Om forslag til vedtagelse

Fremsat:
21-02-2013
Forslag til vedtagelse:
Folketinget udtrykker glæde over rigsfællesskabet mellem Danmark, Færøerne og Grønland. Folketinget konstaterer, at selvstyreloven og det deraf afledte kompetenceforhold mellem de danske myndigheder og Grønlands Selvstyre er grundlaget for forholdet mellem Danmark og Grønland. Folketinget understreger behovet for en løbende dialog om muligheder og udfordringer i rigsfællesskabet. En god dialog er forudsætningen for et ligeværdigt og respektfuldt samarbejde mellem rigsfællesskabets parter og vil samtidig sikre varetagelsen af rigsfællesskabets samlede strategiske interesser. Folketinget opfordrer regeringen til en årlig forespørgselsdebat i Folketinget, hvor rigsfællesskabets muligheder og udfordringer kan debatteres samlet og fordomsfrit. Med henblik på fortsat at fremme udviklingen i rigsfællesskabet opfordrer Folketinget til, at samarbejdet mellem regeringen og landsstyret styrkes inden for selvstyrelovens rammer. Folketinget opfordrer regeringen til sammen med landsstyret at arbejde for i Grønland at skabe øgede investeringer på sammenlignelige og gennemsigtige markedsmæssige vilkår, herunder danske, og derigennem nyttiggøre Grønlands naturressourcer med henblik på en strategisk investeringsmulighed i råstofudvinding i Grønland.
Afstemning:
Vedtaget 111 stemmer for forslaget (V, S, DF, RV, SF, EL, LA, KF) 0 stemmer imod forslaget 0 stemmer hverken for eller imod forslaget
Fremsat under: