L 63 Forslag til lov om ophævelse af lov om hjemmeservice og ændring af ligningsloven.

(Ophævelse af hjemmeserviceordningen).

Af: Erhvervs- og vækstminister Annette Vilhelmsen (SF)
Udvalg: Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget
Samling: 2012-13
Status: Stadfæstet

Lovforslag som fremsat

Fremsat: 14-11-2012

Fremsat den 14. november 2012 af erhvervs- og vækstministeren (Annette Vilhelmsen)

20121_l63_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 14. november 2012 af erhvervs- og vækstministeren (Annette Vilhelmsen)

Forslag

til

Lov om ophævelse af lov om hjemmeservice og ændring af ligningsloven

(Ophævelse af hjemmeserviceordningen)

§ 1

Lov om hjemmeservice, jf. lovbekendtgørelse nr. 39 af 23. januar 2004, ophæves.

§ 2

I ligningsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1017 af 28. oktober 2011, som ændret blandt andet ved § 1 i lov nr. 519 af 12. juni 2009, § 7 i lov nr. 153 af 28. februar 2012 og senest ved § 1 i lov nr. 926 af 18. september 2012, foretages følgende ændring:

1. § 7, nr. 25, ophæves.

Nr. 26-29 bliver herefter nr. 25-28.

§ 3

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2013, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. § 2 træder i kraft den 1. januar 2014.

§ 4

Stk. 1. Lov om hjemmeservice og regler, som er fastsat med hjemmel heri, finder fortsat anvendelse på udbetaling af bidrag for ydelser, som er udført før den 1. januar 2013, men hvor udbetaling af bidrag ikke har fundet sted inden den 1. januar 2013. Det er en betingelse, at forbrugeren har betalt sin andel af ydelsen inden den 1. april 2013, og at de krævede oplysninger til identifikation af virksomhed, husstand og ydelse er indberettet inden den 1. juli 2013.

Stk. 2. Skattemyndighederne kan i perioden fra og med den 1. januar 2013 til og med den 31. december 2015 indhente oplysninger i Erhvervsstyrelsen om cpr-numre på personer, der er blevet udbetalt bidrag til efter hjemmeserviceordningen, samt cvr-numre på virksomheder, der har været optaget under hjemmeserviceordningen. Endvidere kan skattemyndighederne i samme periode til kontrolbrug indhente de oplysninger, der er registreret i Erhvervsstyrelsen om hjemmeservice.

Bemærkninger til lovforslaget

     
Almindelige bemærkninger
1.
Indledning
2.
Gældende ret
3.
Lovforslagets indhold
4.
Økonomiske og administrative konsekvenser for stat, regioner og kommuner
5.
Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet
6.
Administrative konsekvenser for borgerne
7.
Miljømæssige konsekvenser
8.
Forholdet til EU-retten
9.
Hørte myndigheder og organisationer
10.
Sammenfattende skema
  


1. Indledning

Som led i finansloven for 2013 er det blevet foreslået at ophæve lov om hjemmeservice, således at der ikke længere kan opnås tilskud til almindeligt forekommende rengøring af private husstande, der udføres efter 1. januar 2013. Loven finder fortsat anvendelse på udbetaling af bidrag for ydelser, som er udført før dette tidspunkt, forudsat at forbrugeren har betalt sin andel af ydelsen inden 1. april 2013, og at de krævede oplysninger til identifikation af virksomhed, husstand og ydelse er indberettet inden 1. juli 2013.

2. Gældende ret

Private husstande, hvori der bor mindst én person, som er berettiget til folkepension eller er tilkendt førtidspension, kan i henhold til lov om hjemmeservice opnå tilskud til almindelig rengøring. Det er efter ordningen en betingelse for tilskud, at husstanden har fået udført tilskudsberettiget arbejde i det foregående kalenderår samt inden for perioden 1. januar 2009 til den 1. september 2011. Tilskuddet er på 30 pct. af prisen. En husstand kan højst få 6.000 kr. i tilskud pr. hjemmeservicevirksomhed pr. kvartal. Ordningen fungerer i princippet som et tilskud til forbrugerne, men i praksis bliver tilskuddet udbetalt til hjemmeservicevirksomhederne.

Af kontrolmæssige hensyn foregår afregningen ved, at forbrugeren indbetaler sin andel på 70 pct. af betalingen for en hjemmeserviceydelse til en konto i et pengeinstitut, som Erhvervsstyrelsen har indgået aftale med. I forbindelse med indbetalingen indberettes der samtidig oplysninger til identifikation af virksomhed, husstand og ydelse. Forbrugerens andel af betalingen overføres til virksomhedens konto i løbet af nogle dage, og hvis de indberettede oplysninger til identifikation af virksomhed, husstand og ydelse er korrekte og fyldestgørende, overføres hjemmeservicetilskuddet på 30 pct. til virksomhedens Nemkonto i løbet af yderligere nogle dage. Fra kunden betaler, og indtil tilskuddet udbetales, går der ca. 14 dage, forudsat at alle de krævede oplysninger er indberettet korrekt og fyldestgørende.

3. Lovforslagets indhold

Med lovforslaget ophæves lov om hjemmeservice pr. 1. januar 2013, hvilket indebærer, at der ikke kan opnås tilskud til ydelser, som udføres efter den 1. januar 2013. Når ordningen er fuldt afviklet, vil årlige sparede tilskud udgøre ca. 84,4 mio. kr., og årlige sparede omkostninger til administration af ordningen vil udgøre ca. 4,3 mio. kr., i alt ca. 88,7 mio. kr. årligt. Det må imidlertid påregnes, at afregningen for ydelser, som udføres i slutningen af 2012, først sker i begyndelsen af 2013, da afregningen tager en vis tid.

På denne baggrund foreslås det, at lov om hjemmeservice og regler, som er fastsat med hjemmel heri, fortsat finder anvendelse på afregning af hjemmeservicetilskud i en overgangsperiode. Af hensyn til tilrettelæggelsen af ordningens afvikling, herunder opsigelse af kontrakter med pengeinstitutter m.v., foreslås det, at forbrugeren skal have betalt sin andel af ydelsen inden 1. april 2013. I modsat fald mistes hjemmeservicetilskuddet for ydelsen. Med en periode på mindst tre måneder, fra ydelsen er udført, til forbrugerens betaling skal være sket, sikres der dog en rimelig tid til, at virksomheden kan fakturere sine hjemmeservicekunder, og kunden kan indbetale sin andel samt, at virksomheden kan nå at rykke for evt. manglende betalinger. Det er endvidere kun selve forbrugerbetalingen, der skal være sket inden 1. april 2013. Af hensyn til de situationer, hvor der ikke samtidig med forbrugerbetalingen er indberettet alle de krævede oplysninger til identifikation af virksomhed, husstand og ydelse, eller der ved en fejl er indberettet forkerte oplysninger, som efterfølgende skal rettes, gives der yderligere en tre-måneders periode til at få indberettet de krævede oplysninger. Det vil sige, at der vil stadig blive udbetalt hjemmeservicetilskud, hvis der er indberettet korrekte og fyldestgørende oplysninger inden 1. juli 2013, forudsat at forbrugerbetalingen er sket inden 1. april 2013. Hvis de krævede oplysninger derimod ikke er indberettet korrekt og fyldestgørende inden 1. juli 2013, mistes hjemmeservicetilskuddet for ydelsen.

På finansloven for 2013 vil der blive afsat et estimeret beløb til dækning af hjemmeservicetilskud, hvor forbrugerbetalingen er sket inden 1. april 2013, og de krævede oplysninger er indberettet inden 1. juli 2013. Der vil endvidere blive afsat et estimeret beløb til dækning af administrationsomkostningerne ved afviklingen af ordningen i 2013.

Virksomheder, som er registreret under hjemmeserviceordningen, er forinden lovforslagets fremsættelse via Erhvervsstyrelsens hjemmeside blevet orienteret om, at der i forbindelse med forslaget til finanslov for 2013 påtænkes fremsat lovforslag om, at hjemmeserviceordningen ophæves. Virksomhederne er i den forbindelse blevet gjort opmærksom på, at forbrugerens betaling i henhold til lovforslaget skal være sket inden den 1. april 2013.

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for stat, regioner og kommuner

Når ordningen er fuldt afviklet, vil årlige sparede tilskud udgøre ca. 84,4 mio. kr., og årlige sparede omkostninger til administration af ordningen vil udgøre ca. 4,3 mio. kr., i alt ca. 88,7 mio. kr. årligt. I 2013 vil sparede tilskud dog kun udgøre ca. 70,6 mio. kr., og sparede omkostninger til administration af ordningen vil udgøre ca. 2,4 mio. kr.

5. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet

Når ordningen er fuldt afviklet, vil der ikke længere blive udbetalt årlige tilskud på ca. 84,4 mio. kr. til tidligere hjemmeservicevirksomheder.

I forbindelse med ordningens afvikling ophæves også de særlige administrative procedurer, som gælder ved fakturering og betaling for hjemmeserviceydelser.

Forslaget har været sendt til Erhvervsstyrelsens Team Effektiv Regulering (TER) med henblik på en vurdering af, om forslaget medfører administrative konsekvenser for erhvervslivet. TER bemærker for så vidt angår de administrative konsekvenser, at de administrative byrder forbundet med lov om hjemmeservice tidligere er opgjort til ca. 6 mio. kr. årligt. Bekendtgørelse om hjemmeservice er opgjort til ca. 13 mio. kr. årligt. Som en konsekvens af ophævelse af hjemmeserviceordningen bortfalder alle dokumentationskrav og dermed de administrative aktiviteter, virksomhederne bruger på efterlevelse. De frigjorte administrative ressourcer i virksomhederne er opgjort til i alt ca. 19 mio. kr. på samfundsniveau årligt.

6. Administrative konsekvenser for borgerne

Forslaget har ingen administrative konsekvenser for borgerne.

7. Miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget får ikke konsekvenser for miljøet.

8. Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.

9. Hørte myndigheder og organisationer

Et udkast til lovforslag har været sendt i høring hos følgende myndigheder og organisationer:

3F, Advokatrådet, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Erhverv, Danske Advokater, Den Danske Dommerforening, DI, Dommerfuldmægtigforeningen, Finansrådet, FOA, Forbrugerrådet, Foreningen Danske Revisorer, Frederiksberg Kommune, FSR - danske revisorer, Håndværksrådet, Kommunernes Landsforening, Krifa, Københavns Kommune, Landsorganisationen i Danmark, Organisationen af Selvejende Institutioner, Parcelhusejernes Landsforening, Rengøringsselskabernes Branche- og Arbejdsgiverforening, Servicebranchens Arbejdsgiverforening og Ældre Sagen.

   
10. Sammenfattende skema
 
Positive konsekvenser/
mindre udgifter
Negative konsekvenser/
merudgifter
Økonomiske og administrative konsekvenser for stat, regioner og kommuner
Når ordningen er fuldt afviklet, vil årlige sparede tilskud udgøre ca. 84,4 mio. kr., og årlige sparede omkostninger til administration af ordningen vil udgøre ca. 4,3 mio. kr., i alt ca. 88,7 mio. kr. årligt. I 2013 vil sparede tilskud dog kun udgøre ca. 70,6 mio. kr., og sparede omkostninger til administration af ordningen vil udgøre ca. 2,4 mio. kr.
 
Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet
De særlige administrative procedurer, som gælder ved fakturering og betaling for hjemmeserviceydelser ophæves.
Når ordningen er fuldt afviklet, vil der ikke længere blive udbetalt årlige tilskud på ca. 84,4 mio. kr. til tidligere hjemmeservicevirksomheder.
Administrative konsekvenser for borgerne
Ingen.
Ingen.
Miljømæssige konsekvenser
Ingen.
Ingen.
Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.
  


Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Med henblik på at nedlægge hjemmeserviceordningen foreslås det at ophæve lov om hjemmeservice. Dette indebærer, at der ikke kan opnås tilskud til ydelser, som udføres efter den 1. januar 2013.

Til § 2

Der er tale om en konsekvensændring som følge af, at lov om hjemmeservice ophæves. Bestemmelsen i ligningsloven om, at hjemmeservicebidrag ikke skal medregnes til den skattepligtige indkomst, ophæves. Det foreslås, at bestemmelsen træder i kraft den 1. januar 2014, så der er tid til at få afviklet hjemmeserviceordningen og få udbetalt de sidste bidrag.

Til § 3

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar 2013. Lovens § 2 træder dog først i kraft den 1. januar 2014.

