L 72 Forslag til lov om ændring af lov om befordringsrabat til uddannelsessøgende i ungdomsuddannelser m.v. og lov om statens voksenuddannelsesstøtte (SVU).

(Adgang til delegation m.v.).

Af: Børne- og undervisningsminister Christine Antorini (S)
Udvalg: Børne- og Undervisningsudvalget
Samling: 2012-13
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 15-11-2012

Skriftlig fremsættelse (15. november 2012)

20121_l72_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (15. november 2012)

Børne- og undervisningsministeren (Christine Antorini):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:


Forslag til lov om ændring af lov om befordringsrabat til uddannelsessøgende i ungdomsuddannelser m.v. og lov om statens voksenuddannelsesstøtte (SVU) (Adgang til delegation m.v.)

(Lovforslag nr. L 72).

Lovforslaget er en følge af ressortomlægningen mellem Ministeriet for Børn og Undervisning og Ministeriet for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelser, jf. kongelig resolution af henholdsvis 3. og 5. oktober 2011, hvor lovgivningen vedrørende en række uddannelser og institutioner blev overført fra det tidligere Undervisningsministerium til Ministeriet for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelser.


Som opfølgning på ressortomlægningen har Ministeriet for Børn og Undervisning og Ministeriet for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelser indgået en ressortaftale om administrationen af de videregående uddannelser og SU-området. Det fremgår af aftalen, at Ministeriet for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelser efter ressortomlægningen og på vegne af Ministeriet for Børn og Undervisning skal varetage administrationen af statens voksenuddannelsesstøtte (SVU) til og med ungdomsuddannelsesniveau samt administrationen af befordringsrabat til uddannelsessøgende på ungdomsuddannelserne. Formålet med lovforslaget er at tilpasse lovgivningen til den nye opgavefordeling.


Lovforslaget indebærer, at børne- og undervisningsministeren efter forhandling med vedkommende fagminister får adgang til at delegere sin kompetence til at varetage administrationen af henholdsvis statens voksenuddannelsesstøtte (SVU) til og med ungdomsuddannelsesniveau samt administrationen af befordringsrabat til uddannelsessøgende på ungdomsuddannelserne. En sådan delegation vil kunne sikre en effektiv administration af de nævnte fagområder, da sager af samme karakter fra forskellige ministerområder kan behandles samlet hos én og samme myndighed.


Lovforslaget indebærer endvidere, at afgørelser, som en sådan anden statslig myndighed træffer på grundlag af ministerens delegation, ikke kan påklages til Ministeriet for Børn og Undervisning. Lovforslaget berører ikke de eksisterende klageadgange, som den enkelte borger har i medfør af lovgivningen inden for ministerområdet. Retstilstanden for borgeren er således uændret.


Ved lovforslaget foretages herudover enkelte lovtekniske ændringer og ajourføring.


Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.