voksne. Så hele opgaven er ikke længere at vurdere, hvor lidt folk kan på grund af sygdom eller handicap, men snarere at skabe fundamentet for, at flere mennesker kan få lov til mere.

Hermed sluttede spørgsmålet.

Det næste spørgsmål er stillet til undervisningsministeren af hr. René Christensen fra Dansk Folkeparti.