Til § 4

Ophævelsen af lov om hjemmeservice pr. 1. januar 2013 indebærer, at der ikke kan opnås tilskud til ydelser, som udføres efter den 1. januar 2013. Det må imidlertid påregnes, at afregningen for ydelser, som udføres i slutningen af 2012, først sker i begyndelsen af 2013, da afregningen tager en vis tid. På denne baggrund foreslås det, at lov om hjemmeservice og regler, som er fastsat med hjemmel heri, det vil sige bekendtgørelse om hjemmeservice og bekendtgørelse om størrelsen af hjemmeservicebidraget, fortsat finder anvendelse på afregning af hjemmeservicetilskud, der i loven og bekendtgørelserne er betegnet som bidrag, i en overgangsperiode. Efter overgangsperiodens udløb ophører loven og bekendtgørelserne helt.

Det foreslås, at forbrugeren skal have betalt sin andel af ydelsen til det pengeinstitut, som Erhvervsstyrelsen har indgået aftale med, inden 1. april 2013. I modsat fald mistes hjemmeservicetilskuddet for ydelsen. Med en periode på mindst tre måneder, fra ydelsen er udført, til forbrugerens betaling skal være sket, sikres der dog en rimelig tid til, at virksomheden kan fakturere sine hjemmeservicekunder, og kunden kan indbetale sin andel samt, at virksomheden kan nå at rykke for evt. manglende betalinger.

Det er endvidere kun selve forbrugerbetalingen, der skal være sket inden 1. april 2013. Af hensyn til de situationer, hvor der ikke samtidig med forbrugerbetalingen er indberettet alle de krævede oplysninger til identifikation af virksomhed, husstand og ydelse, eller der ved en fejl er indberettet forkerte oplysninger, som efterfølgende skal rettes, gives der yderligere en tre-måneders periode til at få indberettet de krævede oplysninger. Det vil sige, at der vil stadig blive udbetalt hjemmeservicetilskud, hvis der er indberettet korrekte og fyldestgørende oplysninger inden 1. juli 2013, forudsat at forbrugerbetalingen er sket inden 1. april 2013. Hvis de krævede oplysninger derimod ikke er indberettet korrekt og fyldestgørende inden 1. juli 2013 mistes hjemmeservicetilskuddet for ydelsen. Der kan f.eks. være tale om, at der ikke er angivet noget CPR-nummer på en bidragsberettiget person i husstanden, eller at CPR-nummeret er forkert.

For så vidt angår tidligere udførte ydelser, det vil sige ydelser, der er udført før lovforslagets fremsættelse, hvor hjemmeservicetilskuddet ikke er overført til virksomhedens konto på grund af, at der ikke er indberettet alle de krævede oplysninger til identifikation af virksomhed, husstand og ydelse, eller der er indberettet forkerte oplysninger, som ikke er rettet, gælder ligeledes, at korrekte og fyldestgørende oplysninger skal være indberettet inden 1. juli 2013. I modsat fald mistes hjemmeservicetilskuddet også for sådanne tidligere udførte ydelser. Der kan være tale om ydelser udført i årene 2010-12, idet krav fra ydelser udført i tidligere år antages at være forældet den 1. januar 2013.

I stk. 2 foreslås det, at skattemyndighederne i en overgangsperiode efter ophævelsen af lov om hjemmeservice fortsat kan indhente oplysninger registreret i Erhvervsstyrelsen om personer og virksomheder, der har benyttet hjemmeserviceordningen, herunder cpr-numre og cvr-numre. Hermed videreføres de regler, der fremgår af den gældende lov om hjemmeservice § 2, stk. 2, 2. pkt., og § 6, stk. 4, 1. pkt., indtil udgangen af 2015, således at skattemyndighederne har mulighed for at anvende oplysningerne til brug for kontrolarbejde.


Bilag 1

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Gældende formulering
 
Lovforslaget
   
Ligningslovens § 7
 
§ 2
Til den skattepligtige indkomst medregnes ikke:
25) Bidrag efter lov om hjemmeservice.
 
I ligningsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1017 af 28. oktober 2011, som ændret blandt andet ved § 1 i lov nr. 519 af 12. juni 2009, § 7 i lov nr. 153 af 28. februar 2012 og senest ved § 1 i lov nr. 926 af 18. september 2012, foretages følgende ændring:
   
  
1. § 7, nr. 25, ophæves.
  
Nr. 26-29 bliver herefter nr. 25-28.